Blue Earth af Maj D. (2023). Foto: Copenhagen Light Festival
Københavns Lysfestival 2024 glimter forude
Copenhagen Light Festival arbejder på højtryk med programmet for lysfestivalen i 2024, der skal være for alle - om man blot vil opleve lyset i byens mørke på en skattejagt eller gåtur, eller er stærkt kunstinteresseret.
Hos Copenhagen Light Festival oplever kuratorudvalget i år et rekordstort ansøgerfelt til næste års festival med over 180 lysprojekter fra designere og kunstnergrupper fra ind- og udland.
- Det er en drømmesituation for et kuratorudvalg at skulle vælge lysværker i et så stort felt. Vi ønsker at sammensætte lysfestivalen, så den byder børn og voksne velkommen, uanset om de er stærkt kunstinteresserede eller blot er på jagt efter at opleve lyset i februarmørket med en kop varm kakao i hånden. Der er værker og installationer, som kommenterer aktuelle samfundsmæssige emner. Der er også værker, der handler om døden, mens andre indbyder til at lege eller blander lys og lyde, fortæller arkitekt og lysdesigner Jesper Ravn fra kuratorudvalget, som også rummer fotograf Vivian Nagy og lysdesigner Jesper Kongshaug.
Igen i år møder festivalen stor interesse fra institutioner og private aktører på tværs af byen, hvor alle samarbejder tæt om at udvælge det helt rette værk til hver lokalitet. 35 værker har allerede fundet en plads på kortet i det indre København samt områder på Refshaleøen, Nørrebro og Vestre Kirkegård, i Ørestaden og ved DR's koncerthus, og flere værker er på vej.
Allerede i januar kan man få de første lysende vinteroplevelser, når Københavns Lysfestival som forpremiere tænder for fire af lysværkerne på Vestre Kirkegård, blandt andet installationen “Reflected” af Scenograferne+.
Installationen ’Reflected’ af Scenograferne+ får urpremiere på Vestre Kirkegård i selskab med tre andre udvalgte værker d. 18. januar 2024. Fotocollage: Elisabeth Holager Lund
Læs også:
Portræt af lysdesigner Jesper Kongshaug
Lys bringer liv i byen
Mere end 35 værker og events bliver igen en del lysfestivalen, der lyser byens særegne bygninger og livsbegivenheder op. Programmet vil byde på guidede ture på byens kanaler og øl-, vin- eller cykelguidede ture. Man kan deltage i skattejagt med lune eller læskende drik i præmier, og har man ikke nået at fri til sin udkårne, kan man blive viet ved et lysværk på Havnegade. Det populære lysløb får ny startplacering og bliver med både en kort og lang rute.
Værket ’For peace!’ af sedemminut vil kunne opleves i Ørestaden langs Kalvebod Fælled. Foto: sedemminut
Copenhagen Light Festival støttes af
Københavns Kommune, Tivoli, Royal Unibrew, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Områdefornyelsen Bavnehøj, Brønshøj lokal- og kulturudvalg, Reffen/Werkstatt 167, Broens Gadekøkken, Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, Refshaleøens Ejendomme m.fl.