De runde haver, Nærum & Gardenshop Høsterkøb, Hørsholm
Nordsjælland fra oven: Vekslen mellem det organiske og det ordnede
Med den nye udgivelse Nordsjælland fra skyen af helikopter-fotograf Nicolas Cosedis får vi en helt ny oplevelse af det nordsjællandske landskab.
Nicolas Cosedis
Nicolas Cosedis flyver med 200 km/t og åbent vindue i al slags vejr hen over Nordsjælland og fanger med sit kamera modsætninger, mønstre og symmetri.
Det nordsjællandske landskab byder på en stor mangfoldighed: Slotte, sommerhuse, kirker, industrihovedkvarterer, stenaldergrave, genbrugsstationer, museer, nye bebyggelser, små og store byer, skove, marker, kyster og søer, som en evig vekslen mellem naturen og det menneskeskabte, det organiske og det ordnede.
Intentionen er ikke blot at fange det åbenlyst smukke, men også skønheden i det upåagtede. Billederne spænder over de fire årstider og over alle tidspunkter af døgnet for at fange de skiftende nuancer, som morgendis og tusmørke skaber.
Fotografierne ledsages af tekst af arkitekturkritiker Holger Dahl, der med sin indgående viden om området og dets arkitektur supplerer Nicolas Cosedis’ fotografier og giver læseren nye perspektiver på det nordsjællandske landskab.
Om at fotografere fra luften
Luftfotografering kræver intens planlægning og indeholder mange benspænd. Nicolas Cosedis flyver med en professionel pilot ved roret på den lille Cessna 172, så han selv kan koncentrere sig om at fange det helt rette motiv med sit kamera. Han dirigerer piloten med indøvede kommandoer, for med en flyhastighed på 200 km/t og i 10.000 fods højde skal fotograf og pilot kende hinanden virkelig godt for at ramme den perfekte vinkel.
Om fotograf og skribent
Nicolas Cosedis er fotograf med base i København. Han er selvlært og har fotograferet byer, landskaber, mennesker og gader. I de seneste år har han udelukkende fotograferet fra luften. Cosedis har på rekordfart opbygget en fanskare på over 130.000 Instagramfølgere på profilen @copenhagenbycosedis og driver sit eget galleri. Nicolas Cosedis har tidligere udgivet bestsellerne Byen fra skyen – København set fra luften (2021) med tekst af Holger Dahl, Danmark fra skyen (2022) med tekst af Pernille Steensgaard og Copenhagen from My Plane – Area by Area (2023).
Holger Dahl er uddannet arkitekt og er arkitekturredaktør på Berlingske, hvor han blandt andet skriver klummen Københavnersnuden. Han er desuden forfatter til Drømmenes København (2022).
Kystbanen, Schimmelmannsvej, Sølystparken, Klampenborg & Helsingør
Om udgivelsen
Nordsjælland fra skyen
Af Nicolas Cosedis
Tekst af Holger Dahl
Udkommer: 7. november 2023
Omfang: 304 sider, rigt illustreret
Pris: 399,95 kr.
Sprog: Dansk og engelsk
Forlag: Strandberg Publishing