
Spændende opgave for rådgiver i Laksegade Kvarteret
EKJ er valgt som ingeniørrådgiver i den omfattende transformation af Danske Banks tidligere hovedsæde ved Holmens Kanal til Laksegade Kvarteret – med respekt for stedets kulturhistoriske betydning.
Danske Banks tidligere hovedsæde ved Holmens Kanal i hjertet af København står over for en gennemgribende transformation, hvor EKJ Rådgivende Ingeniører bliver hovedrådgiver på ingeniørdelen. Her skal ingeniørvirksomheden bistå med at omskabe det historiske bygningskompleks til et moderne miks af kontorlejemål, detailhandel og hotel – med respekt for bygningernes bevaringsværdige karakter.
Bag udviklingsprojektet står ejendomsudvikler Thylander A/S i samarbejde med KanAm Grund Group og en tysk pensionskasse. Projektet har fået navnet Laksegade Kvarteret og omfatter i alt 16 bygninger og er opdelt i to faser, betegnet som ’clusters’.
Læs også:
Christensen & Co Arkitekter og Norconsult fået opgaven med at transformere og skabe nye rammer om U/NORDs bådebygger- og sejlmageruddannelse i Helsingør
Projekteringsleder Claus Christensen og t.h. adm. direktør Henrik Juul Sørensen begge fra EKJ. Fotograf: Charlotte Dahl
Ombygning af Danske Banks kontorer
Cluster 1 omfatter renovering og ombygning af ca. 24.000 m² til kontorer og butikslejemål. Ud af de otte bygninger i denne del er tre fredede, hvilket har stor indflydelse på ingeniørfaglige løsninger og planlægning.
- Bygningernes forskellighed i både arkitektur og historie gør opgaven kompleks og fagligt interessant, fortæller Claus Christensen, projekteringsleder hos EKJ i en pressemeddelelse.
Projektet havde byggestart i marts 2025, hvor nedrivningsarbejderne blev igangsat. Efterfølgende overtager totalentreprenøren med henblik på genopførsel, hvor arkitekt på denne del er Praksis Arkitekter.
Nyt hotel i fredet bygningsmiljø
Cluster 2 indebærer transformation af ca. 19.000 m² tidligere kontorareal til hotel, inklusive kældre og et parkeringsanlæg på 6.000 m². De fredede bygninger stiller store krav til teknisk integration af moderne komfort.
– Vi skal indbygge ventilation, installationer og vertikale forbindelser som elevatorer og trapper uden at kompromittere de historiske rum, siger Claus Christensen.
Det arkitektoniske ansvar på denne del varetages af svenske Arkitekterna Krook & Tjäder, der er specialister i hoteller, med støtte fra internationale indretningsarkitekter.
– Projekterne viser EKJ’s faglige styrke som rådgiver i det tætte byrum og vores mangeårige erfaring med hotelbyggeri, siger adm. direktør i EKJ Henrik Juul Sørensen.
Læs også:
Tegnestuen 3XN skal føre den planlagte udbygning og transformation af Trapholt museet ud i livet
Projekteringsleder Claus Christensen og t.h. adm. direktør Henrik Juul Sørensen begge fra EKJ. Fotograf: Charlotte Dahl
Åbent byrum og nyt liv mellem bygningerne
Som en del af det samlede byudviklingsgreb transformeres Laksegades forløb mellem Bremerholm og Kongens Nytorv til et byrum med butikker, restauranter og caféer. Projektet tilføjer passager gennem baggårdene mod Holmens Kanal, og vil med hotellet og kontorerne revitalisere et centralt område af Middelalderbyen.
– Bygningerne fortæller både Københavns og Danmarks historie. Vi ser det som en ære at få lov til at bringe dem ind i en ny epoke, siger Bjarke Mikkelsen, CEO i Thylander A/S.
EKJ’s rolle i transformationsprojektet
EKJ har et omfattende rådgivningsansvar i projektet og leverer bl.a.:
- Projekterings- og IKT-ledelse
- Arbejdsmiljøkoordinering (AMK-P)
- DGNB og LCA-vurdering (ikke auditor)
- Miljøkortlægning
- Konstruktioner og certificeret statiker
- Ventilation, VVS, kloak og indeklima
- El-teknik, sikring og CTS
- Elevatorprojektering
- Byggesags- og brandteknisk tilsyn
- Certificeret brandrådgivning i samarbejde med SafeDesign
- Geoteknik i samarbejde med GEO
- Akustik i samarbejde med Gade & Mortensen