DANVA Inviterer til VANDKAMP
Hvordan skaber vi smarte byer med høj livskvalitet, når både befolkningstal og vandstand stiger? Det kan man blive klogere på den 29. januar 2020 kl. 16-18 i Brønshøj vandtårn og Pilegården Kulturhus.
Til oktober er København værtsby for ”VM i vand” - den internationale konference IWA2020 World Water Congress & Exhibition arrangeret af International Water Association (IWA) kommer til byen den 18-23. oktober 2020, og med sig har den hele den globale vandbranche med særlig interesse i ”Water for smart liveable cities”, som er konferencens omdrejningspunkt.
Men hvordan skaber man lige smarte byer med høj livskvalitet, når både befolkningstal og vandstand stiger? Der er kamp både mod, med og om vandet, og det er vigtigt at få alle partnere i byens udvikling med. Derfor inviterer DANVA til vandkamp, hvor dagens program tager dig med over og under vandoverfladen, og gør dig klogere på nye strømninger i samtænkningen af vand og by. Vandkamp er den første af en række aktiviteter, som kulminerer med IWA-kongressen.
De deltager i vandkampen:
Forfatter og digter Mette Moestrup tager dig ned under overfladen i en lydperformance, hvor vand og lyrik flyder sammen.
DANVA og IWA giver input til, hvordan vi eksponerer de gode, danske løsninger på bæredygtige byrum over for de mindst 10.000 vandprofessionelle, der besøger konferencen i København til oktober.
Karina Topp fra Aarhus Vand gør dig klogere på forsyningsselskabernes udfordringer og potentielle samarbejder med byggebranchen.
Hanne Christensen fra Rambøll tegner billedet af vandets betydning for fremtidens byer.
Se invitationen til VANDKAMPEN.