
Særudstillingen ”Windowology: New Architectural Views from Japan.”
VILLUM Window Collection byder indenfor i japansk vinduesunivers
I VILLUM Window Collection kan man komme på besøg ind i et japansk vinduesunivers i den nye særudstilling Windowology. Her sidestilles de teknologiske og historiske aspekter med de kulturelle og poetiske.
Blandt danske arkitekter er der tradition for at se mod Japan, når man vil finde inspiration. Det samme gør museet VILLUM Window Collection i deres nye særudstillingen ”Windowology: New Architectural Views from Japan.”
Windowology er udsprunget af et akademisk studie, som har været i gang siden 2007. Udstillingen fokuserer specifikt på vinduer i en japansk kontekst, og har tidligere været opført i London, Los Angeles og São Paulo, men pga. Corona-pandemien var det første gang, udstillingens kurator, arkitekten Taro Igarashi, selv havde mulighed for at deltage. Her brugte han bl.a. anledningen til at sætte ord på, hvad der adskiller sig netop ved japanske vinduer:
– Det traditionelle japanske træhus har en unik typology. I modsætning til vinduer i vestlige huse, som dannes af åbninger i mure, består det traditionelle, japanske hus af mobile elementer så som fusuma, skydedøre, og shoji, skærme af papir, der er monteret mellem søjlerne og bjælkerne. Ved hjælp af de lette vægge kan arkitekturen ændres drastisk – en helt åben søjlekonstruktion om dagen kan blive til et mystisk, lukket rum om natten.
Det kulturelle vindue
Vinduet er et bærende æstetisk og funktionelt element for arkitekter. Det giver facaden sin rytme, forsyner rummene med lys og luft og fungerer som den sanselige forbindelse mellem inde og ude. Men som Taro Igarashi påpeger, afspejler vinduet desuden aspekter af vores samfund og kultur.
På VILLUM Window Collection er Windowology sat op ved siden af museets permanente udstilling, der fortæller om vinduet i en primært vestlig kontekst. Og selvom fokus er sammenligneligt, kan forskellen mellem de to kulturer bl.a. ses i måden, emnet undersøges og repræsenteres.
Den permanente udstilling er struktureret som en tidslinje og et katalog, der viser vinduets teknologiske og æstetiske udvikling gennem eksempler og sanselige rekonstruktioner.
I den japanske udstilling er kategorierne mindre tydelige – vinduet præsenteres samtidig som et konkret, fysisk element og som et kulturelt og poetisk fænomen. Billeder af moderne arkitektur og eksempler på japanske bygningstypologier vises side om side med citater fra klassisk litteratur og tegneserier fra efterkrigstiden.
Desuden er den japanske udstilling akkompagneret af installationen ”You would come back there to see me again the following day” af kunstneren Michiko Tsuda, hvor vinduet er blevet reduceret til en abstraktion. Sorte rammer hænger i øjenhøjde ned fra loftet. Nogle er tomme mens andre indeholder spejle og live-optagelser af udstillingsrummet fra andre vinkler, så der konstant opstår forvirring, om man kigger igennem en ramme eller ind på en refleksion eller en video.
Valget at inkorporere denne installation afspejler i sig selv en interessant opfattelse – det synes at antyde, at man også bliver nødt til at undersøge kunstneriske abstraktioner, for at få den fulde forståelse af konkrete fænomener.
Et perspektiv på vores egen tradition
Når man som dansker besøger den permanente udstilling på VILLUM Window Collection, lægger man måske ikke mærke til den specifikt vestlige kontekst. Måske er vi så vant til at forstå vinduet på netop denne måde, at vi glemmer, at vores egen bygningstradition også er udtryk for bestemte kulturelle værdisæt.
Nogle gange har man brug for at blive eksponeret for noget fuldstændig anderledes, for at forstå sig selv bedre. Derfor er særudstillingen Windowology et spændende supplement til VILLUM Window Collection – for ved at træde indenfor i det japanske vinduesunivers, bliver det samtidig muligt at stille sig udenfor sin egen bygningskultur og kigge ind.
”Windowology: New Architectural Views from Japan” kan besøges på VILLUM Window Collection frem til d. 28. februar 2023.