Moderne og fleksible pavilloner designet til fremtiden
N.T. Bolig Pavillon oplever en stigende bevidsthed hos kunderne om bæredygtighed og grøn omstilling. Efterspørgslen på de fleksible pavilloner er så stor, at N.T. Bolig Pavillon for 2. år i træk er blandt Børsens Gazellevirksomheder.
Den stigende efterspørgsel på mere bæredygtige byggeløsninger glæder den sønderjyske virksomhed med speciale i pavillonbyggeri, N.T. Bolig Pavillon, da man selv har været nødt til at tage stilling til bæredygtighed og tænke i nye baner for at følge med efterspørgslen. Én af kunderne, der har efterspurgt en mere bæredygtig løsning, er Bostedet Søholm, der tidligere har købt en boligpavillon hos N.T. Bolig Pavillon.
- Da vi købte den første pavillon, var bæredygtighed ikke på samme måde med i vores overvejelser. Det var først efter vi begyndte at udskifte vores varmekilder, vi fik fokus på grøn omstilling, og så har det løbende taget om sig. Så da vi købte den nye kontorpavillon, tænkte vi, at det skulle være i tråd med vores tanker om bæredygtighed og grøn omstilling, fortæller Kirsten Bondo, der er Fælles leder på Bo- og Aktivitetsstedet Søholm.
Da Søholm i forvejen havde gode erfaringer med N.T. Bolig Pavillon, var det en tryg beslutning endnu engang at samarbejde med N.T. om en ny pavillonløsning, fortæller Kirsten Bondo:
- Vi var selv med til at designe, vælge materialer og vende og dreje rummene, som vi ville. N.T har været lydhøre, og de gav os god sparring omkring vores ønsker. Vi har blandt andet fået solceller på taget og varmepumpe til opvarmning, og så er den beklædt med vedligeholdelsesfrit lærketræ – og det er jo virkelig nemt, at pavillonen kommer som en hel løsning klar til indflytning.
Pavillonen til Søholm er 72 m2 fordelt på et stort kontorlokale med plads til mødeafholdelse, to mindre kontorer, et køkken og et toilet. Den er bygget af CE-mærket, dansk og svensk træ, og klimaskærmen er optimeret med 500 mm isolering i taget og 250 i væggene, samt trelagsglas i døre og vinduer.
N.T. Bolig Pavillon sælger og udlejer løsninger til både institutioner, virksomheder og private – for kortere og længere perioder.
Tæt dialog og inddragelse er vejen frem
Pavillonerne fra N.T. Bolig Pavillon er flytbare, så skulle ens pladsbehov ændre sig i fremtiden, kan pavillonen flyttes til en ny lokation eller sælges. Det er også muligt løbende at tilføje eller fjerne pavillonmoduler efter behov, en stor fordel, hvis du spørger Nick Tygesen, indehaver af N.T. Bolig Pavillon:
- Det er en stor fordel for mange virksomheder, at de kan tilføje og fjerne pavillonmoduler, hvis deres behov ændrer sig. Især i denne tid, hvor der i mange brancher sker store ændringer, så er det en tryghed for dem nemt at kunne tilpasse sig situationen.
Hos N.T. Bolig Pavillon bygges pavillonerne på lokationen i Tinglev, hvorefter de færdige pavillonmoduler fragtes ud til kunder i hele landet, som kan tage pavillonen i brug allerede ved levering. Inden pavillonen når så langt, gør N.T. meget ud af at rådgive og vejlede i design- og byggeprocessen, så kunden føler sig inddraget fra start til slut:
- Vi sørger altid for at have en tæt dialog med vores kunder omkring materialevalg og energikilder. Det er vigtigt for os at tage snakken om, hvordan deres til- og fravalg af materialer har en indflydelse på både pavillonens økonomi og aftryk. Vi anbefaler som udgangspunkt altid energivenlige varme- og strømkilder såsom luft til luft varmepumpe og solceller i pavillonerne, uddyber Nick Tygesen.
For at følge med den store efterspørgsel, flytter N.T. Bolig Pavillon i 2025 i en nybygget, miljøvenlig, 3.500 m2 stor industrihal ved den sønderjyske motorvej i Kliplev. N.T. Bolig Pavillon, blev etableret i 2007 og i dag beskæftiger de 40 medarbejdere.