Honnørkajen i Horsens – mødet mellem havnen og byen
Lige nu er mange byer under omdannelse, hvor industrihavne genfødes som attraktive boligområder og nye rekreative byrum. Det samme sker lige nu i Horsens, hvor de to første etaper af boligprojektet Honnørkajen af GINNERUPARKITEKTER står klar.
- Med Honnørkajen har vi som arkitekter fokus på at sikre gode velindrettede og fremtidssikrede boliger, der i sine arkitektoniske motiver finder inspiration i havnens velkendte silhuet med siloer og historiske pakhuse. Samtidig er projektet tænkt som en respektfuld hilsen til Horsens – som en arkitektur, der forlænger og forsøder mødet mellem havnen og byen, forklarer partner og arkitekt hos GINNERUPARKITEKTER Jens Erik Rasmussen.
De første to etaper rummer i alt 148 boliger, der opføres for henholdsvis Core Property Management og Koncenton A/S.
Arkitekturen understreger de historiske gadeforløb
Honnørkajen rejser sig som fire slanke gavle mod havnen og promenaden, og skiller sig ud med sine specialdesignede lyse tegl. Imellem de to U-formede karréer, der trapper ned mod byen, er der forbindelse til byen. Samtidig er Honnørkajen med til at bevare og iscenesætte de vigtige visuelle sigtelinjer, der understreger de historiske gadeforløb som bebyggelsen ligger i forlængelse af. Boligerne sikrer forbindelse mellem byparken mod nord og havnen mod syd.
- Her langs kajen præsenterer arkitekturen sig med åbne arme og byder byen velkommen, fortæller Martin Schack, der også er partner og arkitekt ved GINNERUPARKITEKTER og fortsætter:
- Hvor denne del af Horsens havn tidligere fremstod som en utilgængelig industrihavn er området nu omdannet til en attraktiv destination for byens borgere og for beboerne. Vi har designet overgangen fra promenaden til bebyggelsens grønne gårdrum som en kantzone, der indbyder til ophold og hvor forbipasserende kan sætte sig og holde en pause på deres tur gennem byen.
Hele byen er velkommen langs promenaden, hvor Honnørkajen tilbyder sig med af trapper, ramper og siddeflader, og hvor de beplantede gårdrum udgør grønne oaser langs promenaden.
Læs også: Indblik i tendenserne i dansk boligarkitektur anno 2023
Det maritime understreges
I dette projekt er de arkitektoniske detaljer på plads. Lige fra de indbyggede og overdækkede altaner i gavlene mod havnen til materiale- og farvevalget, der bevidst er holdt som en helt enkel palette af gode og robuste materiale. Med store vinduespartier i samtlige boliger fremstår boligerne gennemlyste og designet så flest muligt har udsigt til vand. Boligerne veksler i størrelse fra 70-150 kvm. De er opført i en håndstrøgen lys tegl, hvor vinduesrammer står flot frem i sort og hvor gelændere er hvide. En slags maritim uniform, hvor det maritime understreges yderligere ved den enkle solafskærmning i trælameller, som er med til at understrege facadens enkle rytme. Samtidig markeres udvalgte vinduespartier med relief detaljer i murværket, andre steder som skrå recesser i vinduesrammerne.
Tredje og sidste etape er netop nu under opførelse og rummer 75 boliger, der opføres for Albo. Når denne etape er opført, rummer Honnørkajen i alt 223 boliger, fordelt som private og almene familie-, ungdoms- samt ældreboliger.
Fakta om projektet
Bygherre: Svanen Gruppen A/S
Sted: Nordhavnen, Horsens
År: 2019 - december 2022 (etape 1 og 2)
År: 2023-sommeren 2024 (etape 3)
Areal: 18.500 m2
Arkitekt: GINNERUPARKITEKTER
Landskab: GINNERUPARKITEKTER
Ingeniører: Ingeniørfirmaet Oluf Jørgensen
Bygherrerådgiver: Sandkjær