
Vælg genbrugte vinduer og døre – for bæredygtighedens skyld
Gamle døre og vinduer udskiftes som aldrig før, og derfor kører firmaet Klassiske Vinduer ved Roskilde land og rige tyndt for at redde dem til genbrug. Det er både relevant for ejere af ældre huse og aktører i nye og kreative projekter.
Gamle, sprossede vinduer med kitfals og blæst glas er en del af vores fælles kulturarv. De udskiftes i disse år i stor stil med nye energivinduer, som ikke holder nær så længe – også selvom de gamle vinduer ofte kan energiforbedres markant.
De gamle vinduer bliver ofte destrueret eller sendt på ’genbrugspladsen’. Men Klassiske Vinduer har i et lille årti reddet så mange som muligt. Der er nemlig stor efterspørgsel på de gamle vinduer. Både pga. håndværket, holdbarheden og især for deres æstetiske overlegenhed.

Jo flere ruder, jo mere populære er vinduerne
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på de gamle vinduer – altså dem med fine, smalle sprosser, og jo flere ruder des mere populært, siger Phillip Studinski, medindehaver af Klassiske Vinduer.
De genbrugte vinduer bliver selvfølgelig anvendt til deres oprindelige formål – altså som vinduer. Det gælder især ældre bondehuse og landhuse, hvor ejerne ønsker at bevare husets oprindelige udtryk. Det gælder både ved udskiftning af misligholdte vinduer og når der bygges vinduer på steder, hvor der ikke før har været det.
Derudover leder køberne efter fine vinduer til mange forskellige, kreative projekter. Det er meget ofte orangerier, drivhuse, havehuse og udestuer, der bygges op omkring de gamle, smukke vinduer.
- Men vi ser en virkelig bred anvendelse. Vores kunder bygger vitrineskabe, skillevægge, reoler og endda sengegavle, fortæller Phillip Studinski.

Stor efterspørgsel: ”Folk ringer simpelthen ind til os”
Efterspørgslen er blevet så stor, at det til tider er vanskeligt for den familieejede virksomhed at følge med.
- De gamle vinduer laves i sagens natur ikke længere. Så det er jo en knap ressource, hvor der bare bliver færre hele tiden. Vi følger heldigvis stadig med i det store og hele – mange af vores varer får vi simpelthen, fordi folk ringer til os og håber, at vi kan hjælpe med at genbruge, fortsætter Phillip Studinski.
Selvom virksomheden begyndte med at have sit fokus på døre, er sortimentet også udvidet til døre. Klassiske Vinduer råder over to store lagerbygninger i Kattinge ved Roskilde. Den nyeste er tiltænkt kun at rumme døre – fx gamle fyldningsdøre, fløjdøre og lignende fra ældre ejendomme. Ganske enkelt fordi de begyndte at fylde for meget i den første lagerbygning.
Klassiske Vinduer har – som mange fx håndværksfag – oplevet en fremgang under Corona-pandemien:
- Vi har i hvert fald tydeligt mærket, at mange har taget deres feriebudgetter og rettet fokus på deres hjem og haver, så det har været et rigtig godt forår og en god sommer, siger Phillip Studinski.
Og det glæder alle virksomheden, som helt grundlæggende er drevet af passionen for, at de gamle vinduer og døre bevares og genbruges.
