Christchurch Hovedbibliotek af SHL får femstjernet certificering
Christchurch Hovedbibliotek (Tūranga) af Schmidt Hammer Lassen Architects og Architectus er blandt de få offentlige bygninger i New Zealand, der nu hyldes for deres miljømæssige topydeevne. Projektet har netop modtaget en femstjernet certificering af New Zealand Green Building Council.
Det 9.500 kvadratmeter store, moderne bibliotek ligger ved det historiske Cathedral Square i byen Christchurch. Projektet har nu modtaget en femstjernet ”Green Star – Custom Design Certified Rating” af New Zealand Green Building Council (NZGBC). Denne anerkendelse understreger bygningens miljøvenlige design, indeklimakvaliteter, det reducerede klimaaftryk under dets tilblivelse og anvendelsen af bæredygtige materialer.
Nogle af projektets bæredygtige egenskaber inkluderer bl.a. en reducering af energiforbruget på 72% (127 kWh/m²/pr. år), en estimeret reducering på 20% af vandforbruget, en høj udnyttelse af dagslyset og et reduceret elforbrug til belysning med 73%.
Christchurch Byråd har sat et mål om at være CO2-neutral i 2030 og har derfor opstillet regler for effektiv brug af ressourcer og reduceret CO-udledning samt udarbejdet programmer, der skal hjælpe med at opnå de ambitiøse mål. Christchurch Hovedbibliotek er et eksempel på byrådets dedikerede klimaindsats.
En bygning, der på én gang er elegant, hårdfør og modstandsdygtig
Biblioteket er opført efter meget strenge ydelseskrav og er designet til at forårsage minimal strukturel skade i tilfælde af jordskælv af den størrelsesorden, der ødelagde flere af Christchurchs bygninger i 2011.
Siden det nye bibliotek åbnede i oktober 2018 har projektet høstet flere nationale priser: Supreme-præmiering inden for ejendomsrådet og bedst i kategorierne ’Civic’ og ’Arts’ ved Property Industry Awards, Warren & Mahoney Civic and Arts Property Award, ‘Civic’-præmiering ved New Zealand Commercial Project Awards, New Zealand Society of Earthquake Engineering’s Seismic Resilience Award for ‘Design to Achieve Low Damage’, Structural Engineering Society of New Zealand's Supreme Award og Institution of Structural Engineers’ Award for ‘Structures in Extreme Conditions’. Biblioteket var også blandt de fire finalister ved International Federation of Library Associations/Systematic Public Library of Year Award i 2019.
Om Schmidt Hammer Lassen Architects
Schmidt Hammer Lassen Architects er en del af det globale arkitektfirma Perkins+Will og en af Skandinaviens mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder. Virksomheden blev grundlagt i Aarhus i 1986 og ledes i dag af partnerne Morten Schmidt, Kim Holst Jensen, Kristian Lars Ahlmark, Chris Hardie, Mads Kaltoft, Kasper Frandsen, Elif Tinaztepe, Tiago Pereira og Sanne Wall-Gremstrup. Virksomheden yder professionelle arkitektoniske løsninger over hele verden og har en fornem resultatliste som designere af international arkitektur af høj kvalitet. Kultur- og uddannelsesbygninger, kontorer, erhverv, detailhandel og boliger, ofte i mixed-use-projekter og komplekse bymæssige sammenhænge, er hjørnestenene i arbejdet. Arkitektvirksomheden har stor global erfaring med design af biblioteker og andre offentlige og kulturelle vartegn, og den innovative, bæredygtige og demokratiske tilgang til arkitektur har tiltrukket global opmærksomhed, som afspejles i over 100 prestigefyldte, nationale og internationale priser.
FAKTA
Bygherre
Christchurch City Council
Lead Design Architect
Schmidt Hammer Lassen Architects
Lokal arkitekt
Entreprenør
Southbase Construction
Ingeniør
Lewis Bradford Consulting Engineers Ltd
Kulturrådgiver
Matapopore Charitable Trust
Areal
9.500 m²
Konkurrence
Vinder i international konkurrence, 2013
Status
Opført i 2018
Bæredygtighed
Femstjernet ‘green award’ af New Zealand Green Building Council (NZGBC)