IKEAs taghave i København er åben for alle
IKEA står bag vild himmelpark i København. Den grønne oase af 1:1 Landskab forbinder på sigt hele Kalvebod Brygge med et nyt stiforløb.
Byliv, biodiversitet og byens bedste udsigt venter på taget af IKEA, der netop har slået dørene op for offentligheden. På taget af det store bolighus har 1:1 Landskab tegnet en ny park i 20 meters højde, der giver udsigt ud over vandet, ind over byen, Kødbyen og det gamle Vesterbro. Parken er anlagt med et væld af hjemmehørende arter og med et stort fokus på biodiversitet, så der kommer et rigt plante- og dyreliv.
– Vi har studeret geobotanikken omkring Kalvebod Brygge og Fælleden. Det vil sige landskabstyperne i området, så vi bygger videre på stedets naturlige flora og fauna. Det skaber de bedste betingelser for biodiversiteten. Resultatet er en park inspireret af overdrevet, strandengen, læhegnet og Fælleden. Vi har lagt meget vægt på at finde planter, som skaber læ, så parken bliver et skønt sted at opholde sig for både mennesker, planter og dyr, siger Trine Trydeman adm. Direktør i 1:1 Landskab i en pressemeddelelse.
Resultatet er en smuk, sanselig og interessant park på toppen af København. Her kan du sætte dig og nyde udsigten, cykle på den brede cykelsti eller blive klogere på naturen ved at studere de mange planter.
– Vi har brug for naturen til at finde ro, mentalt overskud og helle i hverdagen. Vi håber, at besøgende vil stoppe op, studere naturen og reflektere over, hvordan vi kan skabe bedre betingelser for dyr og planter. Og så selvfølgelig nyde den forrygende udsigt udover byens tage, slutter Trine Trydeman.
Fakta om parken:
- Bygherre: IKEA
- Totalentreprenør: MT Højgaard A/S
- Arkitekt: Dorte Mandrup A/S
- Ingeniør: Søren Jensen
- Landskabsarkitekt: 1:1 landskab aps
- Anlægsgartner: Optimus Anlæg A/S
- Areal: 6.500 m2 taghave
Er du interesseret i flere artikler om landskab og byrum, klik her
