Ny DAC-udstilling åbner BLOX-bygning til debat
What the BLOX? undersøger bygningens komplekse arkitektur og betydning for byrummet i København – og spørger, hvad der sker, når byen ikke forklarer sig selv.
Foto: Claus Troelsgaard
Dansk Arkitektur Center åbner udstillingen What the BLOX – en udforskning af en bygning, der siden første spadestik har delt vandene i København. BLOX er ikke bare et markant indgreb i byens havnefront, men en bygning, der aktivt udfordrer forestillingen om byrum, gennemsigtighed og arkitektonisk læsbarhed.
Med udgangspunkt i både oplevelsen af og diskussionerne om BLOX, inviterer DAC publikum ind i refleksivt portræt af bygningen. Gennem udstillingens snitmodeller, film og arkivmateriale foldes historien ud – fra de tidlige idéer og kritikpunkter til dagliglivet i dag og den bymæssige integration.
En by i byen – og uden overblik
BLOX er tegnet af den hollandske tegnestue OMA med arkitekt Rem Koolhaas i spidsen. I tegnestuens tilgang så de København som en velordnet og funktionel by – men også præget af forudsigelighed og funktionsopdelinger. BLOX blev en direkte arkitektonisk kommentar til denne bystruktur: et hybridkompleks, hvor funktioner som bolig, kontor, kultur, café, fitness og legeplads mødes og overlapper i et system uden klare hierarkier.Selvom bygningen fremstår transparent, tilbyder den intet samlet overblik. Rumligheder og kig opstår i fragmenter – mod havnen, mod trafikken, mod hverdagens bevægelser. Som en by i miniature udfordrer BLOX måden at aflæse arkitektur og orientere sig i byrummet.
Arkitektur på en grund med historisk modstand
BLOX er placeret på en af Københavns mest komplekse byggegrunde – en plads der er præget af lag på lag af historie: forsvarsværker, havneindustri, trafikårer og byudvikling. Under bygningen løber ringvejen, og arkitekturen må her navigere i både fysiske og historiske spændinger. Udstillingen viser, hvordan netop denne modstand har været afgørende for bygningens udtryk og struktur.Bryghusgrunden er således ikke bare en baggrund for projektet, men en medspiller – et sted hvor fortiden aktivt har præget det arkitektoniske svar.
Kent Martinussen, administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center Foto: Claus Troelsgaard
Kritik, debat og åbne spørgsmål
What the BLOX har ikke en endelig læsning af bygningen, men inviterer til refleksion: hvad sker der, når arkitektur ikke guider os, men stiller krav til brugeren? Hvordan reagerer byen, når et byggeri ikke tilpasser sig, men provokerer?Her kan man dykke ned i andre projektforslag, kritiske reaktioner og samtidskommentarer, som understreger, at BLOX ikke er et neutralt indgreb, men en bygning har konsekvenser – og kan vække modstand.
– Udstillingen forsøger ikke at forklare BLOX én gang for alle. Den stiller i stedet spørgsmålet: Hvad sker der, når arkitektur ikke hjælper os på vej, men kræver noget af os, siger Kent Martinussen, administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center, i en pressemeddelelse.
Ny åbningstiltag: Gratis adgang for unge
I forbindelse med udstillingen indfører DAC gratis adgang for unge hver fredag aften i hele 2026 – et tiltag der skal gøre byens arkitekturtilbud mere tilgængeligt for en yngre målgruppe.Læs flere artikler om de komplekse spørgsmål, som byudvikling stiller
