Ejendomsselskabet Wihlborgs og Velliv har igangsat et naturgenopretnings-projekt i Ballerup Kommune for at styrke biodiversiteten. Foto: Wihlborgs A/S
Mere bynatur i Ballerup
Ejendomsselskabet Wihlborgs er sammen med Velliv i gang med et naturgenopretnings-projekt i Ballerup Kommune. Landskabsarkitekterne MBYland har tegnet til projektet, så naturen bringes tæt på.
Græsarealet foran kontorbygniner på Lautrupvang 8 og 10 i Ballerup skal have mere fauna og flora, der kan styrker biodiversiteten og samtidig give beboerne et grønt rekreativt område.
Ejendomsselskabet Wihlborgs er sammen med pensionsselskabet Velliv i gang med et større naturgenopretningsprojekt i Ballerup Kommune. Stedet er et stort græsområde på to hektar foran kontorbygninger på Lautrupvang 8 og 10 i Ballerup.
Med tiltag som regnvandsopsamling til klimasikring og habitatudvikling, blomsterenge og et aktivt samarbejde med nabovirksomheder har projektet som mål at fremme den lokale biodiversitet gennem vedligeholdelse og naturpleje. I projektets anden fase vil der også blive plantet træer og buske.
– Vi ønsker at udvikle et koncept for biodiversitet og rekreativ værdi for området. Med et samarbejde mellem flere virksomheder og matrikler opnås synergieffekter, der både har miljømæssige og økonomiske fordele. Et fælles udgangspunkt gør det nemmere at skabe sammenhængende levesteder over større arealer. Det gavner naturen og styrker biodiversiteten over et større område, fortæller Tommy Andersen, driftsleder for Wihlborgs grønne områder, i en pressemeddelelse.
Hos Velliv er biodiversitet en vigtig del af både selskabets ejendomsportefølje og de samlede investeringer. Derfor var det naturligt for Velliv at samarbejde med Wihlborgs om udviklingen af et biodiversitetskoncept.
- I dag ved vi, at vi skal passe på dyr og planter for at opretholde balancen i verden. Gennem målrettede tiltag omkring vores ejendomme så som at lade græsset gro i udvalgte sektorer, plante flere blomster og buske og for eksempel at opsætte insekthoteller kan vi gøre en stor forskel for miljøet, og så er det tilmed pænt at kigge på. Det er et tiltag, der giver mening, fortæller ejendomsdirektør Solveig Rannje fra Velliv.
Borgmesteren bakker også op
Ifølge borgmesteren i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen, er projektet på Lautrupvang en vigtig gren af kommunens samlede indsats på området:
– Jeg er rigtig glad for at se, at lokale virksomheder som Wihlborgs og Velliv er gået sammen om at skabe mere natur og biodiversitet i vores kommune. Deres indsats for at forbinde flere matrikler med grønne områder er et godt eksempel på, hvordan erhvervslivet kan bidrage til naturgenopretning. I Ballerup Kommune er vi selv godt i gang med en ambitiøs naturhandleplan, der skal sikre, at vi får endnu mere vild natur og biodiversitet til glæde for alle borgere, udtaler Jesper Würtzen.
Giver også bedre arbejdspladser
ifølge Mikkel Willard, som er ESG-ansvarlig i Wihlborgs, har naturgenopretnings-projektet udover de miljømæssige gevinster også klare fordele for de mennesker, som arbejder i området.
– Erhvervslejerne får et område, der kan bidrage til øget trivsel og velvære. De kan bruge de grønne omgivelser til pauser, walk-and-talks og få glæde af at være i et inspirerende miljø. Derved skabes der en bedre arbejdsplads med adgang til naturen, som er bevist stressreducerende og øger kreativiteten blandt medarbejdere, siger Mikkel Willard.
Landskabsarkitekt og ejer af MBYland, Mette Bruun Yde ser en stor styrke i, at flere virksomheder er med.
- Ved at projektet strækker sig over flere matrikler kan vi skabe længere fauna- og flora-korridorer. Det styrker biodiversiteten markant, idet forskellige arter får mulighed for at brede sig mellem grundene. Fremover drifter vi med mosaik-klip, hvor græsset klippes forskelligt fra gang til gang. Det er et tiltag blandt mange, der vil styrke projektet i Ballerup, siger Mette Bruun Yde.
Projektet i Ballerup Kommune blev sat i gang baggrund af en indledende naturscreening af udearealerne i området. Formålet med screeningen var at sikre optimal biodiversitet og landskabelige oplevelsesværdier med maksimal hensyntagen til den vedvarende driftsøkonomi.