Dansk byggeri i finalen til prestigefyldt pris
Spektakulært dansk tårn er nomineret til titlen ”Best use of certified Timber”
Det nye tårn Skovtårn, som knejser midt i skovene ved godset Gisselfeld Kloster på Sydsjælland, har vakt opsigt verden over. Det har resulteret i, at World Architecture Festival har nomineret Skovtårn til prisen ”Best use of certified Timber”. Det er en pris, som gives til det stykke arkitektur, der bedst benytter certificeret træ. Prisen uddeles i december måned i samarbejde med PEFC.
Skovtårn, der er tegnet af EFFEKT Arkitekterne, byder på exceptionel arkitektur, en anderledes naturoplevelse og en udsigt over store dele af Sjælland. Tårnet er placeret nær Kohave, der er Sjællands højeste punkt. Tårnet rækker 45 meter op, og den øverste platform er 135 meter over havets overflade – Sjællands højest tilgængelige område. Fra toppen kan man i klart vejr se dele af Københavns skyline, Øresundsbroen og Turning Tower i Malmø.
Skovtårn er opført af Camp Adventure Development, som beskriver tårnet således:
Skovtårn er en unik naturoplevelse, der ikke findes andre steder i Skandinavien. Med de arkitektoniske greb og udviklingen af oplevelsen, er naturen iscenesat til at give nye perspektiver, forståelse og læring om naturen. Fra skovbunden til trækronerne kan træerne studeres og opleves helt tæt på og i øjenhøjde.
Terrænet er generelt kuperet og afvekslende mellem marker, sammenhængende skovområder og mindre landsbyer. Landskabet bærer præg af de mange herregårde, der ligger i området, og som har sat deres synlige spor ved både at dyrke markerne, have skovbrug og være historiske kulturbærere. Skovtårn indskriver sig således i en lang kulturhistorisk udvikling i både at forvalte og formidle naturen.
Spændende arkitektur
EFFEKT Arkitekterne har fuldendt Camp Adventures ambition om at skabe et æstetisk smukt bygningsværk og en unik naturoplevelse, der samtidig er tilpasset naturen og bygget så sensitivt som muligt.
Som udgangspunkt valgte arkitekterne at tage en cylinderform og maksimere bunden og toppen, samtidig med at midten minimeres. Opbygningen er en såkaldt hyperboloid form, hvor de lange vertikale stålrør ikke er bøjede, men i stedet roteret 120°, hvilket giver et kurvet udtryk, lige som et timeglas. Dette giver en meget stabil konstruktion og gør samtidig oplevelsen endnu større, da der er plads til, at trækronerne på de tre træer, der står inde i Skovtårn, kommer helt tæt på det smalle midterste stykke. Efterhånden som man bevæger sig videre over trækronerne, udvider udsigtstårnet sig, og der kommer mere afstand mellem ramperne i takt med, at landskabet åbner sig og udsigten forøges. Det hele kulminerer på toppen med en 360° udsigt ud over landskabet.
Hovedkonstruktionen er lavet med vedligeholdelsesfrit cortenstål, hvis rødbrune farve passer godt ind i skoven.
World Architecture Festival
WAF er verdens største arkitektur festival, og det er andet år, at WAF med støtte fra PEFC vil anerkende arkitekter og projektgrupper, som har bæredygtige visioner i deres konstruktioner. Formålet er at fremme væksten af bæredygtigt byggeri ved at vise muligheder og give inspiration til at tænke bæredygtige og spektakulære elementer ind i fremtidens byggeri.
”Best use of certified Timber” er blot en af de priser, WAF uddeler, og i denne kategori er det et krav, at der er anvendt certificeret træ som et primært materiale i bygningsværket.
Alt træet til rampen er således lokalt produceret sydsjællandsk PEFC-certificeret egetræ fra skovene ved Bregentved Gods og Gisselfeld Kloster. De skove, der omkranser Skovtårn, er ligeledes PEFC-certificerede.
Skovtårn har tidligere opnået en førsteplads ved ICONIC Award 2017 – Visionary Architecture.
En unik naturoplevelse
Med turen op i Skovtårn følger en helt unik fornemmelse, hvor naturen opleves fra nye perspektiver. Turen ud til selve tårnet foregår via en 900 m lang boardwalk gennem skoven, hvor der er plads til at nyde omgivelserne og fordybe sig i naturen. Der er mange udkigspunkter og små platforme undervejs, hvor man kan holde en pause.
Når man ankommer til Skovtårn, er det blot at fortsætte op ad den 650 meter lange spiralformede rampe, som snor sig op langs konstruktionen. Her kan man opleve naturen og træerne på en helt ny måde - nemlig i øjenhøjde og helt tæt på. Den unikke oplevelse kulminerer på Skovtårnets top med en 360° udsigt ud over det sydsjællandske landskab.