
Age of Nature udforsker forholdet mellem mennesker og naturen – og hvordan arkitekturen kan bidrage til at begge kan trives. Foto: DAC
Age of Nature - når naturen bliver medspiller i byudviklingen
Udstillingen Age of Nature på Dansk Arkitektur Center inviterer ind i en ny tid, hvor byens rum er formet af naturens egne logikker og arkitekturen skaber plads til både mennesker, planter og dyr.
Sofie Kjærsgaard Dybro, senior projektleder i Dansk Arkitektur Center. Foto: DAC
Amsterdam Allegories by Studio Ossidiana. Foto: Kyoungtae Kim
I årtier har vi forsøgt at bygge os til løsninger, som vi troede, var bedre end naturens, og kontrollere den med beton, diger og rør. Men naturen bider fra sig, vandet finder nye veje og varmen presses tilbage mellem bygningskroppene, og vi er nødt til at finde ud af, hvad gør vi så?
Udstillingen i DAC undersøger forholdet mellem mennesker og arkitektur, og inviterer til et nyt syn på naturen – ikke blot som en ressource, vi udnytter, men som en partner og en værdi i sig selv. Det kræver, at vi genovervejer vores rolle i naturens kredsløb.
- Vi kan lære af naturens principper og af den måde, vi tidligere lokalt har bygget på og tilpasset vores byer og bygninger. Det handler ikke kun om tekniske løsninger, men om at designe byer, bygninger, og byrum, der arbejder med skygge, luft og vand – ikke imod, fortæller Sofie Kjærsgaard Dybro, projektleder i DAC.
Arkitektur i samklang
Udstillingen Age of Nature viser banebrydende projekter fra danske og internationale arkitekter, forskere og kunstnere, der undersøger, hvordan arkitektur kan skabe byer i samspil med naturen.
Age of Nature er bygget op om fire temaer, der viser, hvordan arkitektur kan understøtte både menneskelig og økologisk trivsel. Det handler om at indrette byer, så også andre arter får levesteder, og om at give naturen forrang i byens rum – med betydning for alt fra fødevarer til rekreative områder.
Samtidig undersøger udstillingen, hvordan ødelagte landskaber kan genskabes, og hvordan arkitekturen kan lære af naturens egne systemer – som skyggegivende træer eller regnbede, der naturligt køler omgivelserne.
Belgiske Bureau Bas Smets’ model viser transformationen af pladsen foran Notre Dame (2022-2028). Foto: Victor & Simon – Grégoire d’Ablon
Værket Lungetræer af Rune Bosse. Foto: David Stjernholm
Mikroklimaer og levende eksperimenter
Et konkret eksempel i udstillingen viser de byrum, der gentænkes og skabes omkring Notre-Dame-kirken i Paris. Her arbejdes der med skyggegivende beplantning, og en let vandfilm over pladsen. Tiltagene sænker temperaturen lokalt og gør ophold omkring kirken bedre, og mere inviterende. Projektet taler ind i Paris’ høje ambitioner for en grønnere by.
Blandt udstillingens bidrag er også billedkunstner Rune Bosses værk Lungetræer. Vi er vant til, at træer producerer ilt til klodens økosystemer, men i installationen holdes træerne i live med kunstigt UV-lys og CO2-maskiner. Installationen er en poetisk kommentar til, at naturens kredsløb er under pres – og minder os om, at vi må sanse krisen for at kunne handle.
Og fra Holland bidrager Studio Ossidiana med Amsterdam Allegories – 21 flydende øer, hvor mennesker, dyr og planter deler plads, hver ø et lille univers i samspil.
– Vi håber, de besøgende går herfra med nye perspektiver på, hvordan arkitektur og byudvikling kan skabes i samspil med naturen, slutter Sofie Kjærsgaard Dybro.
Praktisk
Udstilling: Age of Nature
Sted: Dansk Arkitektur Center, BLOX, København
Periode: 6. oktober 2025 – 17. maj 2026
Udstillingen ledsages af Morgen DAC-talks og podcasts, hvor arkitekter, eksperter og kunstnere diskuterer, hvordan naturens dynamikker kan omsættes til fremtidens byudvikling.
Læs mere om byudvikling og designet af byrummet