Landskabsarkitekter sætter naturen fri i Ørestaden

Der findes en japansk håndværksteknik, hvor man reparerer ødelagt keramik med guld. I stedet for at skjule revnerne i en vase, så fremhæver man dem og gør dem smukke. Vasen hvor guldet løber gennem revnerne bliver mere værd end den vase, der ikke var gået i stykker.

Det er med det mindset, at SLA er gået til deres projekt i Ørestaden, fortæller Bjørn Ginman, der er Senior Lead Designer og Alexandra Vindfeld Hansen, R&D Director og partner.  

– Man har oprindeligt overhovedet ikke tænkt nogen som helst naturlige processer ind i Ørestaden – hverken i forhold til at få vandet til at arbejde eller for at få planter til at vokse. Og det er jo der, hvor vi kan sige, at vi er et helt andet sted i dag. Ørestad var jo en stor smadret vase, som vi har vi har arbejdet på i nogle år, siger Bjørn Ginman.

Med Grundejerforeningen Ørestad City’s vision om at gøre bydelen til en ”summen af liv”, fik tegnestuen hos landskabsarkitekterne, biologerne og antropologerne i SLA til opgave at rådgive om, hvordan naturen kunne bringes ind som social og biologisk drivkraft i området.

Ifølge Alexandra Vindfeld Hansen kortlagde de, hvordan de kunne jordforbedre og skabe gode betingelser for liv, de kortlagde vandkredsløbet og kom med forslag til, hvordan man kunne arbejde videre med vand, lys og planter.

– Det er en tankegang om, at naturens processer og vidundere skal være en del af hverdagslivet. Og vi taler om det her med at slippe naturen fri. Altså hvor man slipper de planter løs, der kan skyde op igennem asfalten og kan så sig selv i alle sprækker. Vi prøvede at opløse nogle af de meget stringente og store skalagreb, der er gjort i Ørestad, siger Alexandra Vindfeld Hansen.

Frie hænder inden for et lavt budget

Ifølge Bjørn Ginman har resultaterne overgået de visualiseringer, som tegnestuen havde lavet inden projektets start.

– Det er ret vildt at se, for det er blevet meget vildere, end vi havde troet på. Vi har også været ret radikale i den måde, vi arbejder på derude. Blandt andet fordi vi har haft virkelig frie hænder fra grundejerforeningen, siger han.


Tegnestuens tilgang til projektet var ny, men har formet den måde de siden har arbejdet på. De bruger nemlig kun den jord, der er på stedet. Traditionelt har man fjernet den øverste halve meter og lavet ny beriget jord og lagt ud.

– Denne gang gik vi anderledes til værks. Her brugte vi kun den såkaldt ”dårlige” jord, der var på stedet. Men det har altså givet pote. Så har vi flyttet rundt på jorden og lavet noget flot belægning. Og så har vi plantet virkelig meget og virkelig tæt i håb om, at naturen ville vokse sig stærk. Og det har den altså i dag – både de områder der er 10 år gamle, og dem der kun har et par år på bagen, siger Bjørn Ginman.

Bjørn Ginman og Alexandra Vindfeld Hansen peger også på, at det der gjorde projektet særligt var, at de havde frie hænder inden for et lavt budget. Grundejerforeningen havde ikke mange midler til projektet, og teamet hos SLA arbejdede derfor med det driftsbudget, som foreningen brugte på at holde en stor veltrimmet græsplæne ved lige. 

– Det koster at slå græsset 25 gange, fordi det skal være som en golfbane. Vi sagde, at hvis vi kunne få nogle års driftsbudget til at lave anlæg for, så kunne vi finde en balance i at anlægge og lade naturen arbejde med. Det ville faktisk nærmest matche deres driftsbudgetter, som de havde sikret, så på den måde skulle de ikke finde super mange penge i forhold til at få området udviklet til et virkelig fint stykke natur, siger Alexandra Vindfeld Hansen.

Forbedring af et område der ikke var skabt til liv

I forbindelse med arbejdet har teamet lavet en biodiversitetskortlægning, og ifølge Alexandra Vindfeld Hansen har de på den baggrund foreslået forskellige interventioner, som blandt andet skulle gøre, at lokale dyrearter bedre kunne komme op af vandet og tilbage på land. En af udfordringerne ved Ørestaden var nemlig, at siderne til de anlagte kanaler var for høje, så ænder og frøer ikke kunne komme op af vandet.

– Den mest aktive zone i vandet er overgangen mellem vand og land. Da man i sin tid anlagde vandet, var det kun ved lodrette stolper, så man fjernede hele den zone, hvor vand og land mødes. Jeg kan huske, at de havde nogle enkelte stålramper, der blev så varme om sommeren, at frøerne brændte fast og simpelthen blev stegt på dem. Så der var virkelig plads til at forbedre det, fordi byrumsdesignet simpelthen ikke var skabt til liv, siger Bjørn Ginman.

Hvert tredje år undersøger tegnestuen, hvilke af deres initiativer der har indfundet sig, og hvordan biodiversiteten har udviklet sig. Ifølge Alexandra Vindfeld Hansen tager tegnestuen andre kunder med til Ørestaden for at vise, at det billede nogle har af bydelen fra 90’erne eller 00’erne ikke længere er tilfældet.

– Opfattelsen af Ørestaden som en grå og biodivers øde bydel gælder ikke længere. Altså i dag kan man opleve en naturfølelse i Ørestaden.  Og så er der opstået et meget rigere og diverst socialt liv blandt beboerne herude. Det synes jeg er en kæmpe læring. Så vi har haft kunder som Københavns Kommune med ude at se og mærke den naturfølelse der er nu og fortalt om, hvordan det er blevet til for ret få midler, siger Alexandra Vindfeld Hansen.

Tegnestue følger projekters udvikling

For Bjørn Ginman og Alexandra Vindfeld Hansen har et succeskriterie for projektet været, at bygherren forstår, hvad tegnestuen har villet med projektet – for det tager tid, før resultaterne viser sig.

- Man skal forstå, at der går fem eller måske ti år, før vi kan snakke om det her rigtigt. Hvor vi før i tiden har været meget optaget af at levere et færdigt projekt, så det den dag man klipper snoren, ser ud som et projekt, der har stået i 20 år. Sådan er det ikke, når man sætter processer i gang, siger Bjørn Ginman.

Grundejerforeningen Ørestad City har holdt fast i tegnestuen siden 2013, og Bjørn Ginman og Alexandra Vindfeld Hansen fortæller, at aftalen er, at de skal følge driften på ubestemt tid.

– For grundejerforeningen har det vigtigste været, at folk blev glade for at bo derude, og vi kan se, at bylivet udvikler sig – også bedre end vi havde forestillet os i forhold til at skabe nye rum. Man kan se, at der nu er flere og flere mennesker, der bruger parkerne og byrummene, siger Bjørn Ginman.

Alexandra Vindfeld Hansen fortæller, at man normalvis har driftstilsyn nogle år efter et projekt er indviet. Ved de projekter, hvor tegnestuen ikke har fået en aftale om at følge projektet over flere år, investere de selv i opfølgningen, hvis de vurderer, at det har en flyvehøjde som kan vise, hvilke effekter deres processer kan medføre. 

– Det er noget, vi gør, fordi vi gerne vil vide, hvilken effekt, vores designs har. Så det er en egen investering, hvor vi sammen med vores kolleger går ud og monitorerer, hvordan naturen og bylivet udvikler sig. Vi investerer i at følge projekter, som vi mener har en kvalitet, som kan skaleres og som kan være en model for, hvordan man kan gøre det andre steder, siger Alexandra Vindfeld Hansen og Bjørn Ginman fortsætter:

– Det giver rigtig god mening, for det er der, hvor man for alvor kan se, hvilke unikke værdier det giver at skabe bynatur mellem husene. Og det er ret særligt.