
Visualisering af ny DSB-station på Roskilde Festival
Arkitektstuderende står bag Roskilde Festivals nye togstation
Arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi re-designer festivalens stationsområde på camping, der skal fungere som et bæredygtigt, trafikalt knudepunkt og samlingssted for festivaldeltagere.
Festivalgæster, der ankommer med tog til sommerens Roskilde Festival, vil blive mødt af en helt ny stationsbygning. Projektet er et flerårigt samarbejde mellem Roskilde Festival, Det Kongelige Akademi og DSB og har et tydeligt fokus på bæredygtighed. Stationen bliver et trafikalt knudepunkt, der ikke blot understøtter festivalens logistik, men også integreres med campingområdet for at styrke fællesskabet blandt deltagerne.
En midlertidig og bæredygtig stationsbygning
Den nye stationsbygning vil blive konstrueret af genanvendelige materialer, og efter festivalen vil den blive pakket ned for at kunne genopstilles året efter.- Det er afgørende for os at bidrage til en bæredygtig fremtid på flere niveauer. Vi understøtter vækstlaget inden for arkitektur og byggeri ved at lade fremtidens arkitekter tegne stationen og involvere en ny generation af bygningssnedkere i opførelsen. Samtidig sikrer vi ansvarligt byggeri ved at anvende genanvendelige materialer, siger Signe Brink Wehl, kunstfaglig chef hos Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
Studerende og lærlinge bag opførelsen
Elever fra bygningssnedkeruddannelsen på NEXT i Herlev bidrager til udformningen af byggematerialerne og selve opbygningen af stationsbygningen. Samtidig er projektet en del af undervisningen for de arkitektstuderende på Det Kongelige Akademi.
- For os betyder samarbejdet, at de studerende får mulighed for at omsætte teori til praksis ved at skabe et reelt projekt uden for computeren. Vi tror på, at erfaring med samarbejde mellem bygherre, håndværkere og brugere under studiet styrker deres evner til at skabe bedre løsninger i fremtiden, siger Martin Marker, programansvarlig for Bygningskunst, By og Landskab på Det Kongelige Akademi.
Tog som festivaltransport
Det er en sjældenhed, at en festival har sin egen togstation, men Roskilde Festival har haft et trinbræt siden 1996. I 2018 tog festivalen og DSB samarbejdet et skridt videre og etablerede Roskilde Festivalplads Station.
Over 110.000 festivalgæster benytter årligt toget til og fra festivalpladsen, og DSB ser stationen som et centralt omdrejningspunkt for festivaloplevelsen.
- For mange deltagere starter og slutter Roskilde Festival på Roskilde Festivalplads Station. Derfor er det vigtigt, at de får en tryg og god oplevelse. Vi sikrer dette gennem tydelig information om afgange og ankomster, skiltning og personale, der kan hjælpe med billetter, siger Niels-Otto Fisker, kommunikationschef hos DSB.
Roskilde Festival opfordrer generelt festivaldeltagere til at benytte offentlig transport som en del af festivalens bæredygtige strategi.