Bygherrerådgivere binder arkitekter på hænder og fødder - til skade for den grønne omstilling

Lars Storr-Hansens overtagelse af direktørposten i Danske Arkitektvirksomheder, er ikke gået stille af sig.

Storr-Hansen, der har en fortid som administrerende direktør i Dansk Byggeri, har blandt andet udtalt, at den offentlige sektors måde at udbyde opgaver på, ”er værre end brunkuls-opvarmning for den grønne omstilling”.

Men hvad mener han egentlig med det, og hvad er løsningen så ifølge Danske Arkitektvirksomheder? Vi har bedt ham uddybe sin kritik.

 

 

Overdriver du ikke din kritik af offentlige udbud en smule?

– Jo lidt, men der er alligevel en hel del sandhed i det, smiler han og fortsætter:

– Danske arkitekter har store ambitioner på klimaets vegne, men de støder på en lang række benspænd, når det offentlige påtager sig rollen som bygherre, siger han og peger på to overordnede problemstillinger:

– Dels oplever vi, at man hele tiden kræver mere for mindre, og at arkitektvirksomhederne dermed presses økonomisk. Det er en udvikling, der har været i gang længe, og som selvfølgelig er uholdbar i længden.

– Den anden problematik handler om de offentlige bygherres ønske om at eliminere enhver form for risici i diverse byggeprojekter. I de bestræbelser allierer de sig med bygherrerådgivere, der skydes ind mellem bygherre og arkitekt. Dermed bliver arkitektens primære kontakt ofte rådgiveren.

 

Og hvad er problemet i det?

– Jeg vil ikke skære alle bygherrerådgivere over én kam, for der er mange, der gør det rigtig godt og skaber værdi. Men der er også nogle, der nærmest har gjort det til et speciale at dænge arkitekter til med paragraffer og meget stramme kontrakter, der efterlader meget lidt plads til innovative løsninger. Det sker alt sammen for at minimere bygherres risiko, men det hæmmer altså arkitekterne, og giver i sidste ende mindre gode løsninger – særligt i forhold til klima og bæredygtighed, lyder det.

 

Hvorfor er det særligt et problem i forhold til den grønne omstilling?

– Fordi skabelsen af bæredygtige løsninger er en innovativ proces, der bedst udvikles i et samspil mellem bygherre og de faggrupper, der har fingeren på pulsen hvad angår nye klimavenlige teknikker og materialer. Og med al respekt for de bygherrerådgivere, der gør det godt, så er det altså ikke nødvendigvis deres spidskompetence.

– Det betyder igen, at rådgiveren måske dikterer gårsdagens løsninger, som arkitekten så er bundet til at følge.

 

Hvorfor fortsætter offentlige bygherrer så med den praksis, hvis det giver dårligere løsninger?

– Jeg tror, der er flere årsager. Dels er det ikke alle, der helt har erkendt sammenhængen mellem detailstyring og mindre gode resultater. Også selvom der er masser af skræmmende eksempler - herunder supersygehusene, hvor både tid, pris og kvalitet afveg fra det ønskede.

– Dels er der nogle steder en opfattelse af, at man kan eliminere alle risici i et byggeri, hvis man bare styrer tilstrækkelig stramt. Men, det kan man ikke. Et byggeri vil altid indebære en risiko for, at noget kan gå galt. Vil man ikke acceptere det, fraskriver man sig samtidig muligheden for et ypperligt byggeri.

 

 

Hvad er anledningen til, at det primært er i offentlige byggerier, at problemerne opstår?

– Ud over ideen om, at man kan fjerne risici, så tror jeg, det har med de politiske rammer at gøre. Budgetsystemer og anlægslofter i det offentlige forhindrer, at man samtænker anlæg og drift. Og det er beklageligt, for mange af de bæredygtige elementer ligger netop i samspillet mellem drift og anlæg, siger Lars Storr-Hansen.

 

Men hvad er løsningen så?

– I første omgang er det selvfølgelig at skabe en debat om emnet. Dernæst skal vi erkende, at vi ikke får gode og bæredygtige byggerier, hvis vi ikke giver mere plads og viser større tillid til hinanden. Alle relevante faggrupper skal inddrages fra starten, og de skal have plads, så deres kompetencer kan komme i spil.

– Sagt på en anden måde, så skal vi have et byggeri, der er baseret på tillid og ikke på mistillid, som tilfældet er i dag. Lykkes vi med det, vil vi i langt højere grad være i stand til at skabe værdi for både bygherre, brugere og for klimaet, slutter Lars Storr-Hansen af.