Søren Pihlmann om renoveringen af Thoravej 29

Søren Pihlmann

Hvis man som forbipasserende overhovedet har lagt mærke til den gulskalmurede etageejendom på Thoravej 29 i Københavns Nordvestkvarter, har man set en slidt, anonym bygning, der skriver sig ind i en tilsyneladende endeløs række af industrielle 1960er-bygninger.

For få år siden ville en bygning af den kaliber sandsynligvis blive revet ned – men tidsånden har ændret sig, transformation er ikke længere forbeholdt bygninger, der betragtes som klassisk smukke eller arkitektonisk værdifulde. I stedet bærer transformationen en værdi i sig selv.

Arkitekten Søren Pihlmann og hans hold fra  tegnestuen, der bærer hans efternavn, så da også en bygning fuld af muligheder, da de første gang kiggede forbi bygningen i forbindelse med en arkitektkonkurrence, Pihlmann Architects vandt, og har brugt de seneste 3 år på at transformere bygningen til en kreativ hub med plads til både kunstnere og NGO'er.

- Der var stor enighed om, at det var en ret træt bygning. Men den måde, jeg har valgt at gå til arkitekturfaget, er at se, hvad der er til stede, og hvad man kan få ud af det. Det bliver sjovere, når de rammer, man får, ikke giver alt. Thoravej 29 er forholdsvis anonymt, det er en generisk bygningstype, man ikke skal være bange for at tage fat på, siger Søren Pihlmann.

- Men bygningen er også meget pragmatisk opbygget som en struktur med mange repetitioner, så når man forstår logikken og har overblik over de statiske forhold, får man en værktøjskasse til, hvordan man kan gribe hele huset an.

 

Helt tæt på

Thoravej 29 er det største projekt, Pihlmann Architects har arbejdet på, men der er stærke elementer fra det arbejde med blandt andet sommerhuse og villatransformationer, Søren Pihlmann tidligere har udført.

- Vi prøver altid at komme helt tæt på det sted, vi skal arbejde med. Vi vil klarlægge, om der er oversete potentialer, og så har vi altid en ressourcebevidsthed, hvor vi ser bygningen som vores vigtigste ressourcebank. Rent teknisk kan der være nogle begrænsninger, og man skal også kigge på giftige materialer, som altid er en risiko, specielt i en bygning som den på Thoravej. Vi kan for eksempel ikke forelske os i et gammelt vinylgulv, hvis der er PCB i.

Netop huset på Thoravej var dog relativt heldigt på det område – selv om det er fra en tid, hvor både PCB, bly og asbest var i omløb i byggematerialerne, begrænsede de miljøfarlige stoffer sig til PCB og tungmetaller enkelte steder.

-  Men det er en af de helt store udfordringer, og blandt andet derfor kan man ikke lave helt universelle projekter, der rent kan overføres til andre bygninger. Men omvendt tapper vi ind i en bygningstypologi, som vi har utroligt mange af rundt omkring i verden, og vi kommer med nogle ret enkle løsninger, så der er erfaringer, der kan tages med til andre projekter, siger han.

Projektspecifikt

Som arkitekt er han dog også interesseret i, at der stadig er et æstetisk fingeraftryk.

- Det er vigtigt, at man laver noget, der kan skaleres. Men noget af det, der ærgrer mig i den grønne omstilling, er, at man er så forhippede på at finde et universalprodukt. Alle steder forsker man i at finde en grøn beton, så man kan køre videre, som man altid har gjort. Men noget af det, jeg er kritisk over, er, at man ikke kan se forskel på et byggeri på Nordhavn og i Syditalien. Med de værktøjer vi har til rådighed i dag, og dem der bliver udviklet i en nær fremtid, vil vi kunne scanne og forstå bygninger, så man genbruger materialer meget projektspecifikt og inden for de byggetraditioner, der har skabt et område. Så vores indsatser skal helst ikke munde ud i en ny, generisk byggemetode, siger han.

På Thoravej 29 er der netop lagt vægt på det stedspecifikke. Der laves – naturligvis -nogle løsninger, der ville være nyttige både på Thoravej og på Times Square, for eksempel at få åbnet bygningen mere op mod gaden. Men mange af de ting, der normalt ville blive kørt bort af nedrivningsfirmaer, bliver i stedet genanvendt i bygningen.

Når der skæres ud til dobbelthøje rum, bliver betonen brugt som strukturelle elementer i de selvsamme rum, som nye trapper, mursten bliver genanvendt som belægning langs facaderne, og inventaret kommer også til at bestå af genanvendte materialer fra bygningen. Alle husets betondæk der fjernes, bliver genbrugt i projektet, for eksempel til en stor serveringsdisk, udstillingsmøbler, og bænke. En del døre bliver genanvendt, men de, der er ødelagte eller falder for brandmyndighedernes krav, er blevet raspet op sammen med andet træaffald fra bygningen og lavet til nyt plademateriale til skriveborde og mødelokaleborde mm. Gamle metalrør og ventilationsriste er blevet komprimeret til borde, bænke og bordben.

- Men det er kun de ting, der ikke har kunne anvendes direkte i bygningen. Vi har for eksempel beholdt de gamle radiatorer, og vi har også ladet fliser, der enten er oprindelige eller er blevet lagt i 80erne eller 90erne være og suppleret op med nye, så vi stadig har spor efter tidligere brug i bygningen,' siger han.

- Vi skal ikke udslette fortiden, men bygge videre på den og gribe elementer fra alle de lag, der er, så vi også selv efterlader os noget, der er nemt at bygge videre på. Alt skal give sig til kende, og vi har også ført installationerne synligt på sydfacaden, der er blevet en teknikfacade.

Væk fra det generiske

Da Søren Pihlmann begyndte på arkitektstudiet i København var udgangspunktet ifølge ham selv helt gængs. Han var fascineret af arkitekturens store stjerner, specielt Jørn Utzon, men i løbet af studiet opdagede han et stort spænd mellem det, han lærte og den virkelighed, der mødte ham på cykelture rundt i Københavns nye kvarterer i Ørestad, Nordhavn og Sydhavn.

- Man brugte hele sit bachelorstudie på at få at vide, at man kunne gøre, hvad man ville, og at man arbejdede med kunst. Men når jeg så kom ud, så jeg, at det hele lignede hinanden. Det gik op for mig, at der er nogle logikker i byggebranchen, der dikterer, hvordan tingene ser ud. Men jeg blev nysgerrig på, hvad der kunne lade sig gøre.

På det tidspunkt var KUA ved at blive skrællet ned, og Søren Pihlmann blev fascineret af den nøgne bygning, hvor man kunne se støbespor og montageøjer.

- Det gjorde den interessant. Men så fik den sin facade, der gjorde bygningen generisk. Jeg begyndte at kigge på snittegninger og den slags, det blev en lidt nørdet leg for mig at forstå de byggetekniske logikker og se, om man kunne hacke det og komme ind til det, huset handler om og kigge på dampspærrer, installationsføringer, isoleringer og andre af de ting, vi bruger meget af, men sjældent ser, fortæller han.

At arkitekter har lidt et domænetab i takt med industrialiseringen af byggeprocesserne – specielt i totalentrepriser og større projekter, er temmelig velkendt. Men med projekter som det på Thoravej, er der mulighed for at genvinde noget af det tabte domæne, mener Søren Pihlmann.

- Jeg har ikke selv oplevet noget domænetab, fordi jeg begyndte med små opgaver som midlertidige pavilloner til kunstmesser og festivaler, hvor de spekulative konstruktionstyper gav mig meget frihed. Derefter havde jeg småprojekter med sommerhuse for private bygherrer, der var åbne for, at jeg kunne være udfordrende og udforskende, og derefter begyndte jeg at have dialog med entreprenører og tømrermestre, og derigennem kom jeg nærmere nogle metoder, hvor man kunne øge sin indflydelse. Nu sidder vi så i en anden slags totalentreprise, hvor vi har lyst til at gå ind i alle – som i vitterligt alle – samtaler med dem, der skal bygge, siger han.

Projektet giver erfaringer, der kan bruges fremover.

- Vi finder løsninger, arkiverer dem og husker dem, så vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang, og formen gør, at vi som arkitekter naturligt er med i en større del af processen. I stedet for at sidde med et blankt stykke papir og en forestilling om en drømmebygning, så begynder man på gulvet og ser på, hvilke døre, der virker, hvad materialerne allerede kan og hvor store spændene i bygningen er. Vi går fra top-down til bottom-op. Det er der, det helt store skift ligger, og selv om alle arkitekter har forskellige metoder, tror jeg, de fleste kan nikke genkendende til den forandring, siger han.

Billigere at bygge nyt

Det betyder ikke, at transformation er blevet hvermandseje. Selv om Søren Pihlmann fortæller, at økonomien i flere af tegnestuens projekter er begrænset, kan der være langt ud til villaejerne og andre mindre private bygherrer, der i dag måske vælger en nedrivning og en genopførelse frem for en transformation. Men det skal nok komme, mener arkitekten.

- Mange ting skubber i den retning. Materialepriserne stiger, og de kommer nok til at stige endnu mere, så på et tidspunkt vil det være økonomisk rentabelt at genbruge frem for at købe nyt. Vi kan allerede se det med nedrivningsfirmaerne. Deres folk er nogle af de mest minutiøse, man kan se på en byggeplads. De skiller alt ad og vurderer det. Men lige nu er det stadig for billigt at bygge nyt i stedet for at genanvende, siger han.

Prisen er ikke alt. Ændret smag kan også få en betydning – det kan man se på de transformationer, der i årtier er lavet, selv om de hovedsageligt har været i bygninger med en åbenlys historisk eller arkitektonisk værdi.

- De fleste kan nok blive enige om, at en bindingsværksgård skal bevares. Nogle vælger stadig at rive murermestervillaer ned, men bliver man opmærksom på materialerne, kan man se, at de er af bedre kvalitet end meget nybyggeri, så jeg tror snart, at det bliver set som idiotisk at hive et 80-årigt hus ned, siger han.

Længere vej er der nok til at de mere gængse villaer  fra 1960erne og 1970erne bliver tillagt en selvstændig værdi – og de falder da også i høj grad for nedrivningsmaskinerne rundt omkring på landets villaveje.

- Men på et tidspunkt skal folk nok også indse, at der er fornuftige materialer i dem, og at der er en værdi i at beholde noget eksisterende, der har sjæl og materialer med sin egen historie. Men reelt skulle det hjælpes på vej af et nedrivningsforbud. Så ville man blive tvunget til at kigge nysgerrigt på det eksisterende, og så opdager man en masse værdier, en masse ting, der er interessante. Det kender jeg fra mig selv, og selv om jeg er arkitekt, er jeg sikker på, at man som lægmand ville komme til den samme erkendelse.

Biennalen

I 2025 kommer Søren Pihlmanns tanker helt op på det kulturelle parnas, når han som kurator på arkitekturbiennalen i Venedig skal sætte sit præg på den danske pavillon.

- Vi kommer til at sætte fokus på de samme elementer, vi arbejder med i det daglige. Det handler om den helt nære forbindelse mellem det, vi bygger og det, vi forbruger, siger han.

Det foregriber da også fremtiden, vurderer han, når han bliver bedt om at spå om, hvordan arkitekturverdenen ser ud om ti år.

- Hele ressourcespørgsmålet bliver vigtigere, vigtigere og vigtigere. Vi kommer til at se et kæmpe skifte i de værktøjer, vi har til rådighed, så vi kan trække information helt ud på molekylært niveau. Der bliver ikke tale m en ren tilbagevenden til tanghuse og stråtag, selv om vi vil se et større fokus på biogene materialer. Det bliver i højere grad et spørgsmål om at vi ser på de materialer, der allerede er i brug, som en ressource, og får endnu større fokus på, hvordan den ressource kan optimeres.

Læs flere portrætter af andre nøglepersoner i branchen