Ølgods nye kulturhus bliver et nyt levende samlingspunkt for byen
NemByg A/S, Cubo Arkitekter, Lybech landskab og VITA Ingeniører har vundet arkitektkonkurrencen for det nye Ølgod Kulturhus med en målsætning om moderne rammer til nye og eksisterende fællesskaber.
Lars Teglgaard, formand for Udvalget for Børn og Læring i Varde Kommune er begejstret for projektet, og han udtaler:
- Med vinderprojektet får Ølgod et kulturhus, der bliver et samlingspunkt for alle aldre. Kulturhuset bliver med sin placering og synlighed et hus, hvor børn, unge og byens institutioner får mulighed for at udfolde et væld af aktiviteter.
Arkitektur der styrker fællesskaber
Et vigtigt element i arkitektkonkurrencen for Ølgods nye kulturhus har været, at det nye kulturhus skal være synligt og et sted, hvor byens borgere kan mærke livet i bygningen. Dette opfylder vinderforslaget, der skaber en tydelig forbindelse til byen og åbner kulturhuset op gennem en ny forplads vendt ud mod byens hovedgade. Den gamle bygning bliver renoveret og moderniseret samtidig med, at der bygges nyt med en række nye funktioner. Ditte Marquard Jessen, projektchef i Realdania udtaler i den forbindelse:
- Kulturhuset i Ølgod har nogle kulturhistoriske værdier, men består i dag af en sammensat bygningsmasse, der betyder, at de værdier ikke kommer til sin ret. Vinderprojektet viser, hvordan den nyere bygningsarv kan få et løft og igen danne ramme om liv og fællesskaber. Borgerne i Ølgod og kulturinstitutionerne i huset har sammen taget ansvar for deres by og udviklet et projekt, som på mærkbar vis styrker bymidten, kulturlivet og fællesskaberne.
God udnyttelse af kvadratmeter
Huset vil fortsat rumme bibliotek, kulturskole, lokalarkiv og museum, men skaber også mulighed for nye fællesskaber gennem en teatersal, kreative værksteder og en større åbenhed til bibliotek og musikskole. Birgitte Carlsen, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden fortæller i pressemeddelelsen:
- Det nye Ølgod Kulturhus er et stærkt eksempel på, at man kan øge kvaliteten og skabe oplevelser for flere brugere uden at etablere rigtig mange kvadratmeter. Der er tænkt ”less is more”. Samtidig får man styrket biblioteket og indtænkt universelt design i det omdannede kulturhus. Vi glæder os til at se det nye kulturhus stå færdigt.
Vinderforslaget indebærer, at der udarbejdes en ny lokalplan for området. Efter planen kan de nye lokaler tages i brug i løbet af 2026.
Fakta om Ølgod Kulturhus
- Forventningen er, at det færdige kulturhus vil koste 39 millioner kroner.
- Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania med 12,75 millioner kroner. Bevillingen kommer fra deres Bymidtepulje, der skal understøtte nyt liv i bymidten i mindre og mellemstore byer.
- Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 8,1 millioner kroner.
- Nordea-fonden støtter med 1 millioner kroner gennem deres Kulturhuspuljen.
- Varde Kommune har tilkendegivet at støtte med et beløb på niveau med Realdania.
- Der er givet tilsagn fra lokale fonde og bidragsydere i Ølgod på op til fem millioner kroner.