Trævirksomhed skruer op for vigtige klimamål
På trods af høj aktivitet i 2022 har Keflico formået at sænke sin CO2-udledning. Endnu et skridt mod at blive klimaneutral inden 2030 bliver taget ved at tilslutte sig FN’s Science Based Target Initiative og UN Global Compact.
– Ved at tilslutte os FNs Science Based Target Initiative understreger vi endnu engang, at vi arbejder seriøst med bæredygtighed. Det er et fokus, som bliver bakket op af handling, og vi er yderst tilfredse med, at vi gennem en aktiv indsats er lykkes med at reducere vores klimaaftryk. Det er blandt andet sket ved adfærdsændringer samt konkrete initiativer som installation af et solcelleanlæg på dele af taget på vores lagerhal i Støvring, lyder det fra administrerende direktør hos trævirksomheden Keflico, Mads Stenstrop i en pressemeddelelse.
Trævirksomheden Keflico satte sig sidste år et mål om at blive klimaneutral indenfor Scope 1 og 2 inden 2030 i henhold til Science Based Target Initiative, og den målsætning ser ud til at være kommet godt fra land.
Ifølge virksomhedens bæredygtighedsrapport er det lykkes Keflico at reducere CO2-udledningen i 2022 med næsten seks procent sammenlignet med 2021, selvom 2022 har været et år, hvor Keflico ifølge deres nyligt offentliggjorte årsregnskab har slået rekord i både omsætning og resultat før skat.
Arbejdet med at balancere forretningen samtidig med at skabe bæredygtige forandringer går derfor godt for virksomheden. I flere år har de hos Keflico haft fokus på at minimere deres klimapåvirkning samt øge bæredygtighedscertificerede produkter i sortimentet – og nu har de netop fået deres klimaplan for fremtiden godkendt af Science Based Target Initiative.
Keflicos fremadrettede fokus vil være på at nuancere klimatallene yderligere samt foretage konkrete reduceringer af virksomhedens klimapåvirkning:
– Den bæredygtige udvikling er en proces – og vi har kun taget de første spæde skridt mod vores klimamål – men vi agter at tage endnu flere store skridt nu og fremadrettet. Vi arbejder derfor hårdt på at nuancere vores datagrundlag, så vi kan blive endnu skarpere og iværksætte konkrete handlinger med størst mulige effekt for klimaet, siger Mads Stenstrop.
Træ skal være tilgængeligt for alle
Hos Keflico oplever man en støt stigende interesse for bæredygtige materialer som eksempelvis træ. Særligt de nye lovkrav om eksempelvis mindre CO2-udledninger ved nybyggeri har skærpet fokus hos byggeriets aktører på byggematerialernes bæredygtige egenskaber, kvaliteter og dokumentation.Og der er noget at hente i byggeriet ved at anvende mere bæredygtige materialer. Det viser en rapport for Rambøll fra 2020 blandt andet. Her anslås det, at en typisk skalmur udleder mellem 41-45 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter, hvorimod træbeklædning kun udleder 3-4 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter. Der er altså væsentlige klimabesparelser at hente i de mere bæredygtige materialer for en byggebranche, der i dag står for omkring 40 procent af den samlede globale CO2–udledning
Keflico udviklet en ny onlineløsning, der giver adgang til alle de relevante produktoplysninger, som både byggebranchen og de private forbrugere efterspørger. Her kan man finde alt lige fra produkternes tekniske egenskaber, kvaliteter, anvendelsesmuligheder til hvad der er på lager lige nu, certificeringer, godkendelser, miljøvaredeklarationer og livscyklusanalyser:
– For at gøre træ lettere tilgængeligt og imødekomme de stigende krav til dokumentation har vi de seneste år brugt betydelige ressourcer på at indsamle og opdatere informationer på vores næsten 3.000 forskellige træ og træbaserede produkter. Informationen har vi gjort frit tilgængelige online på vores hjemmeside. Vi mener nemlig, at træ skal være tilgængeligt for alle, fortæller kommerciel direktør i Keflico Camilla Hyldgaard Thomsen.
Keflico har en ambition om at integrere løsningen med andre databaser, eksempelvis Byggebasen, EPD Danmark og LCA-byg for at gøre det nemmere for byggeriets partnere at træffe kvalificerede materialevalg. Næste skridt er at give alle virksomhedens kunder adgang til en profil på virksomhedens onlineplatform.