Dennis Larsen er ny stadsarkitekt i Gladsaxe
Dennis Larsen skal være med til at realisere ambitionerne i Gladsaxes arkitekturpolitik, der har fokus på at skabe en bæredygtig og smuk by, der hænger bedre sammen og har mennesket i centrum.
Dennis Larsen har tidligere været ansat som byplanlægger i Gladsaxe Kommune. Han har derfor et stort kendskab til Gladsaxes særlige og sammensatte struktur og kender også ambitionerne i Gladsaxes arkitekturpolitik.
– Jeg ser frem til at bruge min faglighed til at sikre fokus på arkitektur, stedsans og kvalitet. Jeg har fulgt Gladsaxe Kommunes udvikling og er begejstret for det store fokus på bæredygtighed, FN’s verdensmål og arkitektur med mennesket i centrum, siger den nye stadsarkitekt Dennis Larsen.
Senest har Dennis Larsen været ansat i Helsingør Kommune som Planchef, og før det har han blandt andet været partner i Hasløv og Kjærsgaard Arkitekter.
Dennis Larsen er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med speciale i byudvikling. Han har flere supplerende uddannelser og er blandt andet Master i Strategisk Byledelse for fagchefer.
Dennis Larsen starter i Gladsaxe 1. september 2023.