Portræt af Anupama Kundoo: Arkitekten der arbejdede for sin egen skyld

Vi skal tage os tid. Men hvordan og hvorfor? Det svar forsøger Anupama Kundoo at give både gennem udstillingen ”Taking Time”, men også i hendes praktiske arbejde. Gennem grundige akademiske studier af gamle håndværkstraditioner og lokale materialer og byggeskikke, beviser hun, hvordan vi kan skabe levedygtig og god arkitektur. Den eneste negative konsekvens er, at det tager tid, men den tid vi tager os, vil gavne os alle på sigt, som hun siger.

 

Hun har appetit på ny viden, og alt hvad hun laver og foretager sig, sker på et ønske om at suge nye fagligheder til sig og udvide sin horisont. Hvilket også forklarer, hvorfor hun i mange år har undervist på en stribe af verdens bedste arkitekturskoler. Det er ikke store ønsker om at gøre verden til et bedre sted, det er biproduktet, men derimod et ønske om at udvikle hendes egne kognitive evner og formåen, hvilket hun uddyber, da hun får spørgsmålet: Hvorfor blev du arkitekt?

 

 

- Tja, nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde valgt en anden vej. Der er så mange professioner, der tiltaler mig. Heldigvis er der jo stadig masser af liv tilbage, hvor der er plads til at udforske nye områder. Jeg skal bare tage mig tiden, smiler hun og fortsætter:

 

- Men da jeg skulle vælge en karrierevej som ung kvinde, handlede det ikke om jobbet bagefter. Jeg valgte ud fra, hvad jeg ville lære. Min første kærlighed var at tegne og male. Det var en fantastisk måde at kultivere hjernen på, for desto mere du tegner, desto mere ser du. Så da jeg skulle vælge en profession, handlede alt om, hvordan jeg kunne udvikle mig selv personligt. Mit første valg var kunstnervejen, men jeg var lige så interesseret i matematikkens verden, hvor der var orden og løsninger på alle problemer. Så jeg kunne ikke finde en uddannelse, der kunne samle mine passioner. Men en tante gav mig en test, der skulle hjælpe mig med at finde en uddannelsesvej. Den fortalte mig, at jeg burde blive en arkitekt. Jeg havde aldrig overvejet at skulle arbejde med design og arkitektur, men jeg blev nysgerrig og tog valget ned ad arkitektvejen. Når jeg ser tilbage, må jeg med skam erkende, at der hverken var så megen tegning eller matematik, som jeg havde ønsket mig fra arkitektvejen. Men sådan er det nu en gang.

 

 

 

Vi skal ikke udfordre naturlovene

Hendes passion for matematikken og naturvidenskabens verden er dog større end aldrig før, og hun kan blive frustreret over arkitekters forsøg på at pille ved videnskaberne:

 

- Der er nogle universelle naturlove som vi må underlægge os og resten er op til vores fantasi og skaberlyst. Se på tyngdekraften. Det er en lov som jeg aldrig kommer til at ville udfordre. Men jeg kan se hos mine studerende og andre nutidige arkitekter at der er alle mulige renderinger og modeller af objekter, skabt i et forestillet univers uden tyngdekraft. De prøver måske at udvikle deres kreative evner, men hvorfor arbejde ud fra nogle love, som aldrig kan realiseres? Det er i min optik langt mere kreativt at arbejde ud fra virkeligheden og dens begrænsninger, siger Anupama. Hun fortsætter:

 

- Det kommer sig måske af et behov for, at man vil stikke ud fra mængden som arkitekt, og man konkurrerer om at skabe noget nyt og anderledes, men det skal jo ikke i sig selv være målet. I min materialebank, som man kan opleve på Louisiana, kan man se, at de fleste problemer og udfordringer, vi som arkitekter står overfor, har naturen eller menneskene før os allerede kreereret en løsning til. Derfor skal vi nogle gange være bedre til at se os tilbage fremfor hele tiden at se fremad og skabe noget nyt for nyhedens skyld.

 

- Arkitektur hører for mig til i baggrunden og ikke forgrunden. Vores liv er et maleri, og arkitekturen er blot rammen omkring dette. Vi skaber pladser, som mennesker kan kolonisere. Og vi kan med det samme se om en plads fungerer. Hvis der er liv omkring den, fungerer det, hvis ikke er det en fiasko. Derfor skal vi også blive ved med at have de antropologiske briller på og studere vores rum og det liv, der udspiller sig i dem, fortæller hun.

 

 

Vi skal ikke holde kortene for tæt

Studiet af menneskets interaktion med arkitekturen er også noget hun beskæftiget sig meget med, og igen bliver det forstærket af en forkærlighed for det akademiske arbejde:

 

- Jeg nyder, at man i det akademiske miljø har en tradition for at dele og udveksle ideer. Som arkitekt er man jo ofte i konkurrence og må holde kortene tæt ind til kroppen. Så arbejdet på universiteterne er som et frirum, hvor man virkelig kan lade hjernen arbejde effektivt, fordi man ikke sidder i en lille lukket tegnestue, men derimod har hele den akademiske verden som sparringspartner. Men jeg er også enormt glad for at arbejde sammen med de studerende, og jeg inddrager dem tæt i mit arbejde. De har en fantasi og energi, som vi ældre slet ikke kan konkurrere med, forklarer Anupama.

 

”Jeg er ikke nostalgisk”

Anupama bor og arbejder til daglig i Berlin, hvor hun har samarbejdet med arkitekten Diébedó Francis Keré, der som hende selv arbejder med gamle håndværkstraditioner og lokale materialer. Jeg går så vidt som at foreslå, at deres arbejde overlapper. Noget som Anupama ikke tager som et kompliment, og igen fastslår hun en iboende egoisme i sit arbejde, som hun ikke lægger skjul på:

 

- Vi er vidt forskellige: Keré har en klar mission i alt sit virke, og det er at levevilkårene i hans hjemland, Burkina Farso, skal forbedres. Og jeg har på ingen måde den nostalgi i mit arbejde. Jeg får mit arbejde gennem regulære udbud og konkurrencer. Keré arbejder for at forbedre de små samfund. Det er hans drivkræft, men det er ikke min. Min drivkræft er min egen personlige udvikling. Mit arkitektoniske arbejde udvikler mig og ikke omvendt. Det er en personlig rejse og lyst. Jeg arbejder med lokale håndværkere og bruger lokale materialer, men målet er ikke, at nu skal jeg genere arbejde og velstand i lokalområdet. Det er da en positiv sideeffekt, men jeg har taget de valg, fordi materialerne har kunnet noget særligt, og håndværkerne har ligget inde med en viden, som mit projekt og jeg selv har kunnet drage nytte af.

 

Det arkitektoniske laboratorium

Et område, hvor Anupama virkelig har kunnet boltre sig, er i den idealistisk friby Auroville, der er et mærkværdigt UNESCO-projekt, der opstod i kølvandet på ungdomsoprøret. I størrelse og ambitionsniveau får det Christiania til at virke som et lille og roligt ligusterkvarter. Målet var at skabe en mønsterby, som byer verden over ville leve efter. Netop her har hun ladet sig inspirere af den ledende arkitekt bag byen Roger Anger, efter at byen gik fra at være et turbulent ideallandskab til en by, hvor folk lever og har en hverdag:

 

- Det er en spændende by, der er som et arkitektonisk laboratorium. For mig har hovedmålet været at finde ud af, hvem denne by skal være til for. Den blev grundlagt med ordene: ”Der skal være et sted på Jorden, som ingen nationer gør krav på”. Den blev skabt ud fra en ide om, at tingene ikke var, som de burde være. Det er et radikalt projekt, så ikke alle vil være komfortable der. Det er et sted for folk, der tør tage et stort skridt og gentænke økonomi osv. Det er et sted, der gør op med ideen om at eje land. Det er hverken kapitalistisk eller kommunistisk. Mennesker fra 120 nationer indviede byen med jord fra deres hjemland. Det er et vildt sted, og det er bestemt ikke uden problemer. Man skal blot læse Animal Farm, og så har man en ide om, hvor sådanne byer hurtigt ender henne, siger Anupama og fortsætter:

 

- Men vi har arbejdet med en masse spændende tiltag og er blevet inspireret af kollektiverne og andelstanken fra Danmark. Det er måske ikke unikt, men det interessante ved Danmark er, at her har det i mange tilfælde fungeret godt, og det er unikt!

 

- Mine projekter i Auroville er også et oprør mod mainstreamidealet. Hver gang nogen får en god ide kommer spørgsmålet: Fint, men hvordan mainstreamer vi det? Som om man kun er god hvis man mainstreamer det! Og det er et kæmpe problem. Hvad der er hurtigt og effektivt, bliver set som godt. Arkitektur er til tider som et storrumskontor, hvor man ikke kender eller kan se forskel på medarbejderne. Vi ser på, hvordan vi sparer tid, men jeg syntes, vi skal se på konsekvenserne af at vi ikke tager os tid: Vi skal give os tid til at lære, bygge og udfordre gængse ideer. Giver vi os tid, vil der være positive sociale og bæredygtige konsekvenser for os alle sammen, afslutter Anupama.