Portræt af designer Morten Voss: Modet til at skille sig ud

Morten Voss. Den autodidakte designer. Ham, som ”stemplede” sine produkter med et stort VOSS. Ham, som lader sig afbilde med en abe på skulderen. Ham, som gjorde det umulige muligt: At skabe og ikke mindst sælge designmøbler i en tid, hvor der ellers kun var plads til Louis Poulsen og Fritz Hansen.

 

Historien om dig er jo kendt for de fleste: Den autodidakte designer som bryder alle reglerne, og når man googler dig, så sidder du med en abe på skulderen. Hvad handler det om?

- Jeg er jo ud af den ironiske generation, som er kendetegnet ved, at vi ikke tog noget som helst alvorligt. Vi miksede og blandede alt, og så skabte jeg det her lillebitte firma, som hed Voss Co Living. Navnet var jo ment som en joke: Vi var to mand, men det lød som en hel industrivirksomhed. Vi var ikke de eneste, der gjorde det, tøjmærket Diesel gjorde det også, da de en årrække kaldte sig for Diesel Industries. Men vi endte med det navn, og da vi sidenhen skulle lave vores katalog, ville folk jo se aben. Og så kom aben frem på min skulder, og billedet blev brugt i ti år. Det var sjovt, og der var også en god del humor i mange af de produkter, jeg lavede dengang.

 

Det startede med et betonbord (FlightDeck), gjorde det ikke?

- Betonbordet var langt fra det første, jeg lavede. Jeg lavede møbler helt tilbage i 80’erne, men mere som en hobby. Men du kan sige, at FlightDeck var den første kommercielle succes. Da jeg havde designet på messen for første gang i 1993-94, havde jeg kun et hjørne af bordet med et påsat ben at vise frem. Jeg brugte nogle ret avancerede støbeteknikker, og det var ikke faldet helt på plads, men jeg stod og lurede reaktionerne på messen, og folk syntes, det var så åndssvagt. Jeg fik at vide af en af de førende møbelsælger dengang, at materialekombinationen og designet var ”tilpas åndssvagt”, og for mig var der derfor helt klart noget at arbejde videre med. Det var en stor kompliment. Syveren og Myren blev latterliggjort i deres samtid, fordi designet var så anderledes og nyt, og med den historie in mente satsede jeg på betonbordet, og det blev ret hurtigt en succes. Jeg er altid gået målrettet efter det, jeg tror på. Og her var jeg ikke i tvivl.

 

 

Morten Voss: Jeg ville arbejde kreativt

Morten Voss er opvokset i en familie, hvor mulighederne for kreativ udfoldelse var til stede. Farfaren have et værksted, hvor Morten lærte håndens værk, og allerede som 7-årig kunne han betjene en træ-drejebænk. Adgangen til værkstedet og muligheden for at kunne skabe noget selvstændigt satte gang i kreativiteten hos Morten:

 

- Jeg lærte meget hos min farfar, men jeg havde egentlig ikke planer om at blive designer. Jeg vidste dog, at jeg skulle arbejde kreativt. Jeg tror, at hvis jeg havde boet i Århus eller København i starten af 80’erne, havde jeg søgt ind på designskolen eller arkitektskolen. Men de muligheder eksisterede ikke, hvor jeg boede, så jeg kom på Teknikum. Det var kedeligt og ikke spor kreativt. Jeg, som troede, at jeg skulle bygge huse, men nej, jeg skulle beregne huse. Det var slet ikke mig.

 

Det ensformige design

Efter studiet fulgte nogle år i vennens firma, hvor Morten bl.a. skabte større stålkonstruktioner. Men det blev for ensformigt, og han tog derfor springet som selvstændig med eget designfirma, Voss. Siden 1993 har Morten levet af eget design samt sine designs for kunder som Svedbergs, Lightyears, Fritz Hansen, Eilersen og Holmris:

 

- Som designer stræbte jeg i flere år på at lave noget nyt hele tiden, og jeg kunne undre mig over de praktikanter, vi fik på tegnestuen. De var meget ”skolet”, og derfor har jeg altid bestræbt mig på, at de ikke skulle komme ud som kloner af mig, men være dem selv. Jeg mener ikke, det er meningen, at man så tydeligt skal kunne læse folks baggrund i deres design. Hvis kreativitet er at finde på nyt, er der jo ikke noget nyt i at klone din mesters design. Jeg synes generelt ikke, jeg ser så meget nyt design, og måske har jeg også bestræbt mig for meget på at lave noget nyt. Med det marked vi har i dag, er det ikke helt så væsentligt at lave noget banebrydende nyt.

 

Men vil folk ikke stadig have noget nyt og unikt?

- Det design vi ser for tiden, er ikke specielt innovativt, og vi kommer ikke til at tale om den her periode som noget særligt. Det er jo ikke Memphis i 80’erne eller minimalist-90’erne. Du kan jo ikke tale om en decideret trend nu, for der er ikke nogen trend. Der er nok ikke mange af de produkter, du ser i dag, der stadig er der om bare få år. Det første Voss-bord er en monolit, et alter og det bærende er en joken, det er super organiskgså. angsomt har spredt sig ud tilSådan er tiden bare ikke nu. Der kommer ikke et nyt ”Ægget”, som var så epokegørende nyt, at det har brugt ti år på at penetrere markedet, hvorefter det langsomt har spredt sig ud til folk. Den tidshorisont har man ikke længere.

 

 

Det gode design kommer

Tidligere brugte Morten Voss sit værksted til at ”lege” designet frem, men nu hvor tiden er knap, må andre midler i brug:

 

Hvordan kommer det kreative frem hos dig?

- Man kan beslutte sig og iscenesætte sig selv til at tænke kreativt, det kan alle, også selvom man tror, man ikke kan. Vi har alle den kim – selvfølgelig nogle mere end andre, men vi har den alle. Og så er man nødt til at have tillid til, at løsingen kommer. Du er nødt til at have is i maven, ellers bliver du stresset, og så kommer der ikke noget. Før stod jeg meget på mit værksted og byggede prototyper, men hvis ikke løsningen kommer i første go, skal man have tillid til, at den nok skal komme.

 

Er der tanker eller teorier puttet ind i dit design?

- De fleste designere arbejder med tanker og teorier – om ikke andet, så intuitivt, og det er der som sådan ikke noget originalt i. Men det er klart, at som designer leder man efter nogle systemer eller mekanismer. I lang tid tænkte jeg, at Syveren var et af de flotteste industriprodukter, vi har, og jeg tænkte over at folde Arne Jacobsens streg ud, for der måtte være en højere logik i den, når nu den er så smuk. Jeg ved ikke, om der er en logik i den, for jeg har aldrig foldet den ud. Den er nærmest en skulptur på sin piedestal. Jeg tror, at vi alle søger en balance eller noget genkendeligt og trygt. Og udfordringen som designer er jo, om man, inden for de rammer man har, er i stand til at udfordre designet, så resultatet samtidig bliver smukt. Det er svært, for det hele er jo lavet.

 

B+A: Hvad er udfordringen som designer så, hvis det hele er lavet?

- Har du været på messe i Milano? De har et fodboldstadium fyldt med stole. De står der i tusindvis. Alle stole ER jo lavet, og lige præcis derfor er det så super spændende at være kreativ inden for meget snævre parametre. Det er jo aldrig en fri opgave, hvor man skal skabe et værk. Der er nogle helt specifikke krav, ellers fungerer designet ikke og slår aldrig an. Lige nu arbejder Stinne og jeg på en konferencestol, og vi arbejder på at skabe denne stols designidentitet. Vi har noget i tankerne i form af funktionalitet, og vi arbejder med en materialekombination, jeg aldrig har set før. Netop det at skulle skabe noget stort inden for snævre rammer, bliver jeg aldrig træt af, og derfor kan jeg altid udfordre mig selv som designer. Jeg søger automatisk derhen, hvor jeg bliver udfordret, og hvor jeg kan gøre en forskel for flest, og den vej er ikke altid den lige, lette vej.

 

Tre hurtige til Morten Voss

 

Hvilke ord vil du sætte du på dit eget design?

Det var et godt spørgsmål. Det skal være et fysisk objekt, som du kan lide at lade dine øjne hvile på over tid, og som 1:19

r der ikke nogen ,der udfordrer mig på længere. Det er en stående vits. ænkt mig det. t vide, at noget ikke kunne lade sig måske giver et lille smil i øjenkrogen. For mig er design det, der kan adderes udover den funktionsbestemte form, f.eks. historie og retning. De fysiske objekter vi omgiver os med, er vores redskaber til at manipulere og iscenesætte vores verden, så der må gerne være en implicit underspillet humor.

 

Hvordan opfatter dine kunder dig?

Jeg er ikke specielt vanskelig at arbejde sammen med, men jeg er vanskelig på den måde, at jeg ved ret meget om tilvejebringelse. Da jeg var ung, fik jeg tit at vide, at noget produktionsteknisk ikke kunne lade sig gøre. Næste gang tog jeg noget andet tøj på og viste dem, hvordan jeg havde tænkt mig det. Der er ikke nogen, der udfordrer mig på det område længere.

 

Er der et sted, du føler dig på designmæssig hjemmebane?

Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om man skal være på hjemmebane, for det kan jo blive farligt. Der kommer ikke nyt ud af at være på hjemmebanen, vel?