Det nye H.C. Andersens Hus bliver intelligent
Det ny H.C. Andersens Hus i Odense, som forventes åbnet i medio 2021, vil ikke kun rumme et magisk haverum og et inspirerende vidensunivers. Med EL:CONs indsats vil det nye museum få også de nyeste intelligente bygningsinstallationer, der styrer, regulerer og overvåger bygningens mange tekniske opsætninger.
Det ny H.C. Andersens Hus er del af den transformation, som Odense bymidte er ved at gennemgå. Da Odense kommune lukkede Thomas B. Thriges Gade i 2014, åbnede muligheden sig for at levendegøre den berømte forfatters fantasifulde univers i et nyt, stort museum og forvandle resten af området.
Museet vil i ét anlæg rumme en have i terræn, der er åben for offentligheden, og et eventyrhus, et børnehus og et museum under jorden. Selve bygningen er tegnet af den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma og får et areal på 5600 m2, hvoraf to tredjedele etableres under jorden.
Læs også:
Interview med Kengo Kuma og partner Yuki Ikeguchi: Nyt vandkulturhus er tegnet med fokus på Komorebi
Det kræver udvidede og avancerede bygningsinstallationer at få de tekniske dele i den store bygning til at kommunikere sammen, og derfor har Odense Kommune, der er bygherre på projektet, valgt EL:CON til at udføre det omfattende CTS-anlæg (Central Tilstandskontrol og Styring), der styrer, regulerer og overvåger en bygnings installationer – fx vand-, varme- og ventilationsanlæg samt elsystemer.
- At være en del af det nye H.C. Andersens Hus er i sig selv en prestigeprojekt, som vi er stolte af at bidrage til. Det er en unik dansk kulturarv, der bliver formidlet i nye imponerende rammer. Et topmoderne hus som dette kræver også topmoderne installationer, hvor de tekniske installationer tilpasses efter det aktuelle behov så der på den måde spares på energien i huses og sikres et bedre indeklima, siger regionsdirektør og ansvarlig for specialkompetencer Jens Christian Lundholt og fortsætter:
- Vi arbejder hele tiden med at gøre bygningerne mere intelligente, hvilket blandet andet giver mulighed for at sammenligne energidata og forbrugsmønstre i realtid. Det betyder også, at vi det nye hus eksempelvis kan styre reguleringen af rumtemperatur og CO2-niveauet løbende i løbet af dagen, så man altid sikrer den rigtige indetemperatur, den bedste luftkvalitet og tilstrækkeligt med lys. Der er stor forskel på, hvilke behov der er i løbet af et døgn, og det kan data og digitalisering hjælpe os med at styre ned til mindste detalje.
I slutningen af 2018 overtog EL:CON den odenseanske CTS-virksomhed Intelligent Bygningsautomatik. Med udvidelsen og opkøbet har EL:CON styrket sine fynske forbindelser med en decideret fynsk base i Odense, hvor de tidligere ejere i Intelligent Bygningsautomatik, Morten Bang Holmtoft og Ebbe Andersen, er fortsat som henholdsvis salgschef og teknisk chef i El:CONs afdeling for bygningsautomatik.
- Vi har traditionelt været stærke inden for Bygningsautomatik på både Sjælland og i Jylland. Med H.C. Andersen-projektet sætter vi for alvor også vores aftryk på det fynske marked inden for ny teknologi som Internet of Things og avanceret styring af el og teknik i bygninger. Det er der stor grund til at være meget tilfredse med, siger Jens Christian Lundholt.