Portræt af Nanna Vöge og Dan Cornelius

En fortælling skal udfolde sig

Cornelius Vöge Atelier blev grundlagt i 2006 af ægteparret Nanna Vöge og Dan Cornelius, og i den periode har arkitekterne allerede markeret sig stærkt i danske og internationale arkitektkonkurrencer, deres arkitektur har vundet priser, ligesom de er blevet samarbejdspartner med den japanske stjernearkitekt Kengo Kumas tegnestue.

 

Historien om Cornelius Vöge er yderst klassisk med et forløb, hvor man skridt for skridt har opbygget en portefølje ved først at tegne sit eget hus, lave en række mindre projekter med en direkte dialog med forskelige bygherrer, hvorefter det er lykkedes at vinde en åben arkitektkonkurrence, hvilket for alvor åbnede døre for tegnestuen. Dan Cornelius fortæller:

 

- Vi mødtes på arkitektskolen, og vi tog på en dannelsesrejse til Spanien i 1990’erne, hvor der på det tidspunkt foregik meget, som er interessant i forhold til vores opfattelse af arkitektur. I Spanien efter Franco var arkitekturen eksponent for en udvikling, hvor man ønskede at genoplive en regional identitet. Og det med at aflæse steder og transformere den kontekstuelle sammenhæng over i et arkitektonisk sprog af materialer og form, det blev udslagsgivende for vores måde at se på tingene på.

 

Når Nanna Vöge og Dan Cornelius taler om deres arbejdsmetode, så handler det om at finde ind til kernen i et projekt, hvorfra man kan lade detaljerne vokse frem.

 

- Intuition er meget centralt for os: Mavefornemmelse skal være rigtig, at nu er den der. Vi skitserer altid meget i starten, og når man har ramt noget, der er rigtigt, så prøver man hele tiden ideen af op imod de kommende faser. Med en stærk ide på plads, så er det nemmere at lade fortællingen folde sig ud i hele projektet, siger Dan Cornelius.

 

 

Den direkte kontakt med bygherren og byggepladsen

Nanna Vöge og Dan Cornelius besluttede i 2001 med inspiration fra guldalderarkitekter, som Halldor Gunnløgsson og Hanne Kjærholm, at tegne deres eget hus ved Jyllinge tæt på Roskilde Fjord.

 

- Det var en form for trodsreaktion. Unge arkitekter på det tidspunkt byggede ikke så meget, så det kastede vi os bare ud i. I dag ville opgaven nok være vanskeligere for os at gå til, men vi var unge og entusiastiske, og ikke belastede af at vide for meget. Og vi brugte opgaven til at gå på opdagelse i mulighederne, fortæller Nanna Vöge.

 

Huset blev starten på tegnestuen, da Nanna Vöge og Dan Cornelius fik en masse omtale på den baggrund, og fra 2003 tegnede de en del én-families huse med husets anneks som base. I den periode var Dan Cornelius ikke med fuldtid, men da man fik Statens Kunstfonds Arbejdslegat i 2006, så var der penge til, at begge kunne være med hele tiden, hvilket også skete ud fra et ønske om at prøve kræfter med større opgaver.

 

Nanna Vöge og Dan Cornelius er enige om, den direkte dialog med bygherrerne på de små opgaver har haft betydning for deres arbejdsmetode, hvor man prioriterer at være med ude på byggepladsen og følge detaljerne til dørs.

 

- Vi har lært meget af den her dialog uden filter, det har været givtigt. Og når man snakker med de personer, der skal bygge det, så bliver det muligt at tilføre projektet en ekstra smule kant – at få flere af alle de enkeltdele med, der gør arkitekturen rigere. For eksempel på Det Nordatlantiske Hus i Odense skulle der bruges drivtømmer, og her var det vigtigt for os at sikre, at den historie kom med i projektet – og så må man følge det til dørs. For når tingene ikke bliver som tænkt, så mister man nærværet – og det er ærgerligt, når resultatet af ens anstrengelser ikke har den forventede værdi, siger Nanna Vöge og uddyber:

 

- Vi har fra starten været bevidste om at dokumentere vores byggerier og få dem vist frem. Det har været et langt sejt træk over snart 15 år, hvor dørene gradvist er blevet åbnet. Det er gået skridt for skridt fra vores eget hus over en række små opgaver, frem til erkendelsen af, at hvis vi vil med på større projekter, skal vi lave arkitektkonkurrencer.

 

 

Vores DNA er det nordiske

Et afgørende gennembrud for Cornelius Vöge var, da de i 2009 vandt arkitektkonkurrencen om Hatlehol Kirke i Norge.

 

- At vinde en åben konkurrence er en helt klassisk start på en tegnestue, men det er desværre blevet sværere i dag, hvor der som regel er en prækvalifikation, fortæller Dan Cornelius og fortsætter:

 

- Hatlehol kirke er lidt speciel, fordi det nu er over ti år siden, at vi satte de første streger. Projektet har de sidste fem år ligget i dvale, men ser nu ud til at starte op igen i løbet af næste år. Det er virkelig en særlig udfordring at forholde sig til ens arbejde igen år senere, men her får vi i hvert fald testet projektets robusthed – om det kan modstå historiens dom. Vi har faktisk altid haft en den samme tilgang til projekterne: Fokus på holdbarhed i udtryk og materialevalg har været en rød tråd i vores arbejde. Vi har aldrig været helt begejstrede for 00'ernes hollandske bølge – men altid lænet os op ad den nordiske arv og fortolkninger af stedets identitet.

 

 

 

 

Det enkle og det ekspressive

Cornelius Vöge og MASU Planning vandt helhedsplanen for Byens Ø i Odense Havn i en konkurrence i 2010. Senere da konkurrencen om Det Nordatlantiske Hus blev udskrevet, deltog Cornelius Vöge på et wild card – og vandt. Bygningen er en central bygning på øen. Her forenes forskellige funktioner, som udstillingssted, butik, restaurant, konference, foreningslokaler, kontor og 25 ungdomsboliger, hvilket sikrer liv og aktivitet hele døgnet. Som en lille bygd på øen.

 

Det Nordatlantiske Hus er et vigtigt projekt for Nanna Vöge og Dan Cornelius, da det er den første større bygning tegnestuen har fået opført. Husets arkitektur tager udgangspunkt i en forståelse af de tre nordatlantiske landes kulturer og identitet med referencer til landskabets klippeformationer og de sorte selvgroede træhuse med saddeltage.

 

- Vi har ønsket, at materialevalget er med til at understøtte den overordnede fortælling, og derfor har vi anvendt specielle materialer som sort zink, rå beton, fiskeskind og opskåret drivtømmer fra de Islandske kyster. Vi er ikke bange for at bruge et ret ekspressivt sprog, og i den her balance mellem det ”normale” og det unikke spiller intuition en stor rolle, da alle elementer skal være del af en klar bærende ide. Vi har en narrativ tilgang til arkitektur i den forstand, at vi ligesom en forfatter ønsker, at vores bygninger formidler en historie og en bestemt stemning, siger Dan Cornelius og fortsætter:

 

- En bygning skal spille sammen med sine omgivelser. Her skal den helst give noget frem for i en solopræstation, at råbe så højt, at vi fratages muligheden for at opleve rummet mellem bygningerne.

 

Nanna Vöge fremhæver Vindinge sognehus som et rigtigt godt eksempel på hvordan, der kan opstå noget særligt, når man lader arkitekturen vokse ud af stedet. Sognehuset er i udgangspunktet en firlænget gård, men tager form efter de tre veje og stræder, der krydser hinanden rundt om huset samt efter den tætte relation til kirken. Materialerne, mursten og tagsten af tegl, binder endvidere bygningen til stedet og understreger den tætte relation til kirken og kirkegårdsmuren. Her bliver de "normale" materialer og omgivelser dét der skaber det særlige.

 

- Når man lader omgivelserne diktere udformning og tilpasning, så kan der opstå noget, der er særligt. Med Vindinge sognehus har vi skabt et helt nyt hus, der bogstavelig talt skabes af stedet.

 

Dan Cornelius indskyder, at man altid kan insistere på, at stedet giver noget. Han fremhæver Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivningscenter Livsrum i Herlev, hvor der stort set bare har været et byggefelt at forholde sig til, men netop dette skabte bygningens særlige udtryk:

 

 

- Her havde vi den pragmatiske tilgang at lade bygningen fungere som en skærm, der omfavner og beskytter kræftpatienterne mod omgivelsernes tunge infrastruktur og Herlev Hospitals skala og udtryk, så man kunne skabe en hjemlig atmosfære: Vi har bestræbt os på at etablere rolige kroge med en sanselig stemning, ligesom man som patient ikke skal have visuel kontakt med Herlev Hospital og blive påmindet om ens sygdom.

 

Cornelius Vöge kalder selv deres tegnestue i Roskilde for et atelier, et værksted, hvor man kan eksperimentere med materialer og modeller. Dan Cornelius forklarer:

 

- Vores tilgang er først at finde den bærende ide for et projekt, og når man har gjort det stykke tankearbejde, så kan man udfolde materialerne. Her er det en del af vores metode at starte med at sammensætte en materialepalette, der holder for hele projektet. På Livsrum ønskede vi at bruge materialer til at forstærke følelsen af hjemlighed i bygningen, og der valgte vi sanselige materialer som for eksempel træ, beton og metalplader, der er noget, man gerne vil røre ved. Samtidig endte vi med et støvet farvevalg, som faktisk er en kontrast til Poul Gernes arbejde på Herlev Hospital.

 

 

Den japanske forbindelse

Cornelius Vöge har foreløbig samarbejdet med japanske Kengo Kuma på to projekter, nemlig H.C. Andersen Museum i Odense og Vandkultur-centeret på Papirøen i København, som forventes færdige i henholdsvis 2020 og 2022. Dan Cornelius fortæller om forløbet:

 

- Vi kiggede på H.C. Andersen projektet, og her talte vi med landskabsarkitekterne fra MASU Planning, og de foreslog, at vi gik sammen med Kengo Kuma, som de havde lavet en opgave i Finland med. Og H.C. Andersen var jo en person med stor rejselyst og internationalt udsyn, så fra det perspektiv giver det mening at have en stor global tegnestue med på projektet.

 

 

- Samtidig er Kengo Kuma kendte for at arbejde meget i træ, og vi deler noget af den samme tilgang, hvor de også undersøger materialernes muligheder og sanselighed. Det er i det hele taget et samarbejde, der giver stor mening, hvor vi er garanten for lokal tilpasning, siger

Dan Cornelius og uddyber:

 

- Bygningen ligger i et historisk miljø tæt på hans fødehjem, hvor der er mange ældre huse og grønne arealer, og der kender vi vores nationale historie og kan aflæse danske symboler i arkitekturen. Brugen af bindingsværk er godt eksempel på noget, som vi har videreført fra området i en ny fortolkning. Her kan vi byde ind med en specifik viden af hvad, der fungerer som reference. Det kan meget nemt blive banalt, hvis man skal bygge på den anden side af jordkloden og ikke på DNA-niveau kender kulturen. Derudover har vi også en viden om danske materialer og danske entreprenørers formåen, som kan udnyttes i projekteringen.

 

På H.C. Andersen Museet nedbrydes grænser mellem bygning og byrummet, hvilket også går igen i forholdet mellem ude og inde, hvor museets buede bygningsform definerer de udendørs arealer, mens brugen af hække på legende vis lader nye rum opstå og forsvinde.  Dan Cornelius fortæller:

 

- Vi har haft en virkelig god proces under konkurrencen, hvor alle bidrog til at få arkitekturen til at afspejle fantasiens magt og det modsætningsfyldte i H.C. Andersens liv og eventyr. Der bliver leget med skala og form, så man kan opleve et rum på barne- og voksent niveau på én og samme tid.

 

 

Præstationsangst og den samskabende proces

Efter det gode forløb på H.C. Andersen Museet var det naturligt for Dan Cornelius og Nanna Vöge at fortsætte samarbejdet med Kengo Kuma på at løse opgaven med et vandkulturhus på Holmen i København.

 

- Projektet er omtrent samme skala, og igen synes vi, at vores samarbejde kunne noget, der kan føre projektet et interessant sted hen, siger Dan Cornelius og fortsætter:

 

- Vi er meget bevidste om hvem, det er fagligt interessant at indgå et samarbejde med – fokus skal være det faglige og slutresultatet, når der er en fælles afsender på et projekt, ellers er hjertet ikke med. Vi er jo ”den lille” i samarbejdet med Kengo Kuma, og både Vandkulturhuset og H.C. Andersen Museet er opgaver, som det er angstprovokerende at kaste sig ud på grund af den unikke beliggenhed i Københavns Havn og H.C. Andersens betydning som nationalt symbol. Her har det været rart at have Kengo Kuma med til at læne sig op ad.

 

En anden vigtig samarbejdspartner for Cornelius Vöge er Erik Brandt Dam Arkitekter, som man blandt andet har arbejdet sammen med på helhedsplanen for borganlæggene De fem Hald'er ved Viborg og renoveringsprojektet Skolen i Landsbyen i Nr. Vium, som modtog Renoverprisen i 2017.

 

- Erik Brandt Dam har en særlig omtanke og en filosofisk udredende tilgang, hvor han helst ikke sætter en streg, før han har tænkte det hele igennem. Vi kan ikke lade være med at tegne og skitsere hele tiden, og den mere løsslupne tilgang er med til at gøre os et virkelig godt match. Eksempelvis på Skolen i Nr. Vium var vores holdning, at vi skulle lave en landsby i skolen, da man ikke havde en by til brugerne. Her forenes Eriks store indlevelse og stærke holdninger til restaurering på den ene side med vores ønske om at lave et omfattende indgreb i bygningen, siger Dan Cornelius og fremhæver Erik Brandt Dams ønske om at få billedkunstner Malene Bach med på projektet, da hun har hjulpet med til skabe en farvesætning, som understøtter arkitekturen:

 

- Farverne er fuldstændig udslagsgivende for det projekt. De giver et ekstra lag til vores fortælling, hvor skolens tidligere udformning bliver ornamentik med indbyggede minder.

 

 

En lille tegnestue med værdier

Nanna Vöge og Dan Cornelius har lige fra starten været klar over hvilke projekter, man gerne vil arbejde med, og hvilken strategi, der muliggør det.

 

- Vi har vores styrke på projekter af størrelsen 500-5.000 m², og når det bliver større, så vil det kræve noget andet af os, hvor vi skal have flere ansatte eller have en meget specifik viden. Vi kaster os kun ind i de projekter, hvor vi kan gøre en forskel, og derfor ønsker vi ikke at blive så store, at vi skal takke ja til alt. Cornelius Vöge skal blive ved med at være en lille tegnestue med værdier, hvor alle medarbejdere kan have overblik over igangværende projekter. Den størrelse har vi nu.

 

Lige nu arbejder Cornelius Vöge blandt andet på et besøgscenter for den kørende kulturarv i form af veteranbiler fra før krigen, hvor bygningen på en ærlig og dæmpet måde skal fremhæve det fornemme håndværk bag de tidlige veteranbiler.

 

 

- Når man byggede en fabrik i gamle dage, så var der en stolthed over de fysiske rammer. Det var vigtigt at signalere kvalitet – også i de fysiske rammer. De gamle industribygninger har en stor blivende værdi, fordi de er opført på et tidspunkt, da man satte håndværket i højsædet samtidig med at man gerne ville noget med signalværdien. Vores egne lokaler har været maskinhal, samlingshal, vvs-værksted og galleri – de her tidligere industribygninger er i høj kurs, da de kan noget i forhold til rumlighed og solide materialer. De kan ikke så meget i forhold til energiforbrug, men de har en blivende fortælling i sig, ligesom de er nemme at transformere til nye funktioner, siger Dan Cornelius.

 

Nanna Vöge understreger, at bæredygtighed især handler om den blivende holdbarhed, der dækker over både materialemæssige og æstetiske parametre. Bygningers levetid er udtryks- og materialemæssigt ofte ganske kort, måske kun 5-10 år. Vi bør have langt større fokus på ikke at bygge monofunktionelt samt på at tænke de huse, vi tegner, ind i bymæssige helheder. Vi skal bygge huse og byer, der kan tåle at stå ude i 50-100 år.

 

- For os at se er der ingen tvivl om, at et fattigt bygget miljø giver et fattigt samfund. Der er for meget af det, vi bygger i den moderne verden, der er fattigt og udtryksløst - nærmest som var vi æstetiske u-lande.