
LKR Innovation House: Respekt for materialer og mennesker
Med transformationen fra trælade til en topmoderne arbejdsplads har det for Praksis Arkitekter været centralt at flette det nye og det gamle sammen til en helhed.
LKR Innovation House i Østbirk samler kontorer, laboratorier og værksteder, hvor omkring 500 VELUX-medarbejdere skal arbejde med produktudvikling. Bag projektet står Praksis Arkitekter, som vandt en konkurrence i 2021 med fire deltagende tegnestuer, og for Mette Tony, stiftende partner i Praksis Arkitekter har det været en fornøjelse at have en ambitiøs bygherre som Velux med en arv, som skal bringes i spil på den bedst mulige måde:
- Det er jo selveste Lars Kann-Rasmussen (søn af VELUX grundlægger), som har udtænkt lagerbygningens oprindelige konstruktion og facader, hvor træet er nøje udvalgt og forarbejdet, ligesom facaderne er beskyttet af store tagudhæng, hvilket betyder, at facaderne i dag er meget flotte og velholdte. Bygningen har således mange værdier, som kunne videreføres i den nye funktion.
Ud over Praksis består teamet på projektet af Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, BRIQ og DetBlå.
Lys og natur ind i bygningen
Som tidligere lager har bygningen været lukket af, og det vigtigste ved projektet har været at åbne op og skabe variation, så den fungerer som en inspirerende arbejdsplads.
- Vi har arbejdet med at få lys ind ved ovenlysvinduer i forskellige størrelser, formater og placeringer i tagfladen – mod syd og nord – og i facaden er der etableret store og rolige åbninger, som lader bygningen bevare sin karakter, siger Mette Tony og fortsætter:
- De mange vinduespartier giver et lys, som skifter og varierer i løbet af arbejdsdagen, ligesom de skaber en tilknytning til omgivelserne. Der er blevet anlagt grønne gårdrum og landskab rundt om bygningerne, og naturen trækkes tæt på og indenfor.
Huset skal samle forskellige dele af Velux-organisationen, som hidtil har været fordelt ud på forskellige adresser, så det er nemmere for forskellige faggrupper at mødes. Innovationscentret indeholder således både laboratorie, værksted, mødefaciliteter og kontorpladser, og en del af udfordringen har været at skabe rammer, der kan rumme en vekselvirkning af arbejdsområder for de mange forskellige fagligheder. Huset skal både have et mødecenter, kontorområder, som muliggør koncentration i længere perioder og et værksted, hvor lastbiler skal kunne komme ind, og der kan udføres 1:1 forsøg med nye produkter. Mette Tony fortæller:
- Vi har haft et fokus på at skabe generelle kvaliteter i arkitekturen via lys, natur, akustik mm. Og bygningen er designet til at have et indeklima i top, hvor alle medarbejderes behov opfyldes. Midt i huset er kantinen et samlingspunkt, og her kan alle mødes. Arbejdspladserne er indplaceret i nicher og mange små zoner, i tilknytning til de åbne områder. Det har det i hele taget været vigtigt, at medarbejderne oplever en samhørighed og et fællesskab, og vi har arbejdet med at lave uformelle mødesteder, ligesom gårdhaverne kommer til at bringe folk sammen
Det nye og det gamle skal gavne hinanden
- På LKR Innovation House har vi genanvendt alt, som kunne genanvendes. Terrændækket er det gamle betongulv, som er blevet overfladebehandlet, og vi har genbrugt den oprindelige trækonstruktion. Her har vi valgt at bygge de store, buede limtræsspær ind i vægkonstruktionerne, hvorimod de andre dele af trækonstruktionen er synlige og flettet sammen med de nye konstruktioner, som en helhed, fortæller Mette Tony og uddyber:
- I bygningen er det ikke muligt at se en klar forskel på det nye og det gamle, hvilket er hele målet med transformationsprojekter – det nye og det gamle skal gavne hinanden og danne en helhed. Bevidstheden om, at bygningen i fremtiden vil blive tilpasset nye behov og arbejdsformer, er efter min mening vigtig at have: Vi er ikke de sidste arkitekter, som kommer til at bygge dette hus om – og det må vi have respekt for.