
Alle byer har ret til en prisbelønnet højvandssikring
Et projekt med højvandssikring er ofte en lang, omfattende og kostbar affære, men sådan behøver det ikke at være. Oranje Beton har sammen med arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard udviklet et prisbelønnet koncept, der kan leveres og være på plads i løbet af kort tid.
Hvem har sagt, at udfordringen med at sikre en havn, en bådklub, en strandpark eller en midtby mod stormens rasen og havets masser skal være en lang og krævende proces?
Hvem har sagt, at omkostningerne til moderne kystsikring nødvendigvis skal være så store, at de belaster budgetterne flere år frem i tiden?
Og hvem har sagt, at bekymrede borgere er nødt til at kæmpe med vand i gaderne, forsikringsskader og tunge sandsække, mens tiden går med at finde finansiering til løsningen på problemet?
For det er ofte virkeligheden, men sådan behøver det slet ikke at være, pointerer Jørgen Dau, salgschef hos Oranje Beton i Holstebro. I samarbejde med arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard har Oranje Beton således udviklet et prisbelønnet koncept til højvandssikring, og ifølge Jørgen Dau kan virksomheden levere et skræddersyet system indenfor ganske kort tid.
- Elementer til et projekt kan være klar på få måneder, konstaterer han.

En æstetisk mur
Det prisbelønnede system til højvandssikring tager udspring i Lemvig, hvor byens borgere og erhvervsdrivende i mange år var prisgivet, når vejrguderne viste tænder. De måtte se til i afmagt, mens vandet trængte længere og længere ind i byen, og bede til, at sandsækkene kunne holde i hvert fald en del af vandet ude af huse og butikker.
Derfor blev Hasløv & Kjærsgaard bedt om at udvikle en fremtidssikret løsning, og det gjorde de i samarbejde med Oranje Beton. Resultatet er en æstetisk mur, der bugter sig som en slange rundt langs havnefronten. Muren er støbt i beton med glatte overflader og bløde kanter, så man kan kravle og sidde på den uden at ødelægge tøjet eller rive sig på arme og ben. Den er forsynet med bænke, der indbyder til, at man slår sig ned og nyder livet på og omkring havnen, og så er den prydet af dekorationer lavet af byens børn.
Inkluderer havnen i byen
Med jævne mellemrum er der åbninger i muren, så man uhindret kan gå tur mellem byen og havnen, og på den måde har Hasløv & Kjærsgaard og Oranje Beton fået skabt en højvandssikring, der ikke spærrer havnen af, men som i stedet er blevet et naturligt møbel i bybilledet.
Når så vandet en gang imellem trænger sig på, kan mellemrummene hurtigt lukkes med aluminiumsporte, så muren er helt tæt.
- Der findes mange højvandssikringer, der er gode til at holde vandet væk, men som også nærmest lukker havnen af. I Lemvig er det lykkedes at inkludere havnen i byen, samtidig med at byen er beskyttet mod vandmasserne, og det har stor betydning for miljøet og livet i bymidten, fortæller Jørgen Dau.

Har vundet to priser
Gevinsten er til at få øje på i Lemvig.
Før i tiden var midtbyen nærmest mennesketom, når der var risiko for højvande, og butiksejerne havde barrikaderet sig bag lukkede døre og stakkevis af sandsække. I dag kan butikkerne holde åbent selv under storm, og Lemvigs borgere kan gå tørskoet rundt i gaderne.
Løsningen i Lemvig, som er blevet døbt ”Le Mur”, vandt årets KTC Innovationspris i 2014 og Bæredygtig Beton Prisen i 2015. I begrundelserne hedder det blandt andet, at projektet: “har tilført byen et smukt samlingssted. Det er på fineste vis lykkes at forbinde byen til havnekajen. Le Mur har ikke blot givet byen ekstra sikkerhed i form af højvandssikring men også tilført byen et havneområde, som indbyder til samvær og afslapning.”
Hurtigt og nemt
Muren i Lemvig er opbygget af moduler, der kan sættes sammen og stables efter behov og ønsker, og dermed kan konceptet tilpasses de lokale vilkår stort set alle steder.
Når det er gjort, har bygherren helt frie hænder til at udsmykke muren med bænke, lys, solpladser, lokal kunst, eller hvor fantasien nu sætter grænsen. Og som Jørgen Dau siger, behøver hele processen ikke tage mange måneder.
Det har de set værdien af i Hellerup, hvor Oranje Beton har leveret moduler til en højvandssikring ved havnen, og inden længe tager virksomheden også hul på et lignende projekt i Holbæk.
- Der er mange steder, hvor eksempelvis en kommune bøvler med, at der trænger vand ind, hvor det ikke skal være, og så er det altså både hurtigt og nemt at sætte et antal elementer op. Når så problemet er løst, kan man altid bagefter se på, hvordan man gør muren unik for netop det område, fortæller Jørgen Dau, der heller ikke kan lade være med at fremhæve prisen:
- Det er ikke bare en hurtig løsning, der allerede har vist sit værd flere steder, det er også en løsning til en meget attraktiv pris. Vi har det hele klar, så der er ikke en masse ekstra udgifter forbundet med udviklingen.

Kaffe og citronmåne
Men, som salgschefen fra Oranje Beton selv pointerer, behøver man ikke tage hans ord for gode varer.
Oranje Beton har en prisbelønnet en-til-en model stående i Lemvig, som alle er velkomne til at studere nærmere.
- Hvis man finder en bus og kommer til Lemvig, så giver vi kaffe og citronmåne, og så kan vi få en god snak om mulighederne, konstaterer han og mener det.
Oranje Beton har specialiseret sig i skræddersyede produkter til infrastrukturprojekter herunder ikke mindst sikring af kyster og havne. Virksomheden er en del af Ikast Betonvarefabrik, IBF.