
- Vi bygger på et solidt fundament af ekspertise og ærlighed
De 25 medarbejdere hos Base Erhverv løber stærkt, men travlheden må aldrig få virksomhedens medarbejdere til at gå på kompromis med kerneværdierne. Så hellere sige nej til opgaver, lyder det fra direktøren.
- Jeg tænker tit over det, når jeg ser en firmabil med en række kerneværdier påklistret. Vil nogensomhelst påstå, at de er det modsatte? Nej, formentlig ikke, griner Klaus Rønslev, der er direktør i Base Erhverv, da vi taler om virksomhedens værdier som ærlighed, ekspertise, høj service og så videre.
Ord der går igen, når man taler med samtlige medarbejdere i virksomheden, som har specialiseret sig i erhvervs- og idrætsbyggeri over hele landet. Men så sætter direktøren trumf på:

- Vi har eksisteret siden 2003, og vi har gennemført mere end 120 byggesager, og vi har aldrig nogensinde haft en retssag. Jeg ved ikke, om det er en rekord, men det er i hvert fald uhyre sjældent i vores branche, og det vidner om, at vores værdier ikke bare er tomme ord på en firmabil, det er noget vi tager med ud på byggepladserne hver eneste dag, siger Klaus Rønslev.
Han bakkes op af sin regionsdirektør, Rasmus Mørk, der er chef for Base Erhvervs afdeling på Sjælland:
- Alle forhold mellem bygherre og entreprenør er jo i bund og grund reguleret lovmæssigt, men vi tror på, at et åbent og ærligt samarbejde med bygherren overflødiggør juraen totalt. Det skaber et bedre byggeri for bygherren, og det gør det sjovere for os at gå på arbejde.
Ærlighed øverst på dagsordenen
Begge Base-chefer nævner ordet ærlighed som det første, når de skal beskrive, hvad der for dem karakteriserer Base Erhverv.
- Et byggeprojekt handler grundlæggende om tre parametre: økonomi, tid og proces. Hvis man hele tiden er ærlig over for sin bygherre omkring, hvor man er på de tre parametre, og rådgiver kunden åbent og ærligt ud fra den erfaring, vi har som specialisterne, så bliver det færdige byggeri bedre for kunden, og det bliver sjovere for os at gå på arbejde, siger Rasmus Mørk og uddyber:
- Det er egentlig ret simpelt: Hvis vi hele tiden lægger os i selen for at løse alle bygherrens udfordringer, så er bygherre også mere villig til at hjælpe os, når vi møder udfordringer, og det gør man jo i et byggeri. Og her spiller ærligheden en stor rolle. Det er sjældent i livet, at udfordringer bliver nemmere af at fortie det. Så det er svesken på disken med det samme, som man siger.
For Klaus Rønslev handler ærligheden i høj grad også om samvittighed, og det handler ikke kun om forholdet til bygherre:
- Som hoved- eller totalentreprenør har vi ingen byggende hænder på byggepladsen, men er afhængige en lang række underentreprenører, som vi har et stort ansvar for, og hvor vi har opbygget nogle stærke relationer. Via vores åbne og ærlige dialog skaber det et samarbejde, der kommer hele byggeriet og dermed også bygherre til gode.
Om Base Erhverv
Base Erhverv er specialister i erhvervs- og idrætsbyggeri
Virksomheden blev stiftet i Horsens i 2003 og har i dag 25 medarbejdere placeret i afdelingerne i Horsens og Roskilde
Virksomheden fik i 2019 en Børsen Gazelle og er desuden certificeret af “Great Place to Work”.