Vilhelm Lauritzen tegner Danmarks største højhus i træ på Østerbrogade
På Østerbrogade 190 i København skal der opføres et seks etagers højhus med træ som den bærende konstruktion. Dermed bliver det landets højeste træhus. Bag arkitekturen står Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og takket være et slankt design og nye bæredygtige materialer og byggemetoder, får København et mere klimavenligt hus, der vil give byliv til området.
I bygningen skal der opføres 20 studielejligheder, et fælleshus og i stuen fællesarealer og en lille café. Den bærende konstruktion er lavet i et nyt modulsystem fra Cree, kaldet Life Cycle Tower (LCT), der er baseret på præfabrikerede hybridelementer, der kombinerer træ og beton. Michael Schytt Poulsen, der er associeret partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter fortæller, at valget af Cree som byggesystem betyder, at opførelsen af byggeriet bliver hurtigere, billigere og mere miljøvenligt end et klassisk byggeri. Cree-systemet er nyt i Danmark, men er velkendt i udlandet.
Læs også:
Portræt af Lars Vejen, designer og møbelarkitekt: Lars Vejen: Træets kvaliteter som drivkraft
Evidensbaseret og gennemtestet
- Arbejdet med nye bæredygtige materialer og metoder kræver tid og tålmodighed. Der er høje krav til sikkerhed, sundhed og rentabilitet, og man er nødt til at gå grundigt og evidensbaseret til værks. Projektet har været igennem en lang og god samarbejdsproces i tæt dialog med alle byggeriets parter – ikke mindst Københavns Kommune.
- Udfordringen i vores branche er, at innovation hænger uløseligt sammen med høje sikkerhedskrav og store budgetter. Derfor er vi nødt til at være sikre på, at løsningerne er i orden, både nu og om 30 år. Men hvis vi skal reducere klimaaftrykket fra byggeriet, er den udvikling nødvendig, og det er også noget vi vil se mere af i fremtiden, siger Michael Schytt Poulsen.
Fra gammel tankstation til nyt byrum – på kun 574 m2
Designet af bygningen og det omkringliggende areal på Østerbrogade 190 baserer sig på en arkitektoniske idé, der kombinerer områdets historie, det eksisterende byrum og den omkringliggende skala med en mikroskopisk grund på kun 574 m2. Det er omtrent en tredjedel af den gennemsnitlige parcelhusgrund i Danmark.
- Projektet er opstået ud fra et behov for at omdanne området, hvor der tidligere har ligget en gammel tankstation. Med tiden er grunden groet til og blevet til en plads, ingen ville have. Tanken er at bygge et hus, der kan give noget liv og glæde tilbage til byen i form af boliger til de unge, en café og en smuk byplads mellem husene, fortæller Michael Schytt Poulsen, og fortsætter:
- Huset er tegnet, så det skaber mindst mulig skygge for naboerne og mest muligt byliv. Byggegrunden er med sine 574 m2 usædvanligt lille, og derfor har vi tænkt i højden – en høj slank bygning med et lille CO2-aftryk tager mest muligt hensyn. Huset danner port mod kirkerummet og afslutter samtidig et langt karréforløb og markerer gadehjørnet mod Østerbrogade.
- Vi ser gerne, at bygningen arkitektonisk manifesterer sig som genkendelig og som en kilde til byliv og glæde, og i sin enkelthed spiller med i byens kontekst og den omkringliggende skala. Med inspiration fra gadens øvrige huse bliver bygningens overflader let riflede, hvilket giver dybde og et skyggespil. Derudover arbejder vi med en metaloverflade, som starter i en guldtone, men som når det bliver patineret, hurtigt vil blive meget mørk og give bygningen et særligt udtryk, slutter Michael Schytt Poulsen.
Fakta om projektet
Bygherre: Atlas Danmark A/S
Samarbejde: Cree Danmark
Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Rådgivende ingeniører: MOE
Areal: 850 m2 i seks etager + 70 m2 fælleshus
Byggefelt: 574 m2
Status: Estimeret færdigt i 2021