Nyt bygningsdirektiv fra EU truer Danmarks og Europas kulturarv

Som et led i overholdelse af Parisaftalens mål, lancerede EU i december et udkast til revideret bygningsdirektiv. Et af hovedpointerne er, at alle bygninger, der skal opvarmes, fra og med 2030 skal kunne energimærkes til mindst E. Herefter må bygninger med ringere mærkning hverken sælges, lejes ud eller bebos. I 2040 skærpes mærkningen og visionen er, at ingen opvarmede bygninger udleder CO2 fra 2050.

 

Under halvdelen omfattet af undtagelsesbestemmelse

Derfor indeholder direktivet også en undtagelsesbestemmelse for ”buildings officially protected”. For Danmarks vedkommende må denne betegnelse først og fremmest gælde de fredede bygninger. De er sikret gennem Bygningsfredningsloven, der administreres af staten. For de bevaringsværdige bygninger gælder det bygninger omfattet af lokalplaner med bevaringsbestemmelser.

 

Desværre har under halvdelen af alle kommuner udarbejdet lokalplaner med bevaringsbestemmelser. Selv her er der store områder uden lokalplaner. Det gælder både i bymiljøer og for det åbne land. Man må derfor antage, at over halvdelen af landets bevaringsværdige bygninger er ubeskyttet og derfor ikke omfattet af EU´s forslag til undtagelsesbestemmelse.

Kommunerne forsømt ansvar

De sidste 20 år har man skønnet, at vi i Danmark har ca. 350.000 bevaringsværdige bygninger med høj bevaringsværdi. Tallet er dog aldrig verificeret, men vi venter blot på at kommunerne skal få igangsat arbejdet med at registrere og beskytte bygningsarven, da det er deres ansvar.

 

Er bygningerne ikke fredet eller underlagt kommunal beskyttelse, har alle andre bygninger hidtil skulle følge det danske bygningsreglements isoleringsbestemmelser. Når direktivet er vedtaget, skal det implementeres i medlemslandenes lokale lovgivninger. I Danmark er vi kendt for at overimplementere direktiver fra EU. Og er der ikke politisk bevågenhed for problemstillingen vedrørende den truede del af de bevaringsværdige bygninger, kan man frygte at store dele af landets bevaringsværdige bygninger forsvinder bag isolering.

 

Kulturarven bør have særstatus – ligesom klimaet

Selvfølgelig skal alle bygninger – også de fredede og bevaringsværdige bidrage til nedbringelsen af udledning af CO2, i det omfang de kan, uden at bygningernes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier svækkes.

 

Men udvendig isolering og fredede og bevaringsværdige bygninger hænger ikke sammen. Man kan ikke både ønske at beskytte kulturarven og så gemme den væk i isoleringsmaterialer.

 

Derfor må isolering af disse bygninger foretages indvendigt i etageadskillelser, ved tilføjelse af forsatsruder og tætning af døre. Hulmursisolering om muligt og de senere år har erfaringer tillige vist at isolering foretaget indefra på ydervægge i mange tilfælde også er muligt.

 

Det er vigtigt, at direktivets undtagelsesbestemmelse suppleres med et pålæg til medlemslandene om at registrere og værdisætte bygninger opført før 1960, inden eventuel tilladelse kan opnås til energitiltag, der svækker klimaskærmens bevaringsværdier. Vurderes bygningens bevaringsværdier at være væsentlige – også for den sammenhæng hvori den indgår – må der tages særskilt hensyn hertil.

 

Historiske huse udleder i forvejen mindre C02

Det må i den forbindelse ikke undervurderes at fredede og bevaringsværdige bygninger har et forspring i den grønne omstilling,  fordi bygningerne ud fra en livscyklus-betragtning i forvejen generelt udgør en mindre klimabelastning end nybyggeri, også selv om man må påregne en lidt større udledning i driftsfasen. Livscyklusanalyserne belastes ikke af CO2 ved opførelse og husene har en meget lang levetid.

 

Det er derfor på tide, at politikerne interesserer sig for, hvor lidt de historiske bygninger i realiteten belaster, både set i det store billede og i sammenhæng med, hvor let er

at sætte kulturarven over styr.