
Scandic-hotel slår dørene op – historisk bygning får nyt liv
PLH Arkitekter har netop designet en gennemgribende fornyelse af en over 100 år gammel bygning midt i København, hvor Scandic nu byder velkommen til sit første danske boutique hotel med restaurant, rooftop bar og offentlig tagterrasse. Hotellet er samtidig det første danske hotel, der opnår certificering med Svanemærkets skærpede krav.
I hovedstaden finder man nu en ny, unik hoteloplevelse. Centralt placeret på Frederiksborggade ved Nørreport Station har PLH Arkitekter skræddersyet en gennemgående fornyelse af en historisk bygning fra 1917. Med respekt for ejendommes historie, karakter og omkringliggende arkitektur er bygningen omdannet fra kontor til indbydende, moderne omgivelser, hvor hotelkæden Scandic nu har åbnet sit niende hotel i det centrale København.
Ejendommen har med sin mangeårige historie tjent som alt lige fra herskabslejligheder, bank, manufaktur af herretøj til kontor. Derfor har hver etage været forskelligt indrettet, og bygningen er blandt andet blevet 3D-scannet for at sikre en optimalt, ny planløsning i samspil med den eksisterende konstruktion.
- Arbejdet med Scandic Nørreport har været komplekst men samtidig utrolig spændende og givende. Vi er hele tiden blevet mindet om bygningens historie, der er dukket op bag hver en væg og under hvert et gulv. Takket være det gode samarbejde med vores samarbejdspartnere har vi, i stedet for at rive ned, givet bygningen nyt liv og skabt nutidige omgivelser bygget op om de historiske rammer, siger Peter Rebild, sagsarkitekt hos PLH Arkitekter.

Med sine 100 værelser og særlige fokus på de små detaljer, intimitet og den uformelle atmosfære bliver hotellet Scandics første såkaldte boutique hotel.
- Det skræddersyede design og den centrale placering gør Scandic Nørreport helt unik – et åndehul med direkte adgang til alle storbyens oplevelser. Der er ydet en stor og særdeles vellykket indsats med at transformere bygningen, så vi kan byde vores gæster velkommen i moderne omgivelser, der har sjæl og personlighed, siger hoteldirektør Mads Brockmann-Petersen.
Fra hotellets tagterrasse og bar på 6. sal er der frit udsyn over Københavns skyline og mange seværdigheder – og udsigten kan nydes af både hotelgæster, lokale, turister og andre interesserede, da der er offentlig adgang.
Første danske hotel certificeret efter Svanemærkets nye strenge krav
I byggeprocessen og forvandlingen til topmoderne hotel, har der været sat strenge bæredygtighedskrav. Det gælder også for hotellets daglige drift, og Scandic Nørreport bliver dermed det første danske hotel, som er certificeret efter Svanemærkets skærpede krav, hvor der er særligt fokus på minimal klimabelastning – herunder reducering af energiforbrug og CO2-udslip, øget brug af miljømærkede produkter til rengøring, øget andel af servering af mad, der ikke belaster miljøet, samt en styrket indsats mod madspild.
Den gennemgribende renovering forventes desuden at blive certificeret med DGNB Sølv af Green Building Council Denmark.
PLH Arkitekter arbejder målrettet med at integrere bæredygtige løsninger i alle projekter og har designet flere bygninger, der har opnået bæredygtighedscertificeringer. PLH Arkitekter har samtidig nogle af de største projekter, der er tilmeldt Den Frivillige Bæredygtighedsordning, hvor der stilles strenge krav til nye byggeriers CO2-udledning. Erfaringerne fra Den Frivillige Bæredygtighedsordning er med til at udforme den kommende lovgivning, der skal sikre mere bæredygtig arkitektur og byggeri.
Fakta:
Projektet Scandic Nørreport omfatter 5000 m² fordelt på 6 etager
Hotellet ligger på Frederiksborggade 18, 1360 København
Der er 100 værelser, bar, restaurant og udendørs terrasse
Scandic Nørreport er certificeret med den officielle nordiske miljømærkning, Svanemærket
Team:
Kunde: ATP Ejendomme
Lejer: Scandic
Ingeniør: MOE
Entreprenør: MBG Entreprise
Indretningsarkitekt: Bønnelycke MDD