Fælleshuset på Bispebjerg Hospital. Arkitekt: BBP Arkitekter. Foto: Jens Lindhe
Se de fem nominerede projekter til Årets Arne 2026
Til Årets Arne 2026 var der tæt løb blandt de 21 indstillede værker, to nybyggerier, to transformationsprojekter og ét restaureringsprojekt står tilbage som feltet for årets prisuddeling.
Den Frie Udstillingsbygning. Arkitekter: Praksis Arkitekter og DET BLÅ. Foto: Jens Lindhe
Haver til Maver. Arkitekt: Claus Pryds Arkitekter. Foto: Laura Stamer
I år skiller de nominerede værker til Årets Arne 2026 sig ud i forhold til tidligere år, da de alle er offentlige rum, som danner ramme for fællesskaber. Samtidig er det tydeligt, at der hos bygherrer og tegnestuerne har været stort fokus på bæredygtighed.
De fem nominerede til Årets Arne 2026 er:
- Den Frie Udstillingsbygning af Praksis Arkitekter
- Fælleshuset på Bispebjerg Hospital af BBP Arkitekter
- Haver til Maver af Claus Pryds Arkitekter
- Thoravej 29 af pihlmann architects
- Tolvkanten af Julius Nielsen OFFICE
Kriterierne for tildelingen af Årets Arne er baseret på de 10 principper, der udgør ‘ The Copenhagen Lessons‘. Principperne giver juryen en konkret ledestjerne for vurderingen af de fem nominerede værker og resulterer i et tungtvejende og nuanceret fokus på bæredygtighed. Sidste år gik prisen til Grønningen-Bispeparken af SLA.
Fem bud på fællesskaber og bæredygtighed
Der er dog tale om værker af vidt forskellig karakter, der på hver sin unikke vis behandler og fortolker fællesskaber og bæredygtigt byggeri: Den første minikirke i Danmark, Tolvkanten af Julius Nielsen OFFICE, som ligger i Nordhavnens fiskerihavn, skaber ikke kun et rum for omsorg for kirkens besøgende men også for klimaet. Kirken er opført i biogene materialer og er en insisteren på sammenhæng mellem ressourcebevidsthed, håndværk og atmosfære.Fælleshuset på Bispebjerg Hospital af BPP Arkitekter er et kompliment til Martin Nyrops arkitektur fra 1913 og er udført med en skalmur af genbrugssten, suppleret med nye mursten, hvor der stilles krav til styrke og fugtresistens – f.eks. ved buer, stik og sålbænke. Bag skalmuren står et træhus af CLT med synlige ribbedæk og træoverflader, der har fået en brandhæmmende lasurmaling i farvesætning af billedkunstneren Malene Bach.
Tolvkanten. Arkitekt: Julius Nielsen OFFICE. Foto: Hampus Berndtson.
Thoravej 29. Arkitekt: pihlmann architects. Foto: Hampus Berndtson
Transformation og restaurering
Der er mange måder at arbejde med den eksisterende bygningsmasse, hvilket vi får at opleve i år, da der både er indstillet transformations- og restaureringsprojekter til Årets Arne 2026.Blandt de fem nominerede projekter er transformationen af en fabriksbygning fra 1967 i Nordvest, senest brugt som kommunalt handicapcenter. Bygningen er transformeret ud fra devisen om, at den skal genbruge sig selv. Værket ligger på Thoravej 29 i Nordvest og er transformeret af pihlmann architects.
Midt i det tætte, kulturhistoriske bygningslandskab langs Allégade på Frederiksberg indskriver Haver til Maver af Claus Pryds Arkitekter sig nænsomt i områdets historiske baggårdshuse. Udført oven på en eksisterende slotsmur og vognportbygning skaber den, med sin slotshavegrønne facade, dialog med de senklassicistiske naboers trædetaljer.
Årets indstillede restaureringsprojekt er restaureringen af J. F. Willumsens fredede udstillingsbygning fra 1898 ved Østerport, Den Frie Udstillingsbygning, af Praksis Arkitekter og DETBLÅ. Her er der arbejdet videre med bygningens materialeholdning, Willumsens oprindelige farver og med et formsprog, der fremstår som vokset ud af bygningen. Foran bygningens indgangsparti er der skabt et nyt inviterende byrum.
