
Værebro Velkomst – Vi er forbundne – skulpturer 2023. Foto: 3D.
Kunstnere får bedre ideer i 3D
Det rådgivende ingeniørfirma 3D Structural Design hjælper kunstnere med at gøre værker til virkelighed.
3D Structural Design i Nørresundby har været med i adskillige projekter sammen med kunstnere og designere om spændende værker og konstruktioner i både Danmark og i udlandet.
I samarbejdet mellem ingeniører og kunstnere er 3D-programmer det essentielle værktøj gennem hele processen.
Koncertscene-konstruktion 2022. Foto: 3D SD.
– Det er muligt at være mere kreativ med 3D-programmer og også mere produktiv, siger indehaveren af det rådgivende ingeniørfirma, Knud Hjortflod Nielsen, Senior Civ. Ing., bygningskonstruktion AAU.
Han oplever, at ingeniører og kunstnere med meget forskellige faglige styrker får en konstruktiv dialog, når kunstnerens ideer bliver påbygget og visualiseret i et 3D-program.
- Den kreative proces blomstrer i samspillet mellem kunstnerne, der har ideerne til udformningen, og os, der fører det ind i en 3D-model og laver f.eks. farver og lyssætning. Det er tit en ny verden for kunstnere, som måske har arbejdet med træklodser eller et andet materiale. Det er en helt anden måde at være kreativ på, siger Knud Hjortflod Nielsen:
- Når vi sidder direkte sammen med kunstnere og designere, kan de bruge os til at teste, om ideerne holder vand, og de kan hurtigt prøve flere ideer af og finde ud af, hvordan udtrykket og oplevelsen bliver. De bløde streger kan være subjektive, men når vi lægger projektet ind i et 3D-program med de rigtige dimensioner, så finder vi ud af, hvordan de bærende konstruktioner kommer til at se ud. Der kommer mange flere præcise detaljer med i en 3D-model, og projektet bliver visualiseret meget tidligt i forløbet, forklarer indehaveren af 3D Structural Design.
Ball 24 – Climate Planet på COP24 i Bonn. Foto: Matzke Foto
Penge til værket
Det kan hjælpe kunstnerne til at få bevilget penge til projekter, at de har et rådgivende ingeniørfirma med på sidelinjen.
– Det fremmer processen med at få et kunstprojekt godkendt. Nogen skal jo bevilge pengene, og frem for at skulle tage stilling til en mere luftig idé, så får de i stedet en præcis visualisering, som er nemmere at tage stilling til, siger Knud Hjortflod Nielsen.
Slagelse - gangbro 2021 (Foto: iGuzzini)
Samarbejdet med et rådgivende ingeniørfirma giver samtidig sikkerhed for, at værket eller konstruktionen faktisk kan produceres, og at der er ingeniørberegninger bag designet af de bærende konstruktioner.
– Vi kan som rådgivende ingeniører være lidt firkantede i vores tankegang, men vi forstår kunstnerens ideer og kan visualisere dem. Så vi rykker lidt rundt med hinanden i processen, efterhånden som vi finder ud af, hvad der kan lade sig gøre, siger Knud Hjortflod Nielsen:
- Det er vigtigt, at værket eller konstruktionen faktisk kan bygges, for det er ikke morsomt som kunstner eller designer at sælge et projekt, som senere viser sig ikke at kunne realiseres. Det er en kedelig proces at ændre senere, for det ser kunden sjældent som et plus.
Kort eller lang levetid
3D Structural Design bruger erfaringer fra traditionelle konstruktioner i de mere kunstneriske projekter. Kunstværkerne kan både være skulpturer – der som regel kun skal sættes op én gang – men det kan også være midlertidige event-konstruktioner f.eks. scener, der skal kunne fragtes, monteres og skilles ad i en fart.
For midlertidige konstruktioner, som typisk kun er opstillet i kortere perioder mindre end 6 uger, er der mulighed for at udvikle konstruktioner med elementer med kortere levetid. Ofte skal denne type konstruktioner opstilles, nedtages og transporteres på meget kort tid, og derfor er der i designprocessen en række hensyn, som optimerer på de enkelte elementers størrelser, håndterbarhed, bygbarhed, - og naturligvis sikkerhed i forhold til opstilling på kort tid.
Til permanente konstruktioner med lang levetid er der store krav til holdbarhed, da konstruktionerne skal være funktionelle i ofte 50 år eller mere, så derfor kan der ofte være mere tid til produktion og montage. Der er også hensyn at tage til vedligehold.
Designprocesserne for både permanente og midlertidige konstruktioner er principielt ens, men designere og ingeniører skal optimere på nogle forskellige parametre. Antallet af interessenter i designprocessen for midlertidige konstruktioner er ofte væsentligt højere end for mere traditionelle konstruktioner, idet de mange hensyn til opstilling, nedtagning og flytning har meget stor betydning i forhold til tidsforbruget for de involverede brugere af den midlertidige konstruktion.
NoRA – udstillingspavillon på Biennalen i Venedig 2006. Foto: A&D AAU
Brugerens kompetencer vigtigst
Medarbejderne hos 3D Structural Design indgår ofte som sparringspartnere på bærende konstruktioner med meget komplekse geometrier.
- Der er store krav til de programmer, der anvendes som hjælp til de forskellige delopgaver, men det er i meget høj grad kompetencerne hos brugerne af disse programmer, som giver det største udbytte i projekteringen. Og der er vi selvfølgelig knivskarpe. lyder det afslutningsvist fra Knud Hjortflod Nielsen.