Hans Andersen
Kæmpe potentiale i detaljeret energi- og bygningsdata
Den nordiske ejendomsforvalter DEAS har skærpet sit fokus på energiovervågning og fundet nye effektive løsninger. Det kan hjælpe ejendomsinvestorer og lejere til både besparelser og lettere afrapportering.
Den udfordring er Danmarks største private ejendomsforvalter DEAS klar til at gribe. For et halvt år siden opkøbte DEAS forhandlerrettighederne i Norden til systemet Eniscope, der kan levere detaljeret data om forbrug i bygninger – data, der både kan bruges til afrapportering og til at identificere muligheder for at spare på energiforbruget i en ejendom.
Systemet er i forvejen i brug hos blandt andet supermarkeder og fastfoodrestauranter, der har et stort økonomisk potentiale i at regulere deres forbrug. Men der er også store gevinster at hente for ejendomsbranchen, fortæller Hans Andersen, der er Head of Sustainability i DEAS.
- Der er de senere år strammet voldsomt på kravene til, hvordan kapitalforvaltere skal rapportere bæredygtighed i deres porteføljer, og det giver behov for solide dataopsamlingssystemer. Samtidig er det ikke nok at rapportere sit footprint – man skal også gerne forbedre det. Ejendomsselskaber har traditionelt haft et stærkt fokus på isolering og klimaskærm, men adfærdssiden i bygningen har været lidt overset. Her er der potentiale i et system som Eniscope, der kan overvåge, hvornår lyset er tændt i en bygning, hvornår der bruges varme unødigt og andre forstyrrelser i driften. Vores brugere af ejendommene kan få dashboards, hvor de selv kan regulere og overvåge deres forbrug, siger Hans Andersen.
Stigende behov
Behovet for dataindsamling vil kun blive større, efterhånden som kravene strammes – og for DEAS har det været vigtigt at kunne tilbyde løsninger, der giver et reelt og brugbart overblik.
- Man kan lave beregninger ud fra energimærket, og man kan kigge på aflæsningerne af forbrug, men ingen af delene giver det samme billede, som når man trænger dybt ind i bygningens data. Vi kan for eksempel tilbyde CO2-rapporteringer i real time, og vi kan integrere med fugtmålinger, persontællere, indeklimaovervågning og andre elementer, der får bygningen til at fungere optimalt ud fra et energiperspektiv, siger han og tilføjer, at systemet er blevet godt modtaget hos kunderne, der blandt andet tæller store pensionskasser.
- Det er en enorm strategisk beslutning at indføre nye energiovervågningssystemer. Men flere kunder har bestilt proof of concept på enkelte af deres ejendomme, og en af de helt store pensionskasser overvejer nu at implementere det i alle deres ejendomme, siger Hans Andersen.