Nyt sommerhus-projekt viser lille skala og stor kvalitet
Arkitekt Jesper Kusk mener, at fremtidens boliger kalder på størst mulig kvalitet på færrest mulige kvadratmeter. Han har tegnet et lille sommerhus ved Følle Strand, hvor han med afsæt i de karakteristiske og historiske fiskerhuse, forsøger at skabe et nedskaleret og fint tilpasset miljø, hvor tre små bygningskroppe skulder ved skulder ligger og kigger ud over Kalø Vig.
Gennem årene er de danske boliger blevet større og større og er i dag blandt verdens største. Det gælder både for privatboligerne og for sommerhusene. Nybyggede sommerhuse er ofte på størrelse med og indrettet som almindelige parcelhuse. Jesper Kusk fra Jesper Kusk Arkitekter fortæller om sommerhus-projektet:
– Inden tegnearbejdet gik i gang, havde jeg flere besøg på grunden. Jeg blev hurtigt dybt fascineret af den storslåede udsigt og den lille skala. Husene langs Følle Strand er stort set alle placeret på meget smalle grunde. Det er næsten som om deres størrelse, gør naturen og udsigten endnu større. Det var vigtigt for mig, at vi i designet skulle respektere stedets historie og skala og indordne et moderne sommerhus i denne miniature-kontekst.
Small living
I dag fremstår det færdige sommerhus med tre små bygningskroppe, som forskyder sig i forhold til hinanden og derved indpasser huset sig den nedskalerede stemning, som findes langs stranden samtidigt med, at der skabes nicher og kroge, der giver rum for ophold langs facaden.
Kvadratmeterne er optimeret så meget, at der er plads til hele syv sovepladser på de 46 m2. Her bliver vindueskarme og gangarealer til opholdsareal, hvilket muliggør hele syv sovepladser i huset. De forskudte bygningsvolumener, giver også mulighed for at adskille de indvendige rum med skydedøre. På den måde kan familiemedlemmerne trække sig uforstyrret tilbage med en god bog og finde ro.
– Fremtiden kalder på størst mulig kvalitet på færrest mulige kvadratmeter. Hvis vi overhovedet skal bygge nyt, skal vi vænne os til at bygge mindre boliger med smarte og kreative løsninger, fortæller Jesper Kusk.
Godt dagslys og naturen tæt på
Dagslys og vigtige kig til naturen har været styrende designparametre. Strategiske placerede ovenlys sikrer et godt dagslys og giver mulighed for et godt indeklima med naturlig ventilation. Ligesom lofterne, der går til kip, giver mange kubikmeter luft på få kvadratmeter. De store vinduespartier, som indrammer den smukke natur ved Følle Strand, fletter ude og inde sammen, samtidigt med at de indbyggede bænke og sofaer giver mulighed for at opleve naturen helt tæt på selv i dårligt vejr.
– Udsigten over vandet, er storslået og konstant tilstedeværende i sommerhuset. Fra de forskellige rum indrammes udsigten forskelligt. Det har været et helt centralt at skabe oplevelsesmæssig variation ved at bruge og indramme udsigten og dagslyset forskelligt. Det giver en fornemmelse af at huset er langt større end det egentligt er, fordi det rummer så mange oplevelser, siger Jesper Kusk og fremhæver, at huset danner mange rum og lækroge langs facaden. Uanset vindretning og tidspunkt på dagen kan der findes et område med læ, og den lille overdækkede nicher ved den midterste bygningskrop er designet med en integreret bænk. Et godt sted at sove på de varme dage, selv når duggen falder, fortæller Jesper Kusk:
– Når man opholder sig i og omkring sommerhuset, kan man hele tiden høre bølgerne, og lyset ændrer sig i en uendelighed. Det er meget berigende og helt sikkert også sundt for både krop og sjæl at være mere udendørs. Og her er det gjort meget nemt og i direkte kontakt med og i forlængelse af huset.
Lokale materialer
Alle materialer er valgt så bygningens samlede CO2 ”footprint” holdes så lavt som muligt. Sommerhusets primære bygningsdel er træ. Træ er bæredygtigt, enkelt at forarbejde, let at transportere og en fornyelig ressource. Stort set alle konstruktioner er udført i træ og facaden samt taget er beklædt med danske egetræslister, som harmonerer med stedet, i farvetone og materialitet, hvilket har haft høj prioritet, fortæller Jesper Kusk:
– Sammen med bygherre blev vi hurtigt enige om, at vi skulle bygge med træ. Stort set alle huse ved Følle Strand er træhuse, så det var det oplagte valg. Men skulle vi anvende malet træ eller kunne det være ubehandlet og meget gerne dansk træ. I samråd skovfogeden ved Bregentved Gods valgte vi dansk ubehandlet egetræ på terrassen, facaden samt taget. Vinduer og døre fremstår i olieret eg. Mens den indvendige beklædning på vægge og lofter er opført i lakeret birkekrydsfiner. Det giver huset en varm indre glød, mens husets sølvgrå træfacade smelter sammen med stranden og sandets farvetoner.
Artelia, der har været ingeniører på projektet, har lavet en LCA-beregning, der viser et resultat på 6,7 kg CO2-e/m2 pr. år. Det placerer byggeriet i den frivillige lavemissionsklasse for CO2-udledning.
Projektet er tegnet i samarbejde med Artelia og opført af MALA.