Badehusene i Aarhus af BIG
Lyset changerer i facaderne fra BurntWood
Sollyset spiller smukt i facadeelementer fra BurntWood. Løsningen er samtidig vedligeholdelsesfri på grund af den brændte overflade og strukturen med drypnæse, der beskytter elementerne mod regnvand.
- Det brændte træ leger med lyset. Det er enormt smukt og tilfører facaden en ny dimension, siger arkitekt MAA Tue Teinar Elskær, der driver Studio Elskær på Østerbro.
For et par år siden var han engageret til at tegne et enfamiliehus ved Furesøen, og inspiration fra rejser i Japan fik ham til at foreslå bygherren at vælge brandbehandlet træ til en del af facaden.
- Jeg var overbevist om, at husets base skulle bygges af teglsten, og foreslog bygherren at bruge BurntWood til den øverste etage. Det ville skabe en flot harmoni mellem de valgte Kolumba tegl og træet. Samtidig ville vi opnå den smukke lysrefleksion i den mørke træfacade, fortæller Tue Teinar Elskær.
Bygherren var heldigvis med på idéen, og i dag kan parret i huset og naboerne glæde sig over den levende facade, som changerer fra det meget sorte til en lille smule skinnede blankt, når solen står på.
- BurntWood har en smuk stoflighed, og brandbehandlingen betyder, at det ikke skal imprægneres eller vedligeholdes. Det er en meget raffineret måde at bruge træ på, siger Tue Teinar Elskær.
Brandbehandlet træ ses efterhånden i en hel del projekter, heraf nogle af de mere ikoniske og der, hvor bygherren fokuserer skarpt på bæredygtighed og klimaaftryk.
Badehusene på Aarhus Ø kajen, tegnet af BIG, er et fantastisk eksempel på, hvordan BurntWood er med til at nyfortolke klassisk dansk byggeri.
Tscherninghuset, som har vundet renoveringsprisen 2024, har facade af elementer fra BurntWood, som er fremstillet af træ fra genbrugspladser. De medvirker til at bringe andelen af genbrugsmaterialer i det prisbelønnede hus op på 89 %.
Læs også:
Cirkulær økonomi skal øverst på dagsordenen
Badehusene i Aarhus af BIG
Rødder i vikingetiden og Japan
Brændt træ har været en mulighed, lige siden vores forfædre, vikingerne, satte stolper i jorden.
- Vikingerne imprægnerede overfladen ved at brænde den, så sukkerstofferne og dermed evnen til at suge vand forsvandt, fortæller Anders Mølgaard fra BurntWood i Aarhus.
Teknikken er forfinet i Japan, hvor den hedder Shou Sugi Ban, og måden, træet patinerer på, kaldes Wabi Sabi.
Anders Mølgaard har startet BurntWood virksomheden i Aarhus på lyst til at bygge, så CO2 udledningen bliver minimal, og der ikke bruges kemikalier til imprægnering.
Brandbehandlede brædder har på det seneste fået følgeskab af facadeelementer af genbrugstræ, som fremtidigt vil blive produceret i størrelsen 70 x 120 cm.
- Byggebranchen taler meget om bæredygtighed, genbrug og livscyklus. Med vores facadeløsning kan det faktisk lade sig gøre at udnytte genbrugstræ, siger Anders Mølgaard.