Glasfiberrør er en del af løsningen i storstilet klimaprojekt
Entreprenørvirksomheden Brdr. Henriksen arbejder for tiden i Karlsunde med sit hidtil største klimasikringsprojekt, der bliver udført på begrænset plads – og med – her er de klassiske betonrør blevet suppleret med glasfiber som led i en fleksibel, men gennemarbejdet tilgang til opgaven.
Underjordiske regnvandsbassiner i form af stordimensionerede rør er en væsentlig del af løsningen, når de danske byer skal sikres mod følgevirkninger af ekstremregn.
Karlslunde syd for København er et af de steder, man kæmper med både eksisterende og kommende udfordringer - og her er rådgivningsvirksomheden NIRAS blevet sat ind i kampen med entreprenørvirksomheden Brdr. Henriksen som den udførende part på første etape, der forventes at blive afsluttet til sommer.
- Vi er i gang med at etablere den første hovedledning, hvor vandstrømmene skal vendes, når det bliver nødvendigt, siger Mads Arnold Lorentsen, der er projektleder og kloakmester hos Brdr. Henriksen.
Opgaven fra bygherren Klar Forsyning består i at lægge de underjordiske overløbsbassiner på en kilometerlang strækning i et villakvarter og ud til byens mose. Tanken er at mindske vandmængderne i andre områder af byen og få dem ledt ud i mosebassinet, hvor de ikke gør skade.
- Det er en udfordring at arbejde på en villavej, hvor man er nødt til at lukke ned, så folk ikke hele tiden har adgang til deres indkørsler, og hvor vi har måttet flytte spildevandsrør for at få plads til den nye rørføring. Det stiller krav til logistikken, men vi er godt tilfreds med måden, det er lykkes på indtil nu, siger Mads Arnold Lorentsen.
Nyt våben i vandkampen
Som oftest ville man bruge betonrør i den type arbejde. Men Brdr. Henriksen blev mødt med et særligt ønske fra rådgiverne.
- Vi har speficikt bedt om at få glasfiberrør i dette projekt, fordi det skal krydse andre ledninger, og i når vi er oppe i de store størrelser, ligger glasfiber nogenlunde i samme pris som beton, siger Camilla Kamp Mortensen, der er rådgiver hos NIRAS .
Mads Arnold Lorentsen oplever da også glasfiberrørene som en fordel.
- Deres vægt gør dem lettere at arbejde med. Vi arbejder på smalle villaveje, og betonrør ville give flere udfordringer i forhold til transporten. Til gengæld har vi måttet opdriftsikre dem, så grundvandet ikke skubber dem op af jorden, siger projektlederen.
Hos Niras har man været godt tilfredse med samarbejdet med Brdr. Henriksen, fortæller Camilla Kamp Mortensen.
- Det har været rigtigt godt. På grund af situationen har byggemøder og tegningsmaterialet været digitalt, men det er kørt uden problemer, siger hun.