Foto af Sara Hellemoes
Villa Damhus er indstillet til en Store Arne
Nova Tegra har i Vanløse skabt en bemærkelsesværdig bolig i træ med udsigt til sø og natur, som med sine modulære principper peger fremad mod en mere bæredygtig boligarkitektur.
Foto af Bo Benzon
Arkitektforeningen ønsker med arkitekturprisen Årets Arne at hylde de nye projekter, der løfter arkitekturen i Storkøbenhavn. Her er Villa Damhus et klimavenligt bud på en moderne villa med brug af sunde materialer, æstetiske innovationer og driftsmæssige teknologier. Villaen er på 235 m2, fordelt på 2 etager og hviler på 42 skruefundamenter.
Tegnestuen Nova Tegra står bag projektet, og CEO og grundlægger Bo Benzon er begejstret for indstillingen, selvom det er i hård konkurrence med Operaparken og andre store prestigeprojekter.
- Når prisen er opkaldt efter Arne Jacobsen så er det fint at kunne præsentere vores bud på en Arne Jacobsen-villa anno 2024. Det er et tungt felt, men indstillingen i sig selv er jo flot, og så vil jeg håbe, at de små projekter også får opmærksomhed, ligesom kg/co2/m2 også bør være et parameter, som får mere vægt, fortæller Bo Benzon, som med en baggrund fra PLOT og BIG har udforsket mulighederne med at skabe legoklodser til den virkelige verden gennem sin karriere:
- Mange arkitekter har tænkt i de her principper gennem tiden, men med de nye klimaregler er timingen for resten af samfundet og branchen mere gunstig for de tanker. I Nova Tegra arbejder vi med seks aspekter af arkitektur: Æstetik, sundhed, klima, socialitet, økonomi og tid, og specielt tidsforbruget overrasker ofte folk. Vi kan lave de specialtegnede moduler på fabrikken, mens kommunen behandler byggeansøgningen, og det betyder, at vi kan bygge virkelig hurtigt. Vi har eksempelvis opført 30 studieboliger i Helsinge på tre måneder, inklusive møblering, fortæller Bo Benzon.
Foto af Bo Benzon
Vi kommer ikke videre, hvis vi ikke kaster os ud i det
Bo Benzon oplever stadig, at det kan være svært at trænge igennem med bæredygtige tiltag, når man taler med banker og forsikringsselskaber, og det betød, at Nova Tegra på studieboligerne selv valgte at påtage sig bygherre-rollen.- Vi lagde hånden på kogepladen. I lang tid har vi hørt, at bæredygtighed er for dyrt – og at vi må vente på efterspørgslen – men vi kommer ikke videre, hvis vi ikke springer ud i det. Rådgiverne til forsikringsselskaber og banker tænker stadig kun i betonfundamenter, og i forhold til vores planets udfordringer, så synes jeg, at det er ikke bare konservativt, men faktisk også decideret flabet. Her skal man altså ikke kun tænke i afkast og ROI, siger Bo Benzon, som dog tilføjer:
- På vores foreløbige projekter er vi lykkedes med at få en langt højere vurdering, end forventet, så der kan være en vej til at gøre det bæredygtige byggeri konkurreredygtigt. På Villa Damhus har vi efterstræbt et James Bond-agtigt udtryk, hvor der er et væld af æstetiske detaljer, og jeg tror, at den type arkitektur kan være med til at skubbe til grænserne indenfor grønnere boligbyggeri.
Nova Tegra har udover selve huset også designet og bygget interiøret såsom køkken, alkove, bryggers, entré, badeværelser, værelses senge, skabe mm.
Fakta
Arkitekt: Nova Tegra
Samarbejdspartnere: Fremtidens Fundament ApS (Skruefundamenter), LE34 A/S (Landinspektører)