Vandkunsten: Ingen bæredygtighed uden skønhed

- Det er som om, at alt træværk her i Danmark råber på Gori. Og det synes jeg faktisk, det skal stoppe med. De gamle træhuse i Schweiz råber ikke på samme måde, og her ser man den smukkeste patinering med det helt sølvgrå træ forneden af huset og det brunlige længere oppe. Her kan vi aflæse en historie og et ælde, som kun giver husene karakter.

 

Ordene kommer fra Søren Nielsens mund, og han er en mand med meget på hjerte. Han har arbejdet med bæredygtighed fra før det havde et navn, og i hans og Vandkunstens arbejde søger man det enkle udtryk. Og meget gerne en iblanding af det groede, men lige der er branchen ikke helt klar:

 

- Jeg er meget optaget af biologi, og nogle af vores radikale projekter kredser om at sammenholde teknosfæren (det bebyggede) og biosfæren (det levende). Her ser vi på, om man kan udnytte biosfærens angreb på teknosfæren. Altså at udnytte noget, som man normalt anser som uønsket til at skabe positiv identitet.  

 

Og her nævner Søren Nielsen et konkret Kunstfond-støtteprojekt:

 

- Vi har haft nogle studerende, som har lavet facadeplade i beton, hvor der er støbt noget rugbrød ind i betonen. Tanken er, at brødet spises af fugle, som så klatter, mens de spiser, og det gøder en mos- og plantevækst i de huller, som efterlades efter rugbrødet. Og så starter man et økosystem på facaden, som vil give et smukt og levende ydre. Men der er ikke mange bygherrer, der lige er parate til det her endnu.

 

Hvorfor er bygherrer ikke klar?

- Fordi naturens indtog traditionelt har været tegn på forfald. Men det er jo kun, når det har været ukontrolleret biologi, det er jo noget andet, når det er et kontrolleret indtog som med rugbrødet i betonen. Jeg synes, vores angst for forfald nærmest antager mentalhygiejniske dimensioner: Alt skal være vedligeholdelsesfrit og uden spor af fortiden, og det arbejder vi imod her på tegnestuen. Vi slår et slag for at ”dresse ned” på materialer og prøve at bruge naturlige materialer.

 

 

 

Bæredygtighed

Søren Nielsen tager den også skridtet videre end at dresse ned, for i tråd med tegnestuens bæredygtige profil har man en målsætning om at komme derhen, hvor man genbruger bygningsdele fra renoveringer, men her må man også væbne sig med tålmodighed:

 

- Gamle mursten kan vi godt få bygherre med på, men som det er nu, er der intet krav rent lovgivningsmæssigt til genbrug af bygningskomponenter eller materialer, og derfor er det ikke alle, der ser fidusen. Der arbejdes i ministeriet på at lave nogle krav eller en frivillig dokumentationsordning for genanvendelighed i byggeriet. Dansk Industri har en miljøpolitik omkring cirkulær økonomi, og vi er der, hvor der nok snart kommer en lovgivning med en form for frivillig implementering, så alle parter kan vænne sig til tanken. Det er vi stærke fortalere for, for når du har et lovmæssigt grundlag, opstår der nye forretningsmuligheder, og jeg ser et stort forretningspotentiale i genanvendelse af materialer såvel som nedrivning med blik på genanvendelse, siger Søren og fortsætter:

 

- Jeg tror, at nedrivningerne bliver et meget finere erhverv - inden der er gået ti år, tror jeg, at man kan tage en uddannelse på DTU som beskæftiger sig med design for disassembly og reversibel konstruktion. Det bliver til et speciale, for der er rigtig mange ting, der gør det til et komplekst arbejdsområde.

 

De tre ”dogmer”

I bæredygtighedens navn arbejder Søren og hans kolleger med tre aspekter, som byggerierne fra Vandkunsten skal leve op til: skønhed, robusthed og det reversible:

 

- Vi skal som udgangspunkt tegne noget, som er så smukt, at ingen vil rive det ned igen. Uden skønhed, ingen bæredygtighed. Desuden skal byggeriet have en robusthed og dermed en sikring over for fremtidige ændringer, som kan true byggeriet til nedrivning. En fleksibilitet som gør det egnet til at ændre sig over tid. Og så er der det reversible, altså at redegøre for, hvordan man piller byggeriet ned, så komponenterne kan genbruges, og man samtidig kan tjene penge på komponenterne. Man skal faktisk derover, hvor man anskuer bygningen som et midlertidigt materialedepot, og det kræver nogle veltilrettelagte og konstruktive hierarkier og geometrier.

 

Hvordan forholder det sig med jeres projekter – er de reversible?

- Som det ser ud er det cirka halvdelen af dem, fordi de er baseret på træelementer. VI bygger en del billige boliger, som er præfabrikeret med træskeletkonstruktioner, og de er jo skruet sammen på en fabrik. Det er nok det mest bæredygtige, vi kan lave i øjeblikket. Det har en lav miljøbelastning, og det kan skilles ad. Og så er det en billig boligform, siger Søren og fortsætter:

 

- Vi kan faktisk ikke finde ud af at bruge mange penge, for hos os skærer vi hele tiden ind til benet og tager kun det, der er nødvendigt. Vi vælger materialer med de stoflige egenskaber, vi godt kan lide, og det er bare sådan, at de materialer ikke koster særlig meget. Vi bliver ved med at bygge billigt, afslappet og logisk. Vi ville slet ikke kunne finde ud af at arbejde i Mellemøsten, hvor det bare handler om at fyre penge af.

 

 

Referencer fra friluftslivet

Med en forkærlighed for de naturlige materialer som eternit og bølgeblik, arbejder Søren Nielsen og hans kolleger på at skabe behagelige omgivelser for brugerne, og i arbejdsmiljøerne handler det om skabe så hjemlig stemning som muligt: 

 

- Vi tror meget på at skabe arbejdsmiljøer, så medarbejderne tænker på sommerferie fremfor på penge. Og det føles bare mere hjemligt med naturlige materialer end med glas, air condition og neonrør.

 

Men er det ikke ok at tænke på penge fremfor sommerferie, når man er på arbejde?

 

- Det kan jo fint være en strategi for at tjene flere penge at skabe en hjemlig stemning. Du nedsætter sygefraværet og gør, at folk har lyst til at blive hængende længere. At skabe en arbejdsplads som er mindst lige hjemlig som hjemmet, kan da være en smart strategi fra arbejdsgiveren for at presse sine medarbejdere lidt hårdere. Vi vil så gerne have, I bliver lidt længere, griner Søren (og henviser til supermarkedet Faktas reklameslogan).

 

 

”Vi bygger noget, vi gerne selv vil være i”

Uden at have defineret det som en decideret strategi, er der en underforståelse hos Søren og hans kolleger om, at man kun bygger noget, man selv vil befinde sig godt i – fremfor noget, man tror, andre godt vil være i:

 

- Nogle gange er det sådan, at bygherrer tænker mere konformt end vi gør. Det er ikke deres egne penge, men eksempelvis pensionskasser eller boligselskabers penge, de forvalter, og det gør dem notorisk bange. Det avler konformitet, og det er så vores opgave at flytte dem lidt, men det kan virkelig være svært nogle gange. Jeg kan godt savne mod og vilje til forandring hos de professionelle bygherrer - særligt i en tid med så store behov for omstilling. Det, at være en god bygherre, kræver faktisk en evne til at lade sig begejstre, og det kan godt forsvinde i et ridt gennem byggejura og kontrakter. Men heldigvis er langt de fleste af vores bygherrer rigtig gode, og langt de fleste af vores samarbejder er givtige. Begge veje.  

 

 

 

  

Søren Nielsen

Uddannet arkitekt MAA og partner på Vandkunsten siden 2008. Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1989, hvor han i dag underviser. Søren holder desuden foredrag om bl.a. bæredygtighed og arkitektur i ind- og udland.