
Planen for Søhøjlandets Søsportscenter er klar
Med støtte fra fonde, opbakning fra lokalområdet og en kommunal samarbejdsaftale kan søsportscenteret ved Knudsø nu realiseres.
Ry Sejlklub realiserer i samarbejde med Skanderborg Kommune og nationale fonde Søhøjlandets Søsportscenter, der skal styrke mulighederne for vand-relaterede aktiviteter ved Knudsø og åbne området for et bredere publikum. Centret skal fungere som mødested for både foreninger, institutioner og enkeltpersoner med interesse for vandsport, natur og fællesskab.
Ifølge Tage Nielsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Skanderborg Kommune, markerer projektet en udvidelse af områdets funktion:
- Med centret skaber Ry Sejlklub et fyrtårn for sø-aktiviteter i hele Søhøjlandet. Det handler ikke kun om sejlsport, men om at skabe et levende og tilgængeligt område for alle, der vil være en del af det stærke fællesskab omkring Knudsø.
Udvidet brugergruppe kræver nye faciliteter
Ry Sejlklub har i de seneste år oplevet en kraftig medlemsvækst og en differentieret brugerprofil. Antallet af unge medlemmer er tredoblet, og aktiviteter som havsvømning, SUP og vinterbadning har tiltrukket nye målgrupper. Klubben har nu mere end 400 aktive medlemmer, der benytter området året rundt.
Behovet for tidssvarende faciliteter har været stigende. Derfor etableres nu et søsportscenter, der blandt andet vil rumme opbevaring af udstyr, undervisningslokaler og køkkenfaciliteter til sociale og foreningsbaserede aktiviteter.
- Vores mål er at skabe et mødested for både nuværende og nye brugere – fra skoleelever og børnehaver til fritidssejlere og eliteudøvere. Vi oplever allerede stor interesse fra lokale institutioner og foreninger, siger Niels Copeland, formand for Ry Sejlklub.

Integration med uderum og læringsmiljøer
De nye rammer inkluderer også udendørs forbedringer, der muliggør naturformidling og pædagogiske aktiviteter som udeskole og leg. Områdets placering mellem sø og skov giver en unik mulighed for at styrke forbindelsen mellem byggeri, landskab og læringsmiljøer.
Flere lokale aktører – herunder Knudsøskolen, Mølleskolens SFO, Børnehaven Hulen, STU-skolen, ungdomsskolen og Ry Firmaidræt – har allerede tilkendegivet, at de vil gøre brug af de nye faciliteter.
Partnerskab og flerårig brugsret danner ramme om realisering
Projektet realiseres med et samlet budget på 18,2 mio. kr., finansieret af Nordeafonden, Lokale- og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Ry Sejlklubs egne midler. Klubben står selv for etablering, drift og vedligehold af anlægget og har opnået en 30-årig brugsret.
Ifølge Hanne Nissen Toksvig, chef for Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg Kommune, er projektet et eksempel på, hvordan langsigtede partnerskaber kan optimere brugen af offentlige arealer:
- Etableringen af Søhøjlandets Søsportscenter er et godt eksempel på, at samarbejde skaber holdbare løsninger både for de vigtige sociale fællesskaber og i forhold til at optimere faciliteter og rammer for friluftslivet.
Området forbliver offentligt tilgængeligt, og byggeriet forventes igangsat i 2026 med afslutning i 2027.
Se flere interessante projekter på vores temaside om Landskab og Byrum