Et tilbageblik på Tate Modern 1 + 2 af Jacques Herzog
Det er sjældent, at man som arkitekt har muligheden for at vende tilbage til et projekt 20 år senere. Og det er endnu mere sjældent at kunne arbejde videre med netop det projekt, som gav tegnestuen et internationalt gennembrud, ligesom Tate Modern for schweiziske Herzog & de Meuron.
Grundlægger af tegnestuen Herzog & de Meuron og Pritzker Prize vinder, Jacques Herzog, holdt under Cevisama-messen i Valencia et foredrag om den kreative proces på de to Tate Modern projekter, og Byggeri+Arkitektur havde muligheden for at deltage.
En vision om at bringe byen til bygningen
Jacques Herzog ser omdannelsen af Bankside Power Station til Tate Modern som grundstenen i tegnestuens karriere og vel også for alle de andre parter på projektet. Hvis man skal være en international tegnestue, så er det ifølge Herzog vigtigt, at den engelsksprogede del af verden får øjnene op for én, og her har projektet været en stor del af forklaringen på Herzog & de Meurons udvikling. Herudover har projektet for Herzog givet anledning til en del refleksion over arkitekturens udvikling for Herzog, da Londons transformation som by fra 1980’erne til i dag er så overvældende, at der er helt nye udfordringer, såsom at svare igen på det monotone etagebyggeri og glasbygningernes dominans af horisonten.
Kraftværket er bygget i 1960’erne, og som mange andre industrielle bygninger fra den periode er kraftværket bygget som et slot, hvor bygningens indre er fuldkomment skjult for offentligheden. Dengang byggede man en majestætisk bygning, som bare skulle forholde sig til horisonten – og der er for eksempel blevet flirtet med at give bygningen visse træk fra katedraler. Samtidig har landskabet udelukkende til formål at skjule bygningen, således bevoksningen og molen foran fremstår som en del af en fæstning, der beskytter bygningen.
Herzog & de Meurons grundlæggende koncept var at beholde bygningens nøgne og rå æstetik, som afspejler den originale ide, samtidig med arkitekterne ønskede at bringe byen til bygningen. Jacques Herzog fortæller, at man vandt arkitektkonkurrencen på den direkte tilgang og enkelthed, hvor de den brutale skønhed blev accepteret og imødekommet – den gav en vigtig energi og ærlighed, som tegnestuen ønskede at bevare ud fra en filosofi om, at en bygning som den er et redskab til at se fortiden og gøre den tilgængelig for alle. For at gøre bygningen mere åben og imødekommende skabte Herzog & de Meuron en horisontal bjælke – en linje af lys – som giver en kontrast til den mørke og tunge bygning. Herzog pointerer, at det i dag virker som en naturlig løsning at lande bygningen på jorden og skabe et helt nyt, grønt areal foran bygningen, som en park, men der var ingen andre arkitekt-teams, som havde foreslået den løsning. Med græsplæner og en beplantning af birketræer var målet at skabe et rum for alle – ikke kun et sted for kunstelskere – som alle frit kan bevæge sig igennem
Millennium Bridge var en del af planen for området allerede dengang, og ud over at skabe liv i området, så er den med til at understøtte aksen mellem St Paul’s Cathedral og museet, pointerer Jacques Herzog og minder os om, at Tate Modern er det mest besøgte museum for moderne kunst i verden – og det kan kun lade sig gøre, fordi det er en enorm bygning. Man kan faktisk sammenligne rummet i kraftværkets turbinehal med rummet i St Paul’s kuppel.
Rum til en ny type kunst
Herzog & de Meurons plane for det indre var at fjerne al maskineri, men ikke ændre på arkitekturen. Der blev gravet ud ned til det laveste punkt, så man kunne fremhæve selve rummet i turbinehallen mest muligt, hvilket er det centrale rum, da det med sin størrelse og proportioner muliggør en ny type af kunst, såsom The Spider af Louise Bourgeois og The Sun af Olafur Eliasson. Herzog fremhæver, at man på det tidspunkt i London slet ikke var interesseret i kunst fra Europa og USA eller resten af verden. På det Old Tate var der et klart fokus på britisk kunst, og med ankomsten af Tate Modern i London skete der et klart skifte i kunstverdenen, som også handlede om at gøre plads til det midlertidige, interaktive og uventede, hvilket er en modsætning til de traditionelle og mere alvorlige gallerier.
Jacques Herzog har gennem årene haft en fantastisk dialog med lederen af Tate Modern, Sir Nicholas Serota, og da tegnestuen fik go for Tate Modern 2 tilbage i 2006, var det overordentlig interessant at kunne videreføre sine ideer. I mellemtiden havde glasbyggerier skudt op i stort omfang på bredden af Themsen, og de var ved at kvæle Tate Modern-bygningens arkitektur, så for Jacques Herzog var på tide at kæmpe tilbage. Og det var nødvendigt at handle hurtigt, da der på grunden var der ledigt område, hvor tre store olietanke blev gravet op.
Flowet gennem bygningen definerede arkitekturen
Herzog & de Meuron startede igen fra bunden med den eksisterende struktur, hvor hullet efter olietankene gav nogle kapel-agtige rum, som var med til at forme Tate 2. Tegnestuens koncept var fra starten at skabe en organisk sti gennem de forskellige bygninger op til broen mellem de to sider. Ifølge Jacques Herzog var det flow definerende for projektet, hvor man får en fornemmelse af at bevæge sig gennem et landskab. Det vigtige har været, at begge dele af museet skal styrke hinanden som én samlet organisme. Arkitekterne eksperimenterede en del med layoutet af bygningens forskellige rum, som man frit kunne vende og dreje – nærmest som børn, der leger med en stabel sukkerknalder. Det giver den ultimative frihed, hvor man undervejs i processen kan lave ændringer, men Herzog & de Meuron kom frem til, at det vil være alt for overvældende i forhold til den ældre bygning, hvis man lod dem være synlige. Samtidig består de omkringliggende bygninger af glas, så det var vigtigt at skille sig ud, og på den baggrund valgte man mursten, som forbinder de to bygninger, pointerer Herzog. En glasoverflade vil også være fuldstændig fremmed i forhold til bygningens industrielle historie. Han fremhæver, at tegl som facademateriale skjuler betonen som et lag af stof i en pyramide-form, hvor murstene giver en klar kontrast til nabobygningerne, samtidig med materialet tilfører projektet en transparens, da man udefra kan se lyset i bygningen gennem facaden.
Tate 2 giver et væld af nye muligheder for kunstnere, kuratorer og gæster – man kan for eksempel se ind i turbinehallen på en helt ny måde. Men det primære greb for Jacques Herzog har været at betragte den nye bygning som et landskab, man bevæger sig igennem, hvor trapperne ændrer sig løbende og er ikke-lineære, ligesom lofterne i de forskellige rum skifter fra det rå og industrielle til lave, flade lofter til glaslofter, hvilket alt sammen kan udnyttes i forhold til de enkelte kunstværker. Der er samtidig et flow mellem de offentlige steder og museets steder – det er ligeværdigt, og mange af kunstværkerne kan indtages rent fysisk. Ligesom i et landskab har man mulighed for at mødes mange forskellige steder i bygningen, hvor der også er mindre, intime rum ved siden af de monumentale rum.