Nordøstamager Skole er præmieret som Årets Nybyggeri
Nordøstamager Skole er et nyt medlem i familien af Københavnske skoler og nu er byggeriet også kåret som Årets Nybyggeri. Den prisvindende skolebygning er designet af Christensen & Co, Kjær & Richter og 1:1 Landskab.
Præmieringen skete ved Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2024, hvor arkitekt MAA og partner hos Christensen & Co, Mikkel Hermann Sørensen sammen med projektcheferne fra Københavns Kommune, Karin Adriansen og Mads Alleslev Larsen, modtog prisen for Årets Nybyggeri 2024 ved ceremonien i Kødbyen.
Prisvindende skolearkitektur
Christensen & Co og Kjær & Richter har designet skolen sammen med landskabsarkitekterne fra 1:1 landskab.
Ved præmieringen har komitéen fremhævet skolens vellykkede integration i lokalområdet mellem Prags Boulevard og Holmbladsgade. Her har skolebygningen har skabt nye byrum og opholdssteder.
På Nordøstamager Skole giver arkitekturen en ramme om fællesskabet og læringsmiljøer for kvarteret. Skolebygningen har i stueetagen en let adgang til tumlesal, idrætshal og et auditorium til fællessamlinger, foredrag og koncerter.
- Vi er super glade for anerkendelsen af NØAS. Det er virkelig et hjertebarn af et projekt på en meget vanskelig urban grund. Sammen med landskabsarkitekterne, ingeniørerne og entreprenøren er vi lykkedes med at skabe en arkitektur, der udfordrer børnenes nysgerrighed, leg og læring. Samtidig fungerer den som et kulturelt anker for lokalsamfundet, siger Mikkel Hermann Sørensen, arkitekt MAA og partner hos Christensen & Co Arkitekter i en pressemeddelelse.
CCO Arkitekter beskriver at i arkitekturen har man haft fokus på at skabe gode læringsrum, hvor rammerne understøtter skolens pædagogiske visioner. Blandt andet ved at lave forskellige typer af rumligheder, som giver lærerne mulighed for at variere undervisning og læring fra at kunne fordybe sig i ro til bevægelse og fysisk udfoldelse. Der kan bygges modeller i værkstederne, males i kunstlokalerne og dyrkes idræt i hallerne.