Portræt af Gert Wingårdh: Vores bygninger skal påvirke os følelsesmæssigt

Hvordan foregår designprocessen typisk for dig?

- Det hele starter med at skabe et indre billede. Jeg laver mange skitser, og herefter begynder jeg at lave de første grove tegninger.
Jeg kan godt lide at bruge T-linealen og lave mere præcise tegninger – håndtegninger i skala 1:200 og 1:100.
Når du har gjort det et stykke tid, lærer du en masse om dimensioner og kan ramme rigtigt i første forsøg. Med tiden udvikler man evnen til at tegne dimensionalt.

Hvordan ser en typisk uge ud for Gert Wingårdh?

- Jeg rejser meget. Jeg bor i Gøteborg, og jeg er normalt her mandag og fredag. Om onsdagen tager jeg til kontoret i Stockholm og om torsdagen til Malmø-kontoret, ligesom vi har opgaver over alt.
Men man møder mange interessante personer på vejen, i flyet og i loungen i lufthavnen. Jeg er faktisk med tiden gået hen og er blevet ganske social som person. Vi startede kontoret i Stockholm i 1985 og i Malmø for 10 år siden. Jeg begyndte at arbejde sammen med Sveriges Television (SVT) og Husdrømme, der begge har hjemme i Malmø, så jeg begyndte også at tage til Malmø på ugebasis. Og så er der masser af møder: Byggemøder, personalemøder, kundemøder, tv-folk etc. I weekenden slapper jeg af.

Hvorfor arkitekt?

- Min far havde visse kunstneriske ambitioner, men kom aldrig videre med det. I stedet projicerede han sine egne drømme over på mig og sørgede på den måde for, at jeg altid havde papir og tegnemateriale ved hånden. Da jeg blev 17 år, gik det op for mig, at det kræver meget at blive kunstner, og at det ikke er sikkert, at du kan få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg besluttede mig for at blive kunsthandler og tog to uddannelser på samme tid – kunsthistorie og økonomi. Dengang havde arkitektur status som én af de højere kunstformer, så jeg tænkte, at jeg kunne blive arkitekt og udtrykke mig selv som kunstner gennem arkitektur. Jeg ansøgte på arkitektskolen, og så læste jeg pludselig tre uddannelser på samme tid. Jeg mislykkedes med kunst og økonomi, men ikke som arkitekt. Og sådan blev jeg arkitekt – ved ikke at mislykkedes.

 

 

Liljevalchs Konsthals tilbygning, Fotos af Christoffer Grimshorn

Fortæl om arbejdet på Liljevalchs+ museum?

- Jeg har været interesseret i kunstmuseer, siden jeg var barn. Min far tog mig med til en masse, og det gjorde, at jeg knyttede et livslangt bånd til museer. Jeg synes, at mange museer er alt for mørke – især  dem der er opført i 1990’erne og første del af 00’erne. De er dystre på grund af ønsket om at skåne kunsten mod lys og ideen om, at kunstværkerne skal have ens belysning. Da jeg fik chancen for at designe Liljevalchs Konsthals tilbygning, blev lys helt naturligt en prioritet. De 166 lanterner i Liljevalchs er to gange to meter. Og selvom mange praktisk tænkende folk sagde, at ovenlys skaber en risiko, lykkedes det os at overbevise dem og samtidig imødekomme 2020-standarden. Vi måtte leve med det energitab, som 170 m2 vinduer skaber som følge af U-værdien i horisontale vinduer.

Sollys og den ekstra medfølgende opvarmning var også udfordringer. Vi måtte derfor benytte enhver lejlighed til at vise, at det godt kunne lade sig gøre, så vi lavede en masse teknisk research. Og til sidst blev alle udfordringer med lys-, køling- og varmesystemer og en masse andre problemer løst, og det endte med at blive en moderne, funktionel bygning, som kan leve op til alle de forventninger, man har til nutidens komplekse samfund. Vi var stolte over at kunne levere et gennemlyst galleri med dagslys, som er blevet taget godt imod.

 

Og på facaden møder beton tusindvis af flaskebunde?

- Facaden inkluderer også 6.860 flaskebunde, der blev designet sammen med kunstneren Ingegärd Räman. Hun er over 80 år gammel og er berømt for sine designs i glas. Hun fik ideen om at tilføje lidt af byens glitter midt i den hårde beton. Jeg bed mærke i, hvordan de brugte præfabrikerede betonpaneler på Vorarlberg Museum i Bregenz og blev inspireret. Derefter blev vi enige om at bruge cirkulære glitter-spots på facadepanelerne. Og det var sådan set, hvad vi gjorde for facaden.

 

Hvad blev der lagt vægt på ved vandtårnet i Helsingborg?

- Vandtårne har en indre og en ydre cirkel. Vi overvejede, om man kunne arbejde med det forhold på en ny måde. Vi fik så ideen om at lade den indre cirkel bevæge sig udad. Lidt ligesom at vende vrangen ud på den cylinderformede bygning. Vi skulle så træffe en beslutning om, hvor stor den ydre diameter kunne være, og hvor stort hulrummet i midten ville blive. Fra distancen fremtræder bygningen som en monolit, men som man nærmer sig, begynder det indre at dominere. Det var en ny måde at tænke på, og det greb gjorde bygningen unik.

Kyrkogårdspaviljongen i Stockholm, Foto af André Pihl

Hvilke overvejelser er gået forud for Kirkegårdspavillonen i Stockholm

- Placeringen midt i den parklignende kirkegård krævede en bygning, der ikke ville tiltrække for meget opmærksomhed, og som ville værne om havens særlige karakter. Løsningen blev en lidt underspillet bygning i krydslamineret træ, men vi ville gerne beskytte træfacaden med noget hårdført. Glas, som materiale, har denne egenskab, og så arbejdede vi med den grønne farve og skabte nærmest en slags folie. Det virkede efter hensigten, og det lykkedes os at skabe en kontemplativ bygning, der spejler lys, skygger, solen og årstidernes skiften.