
Naturen er sluppet løs på den gamle Tuborg grund
Længe inden bæredygtighed, biodiversitet og vild med vilje kom på alles læber, blev kimen lagt til et visionært landskabsprojekt på den gamle Tuborg grund i Hellerup.
Julie Kierkegaard, JKAS
- Det svirrer med bier. Vi har fået blåsommerfuglene tilbage, og vi ser lampesnegle, siger Julie Kierkegaard med begejstring i stemmen.
Som landskabsarkitekt brænder hun for biodiversitet og bæredygtighed, og allerede i 2006 – før vi alle sammen begyndte at tale om de emner – fik hun og hendes landskabsarkitektfirma Julie Kierkegaard A/S mulighed for at lægge kimen til en vision.
I dag snart 20 år senere kan vi glæde os over resultaterne. Den vilde, kystnære natur er genskabt i det 100.000 kvadratmeter store offentligt tilgængelige område Tuborg Strandeng på den gamle bryggerigrund. Og en mangfoldighed af urter, blomster, buske og træer har fået overtaget. Med dem er også dyrelivet vendt tilbage, heraf en del truede arter.
- Vi fik mulighed for at virkeliggøre visionen om at skabe et stykke vild natur i form af et strandeng-inspireret landskab og genbruge de rene materialer, som lå tilbage på grunden efter nedrivning af fabriksbygningerne, fortæller Julie Kirkegaard.
Strandengen er udformet som et bakket landskab inspireret af Heatherhill i Rågeleje og Melby Overdrev på Nordkysten. Her kommer blandt andet til at vokse skovfyr, hvidtjørn, lærk, hyld, vildæble, mirabel og havtorn omkranset af hjelme samt græsser blandet med hjemmehørende urter som vild gulerod, engelsk græs, cikorie, røllike, kællingetand, knopurt og blåklokke.
Engen flankeres af byggerierne Tuborg Bakkedrag med lejeboliger og Kysthus 1, 2 og 3, som huser helt kystnære ejerlejligheder. Udbygningen af området fuldendes, når Kysthus 3 står klar til sommer.
- Kysthusenes åbne gårde ned mod stranden har vi tænkt som ”smykkeskrin” med specialudviklede bordurer og skærver. Strandeng-landskabet er løftet med op i lejlighedernes taghaver.
Det er lidt grænseoverskidende men også fedt at slippe kontrollen
Der er meget stor forskel på at anlægge en pæn og friseret park, hvor alt er planlagt til mindste detalje – og så anlægge en strandeng fra bunden.- Vi kan ikke vide os sikre på, hvordan plantelivet præcist vil forme sig om tre, fem eller 10 år. På den måde adskiller Tuborg Strandeng sig fra andre landskabsprojekter, hvor vi har en klar idé om og kontrol over udtrykket, siger Julie Kierkegaard.
- Det er lidt grænseoverskridende men også fedt at slippe kontrollen – og forunderligt, at vi ikke præcist kan tegne, hvordan naturen bliver.