Portræt af Thomas Scheel fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Som en af Danmarks største og ældste arkitektvirksomheder, der i knap 100 år har skabt velfungerende design, ikoniske bygninger og byrum i alle skalaer, står Vilhelm Lauritzen Arkitekter bag flere kendte bygninger, der præger byrummet og arkitekturen i Danmark. Krøyers Plads, DR Byen, det kommende Nyt Hospital Nordsjælland, spidsen af Nordø og historiske projekter som VEGA og Radiohuset på Frederiksberg er blot få eksempler. Selvom projekterne er forskellige både i forhold til brugergruppe, økonomi og andre forhold, er der én ting, der går igen: Respekten for solidariteten i samfundet.

- God arkitektur er for alle mennesker, og det skal komme samfundet solidarisk til gode – og det søger vi altid at gøre i vores projekter. Det mente og arbejdede Vilhelm Lauritzen også for. De sociale relationer er noget af det vigtigste i vores samfund, fordi de binder os sammen. I denne Corona-tid oplever vi, at det sociale pludselig bliver vigtigere end alt andet. Det er dét, arkitekturen danner grundlag for, hvad enten det er restauranter, boliger eller andet, siger Thomas Scheel.

 

Den bedste løsning til brugerne og stedet
Med udgangspunkt i de sociale relationer arbejder Vilhelm Lauritzen Arkitekter ud fra et succeskriterie om at integrere værket i fællesskabet som en del af den kontekst, den står i. Det er endda lige før, de skriver sig selv ud af projekterne baseret på værdien om, at arkitektur ikke skal handle om arkitekten, men om stedet og de bygninger og byrum, de laver:

- I mange år var det ikke alment kendt, hvem der havde tegnet Terminal 3 i Københavns Lufthavn. Det samme er tilfældet med Krøyers Plads midt i Københavns havn og Illum-hjørnet på Amagertorv. Stederne er blevet vellykkede og attraktive. Især Krøyers Plads får meget ros. Det er en stor glæde, da det betyder at borgerne har taget stederne til sig, siger Thomas Scheel og fortsætter:

 

 

- Krøyers Plads er et godt eksempel på vores proces og metode. Med et forsøg på at sikre den bedste arkitektur til stedet, tog vi afsæt i stedet og brugerne og forsøgte at favne byen. Pladsen er egentlig et sted, der kalder på et ikon-byggeri, der tiltrækker opmærksomhed omkring både bygningen og arkitekten bag. Men pladsen har været udskældt i årevis; der var mange mislykkede forsøg med grunden samt en massiv interessekonflikt mellem de lokale borgere, Akademirådet, kommunen, stadsarkitekter, entreprenører og boligudviklere – alle parter var til steder og pegede i hver sin retning.

 

- Ud fra et perspektiv om at borgerinddragelse er vigtigt, når det giver mening, og når der er en særlig interesse i stedet, endte vi med at sætte os i midten af det hele. Der blev inviteret til workshops, og vi betragtede borgerne som medskabere. Det mest vidunderlige var, at alle pludselig blev enige, og det interessante er, at det ikke blev et kompromis, man fandt frem til, men den bedste løsning til borgerne og stedet.

 

 

 

Komplekse byggerier er min vej
Thomas Scheel har stået med nogle af de største projekter i Danmark, hvor han oplever at have en helt unik rolle, for som han fortæller:

 

- Projektets bedste er min eneste interesse. På de store projekter er der mange meninger og holdninger, hvilket giver en interessant arkitektonisk kompleksitet. Som arkitekt skal man kunne samle mange tråde og stadigvæk få arkitektur ud af det. Det er spændende at sidde i midten, hvor man tager alle forudsætningerne ind, og ud fra dem arbejder sig frem til arkitekturens resultater. Udfordringer vil der altid være, men jeg er en fisk i vandet, når tingene bliver store og komplekse. Det har været min rolle – og sjæl – gennem i mange år, og er det stadigvæk.

 

 

Et eksempel på et komplekst byggeri er DR Byen med sine 125.000 m2, hvor de hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter havde gavn af erfaringen med strukturering af et byggeri i stor skala fra DR’s oprindelige byggeri. Thomas Scheel fortæller:

 

- I TV-Byen var der stor afstand fra den ene ende til den anden ende. Det skulle vi væk fra i det nye byggeri; det skulle være mere kompakt. Vores mål var at komprimere deres 16 lejemål, bringe dem tættere på hinanden og nedbryde barriererne mellem radio, tv og det digitale, så medarbejderne i højere grad kom til at arbejde på tværs af de tidligere skarpt opdelte områder. Succesen med DR Byen viste sig ved, at man pludselig kunne opleve radioværter der begyndte at arbejde med tv og omvendt. Vi bidrog til at løfte et simpelt og fragmenteret miljø til et miljø med fagligt fællesskab og sociale relationer.

 

 

Fra London til lufthavnen
Thomas Scheel blev uddannet fra Arkitektskolen i 1983, men lavede sit første bygherreprojekt allerede i 1980. Som ung arkitekt havde han et stort ønske om at komme ud i den store verden, og som 28-årig startede han hos Norman Foster i England.

 

- Det var en lang proces at komme til udlandet dengang. E-mail fandtes jo ikke, så jeg ansøgte per brev og rejste derover til et interview. Det lykkedes og er måske det bedste, jeg har gjort for min karriere, faget og min egen udvikling. Det var en fantastisk oplevelse, fortæller han og fortsætter:

 

- Efter 6 år i England rejste jeg hjem til Danmark igen, hvor jeg søgte ind hos Vilhelm Lauritzen, som dog ikke havde nogen projekter. De var enormt søde og sagde, de ville ringe, hvis der kom noget. Nogle måneder senere ringede den daværende administrerende direktør, Svend Erik Ladefoged, rent faktisk og sagde, at der nu var en konkurrence, jeg skulle lave. Det var den nye masterplan for lufthavnen. Jeg kom ind som konsulent, lavede projektet og var så heldig at vinde, hvorefter jeg blev ansat. Det var fantastisk at komme hjem fra det store udland og tro at jeg skulle lave små villaer og så være så heldig at lave en ny terminal til lufthavnen. Det blev tilmed afsættet til udviklingen af Terminal 3-projektet. Hvor heldig har man lov at være? Sådan endte jeg hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og er her i dag, 26 år senere. Jeg har aldrig fortrudt et sekund. Det har altid været et fantastisk sted.

Fokus på forestillingsevnen og den arkitektoniske kvalitet

Mens arkitektur som fag ifølge Thomas Scheel ikke er noget, der har ændret sig med tiden, er der sket en stor udvikling i måden at arbejde med faget på:

 

- Udviklingsarbejdet i arkitekturen har bevæget sig fra håndtegning til at være 100 % digitalt. Jeg kommer ikke til at tegne digitalt. Jeg tegner i hånden. Der er ikke noget forkert i digital tegning, men det er en anden måde at arbejde på, som er et stort og interessant mentalt skifte. Det største og bedste skitseringsværktøj er stadig forestillingsevnen. Arkitektur bliver skabt fra forestillingsevnen, og herudfra laver man skitsen, siger han og fortsætter:

 

- Derfor må vores evne til at forestille os noget aldrig blive sekundær. Ideerne fødes stadig i vores hoveder, så hvis vi ikke kan forestille os projekterne, hvem kan så? Det må ikke kun handle om flotte visualiseringer. Man er nødt til at se på den arkitektoniske kvalitet i tegningen, hvilket jeg mener, er nemmere med en håndskitse. Jeg tror, den nye generation af arkitekter skal holde fast i forestillingsevnen. Det er sindssygt vigtigt i vores fag at kunne forklare et byggeri, og det kræver, at man kan forestille sig det.

 

 

Ydmyghed og æstetik – den skandinaviske tradition for arkitektur

Hvor får du inspirationen fra og har du nogle forbilleder?

 

- Arkitekturfilosofisk har Le Corbusier og Louis Kahn i høj grad præget det 20. århundrede. Fagligt er Jørgen Utzon et stort forbillede for mig. Han står for en kvalitet, som er helt usædvanlig og som han er anerkendt for i hele verden. Samtidig har han den skandinaviske tilgang, jeg er så vild med. Hans hus på Mallorca, Can Lis, er for mig noget af det fineste. Det har en stoflighed og en enkelthed, som vidner om en ufatteligt dygtig arkitekt. Jørn Utzon kunne destillere arkitekturen ind til enkle løsninger, som bare er, som de skal være, siger Thomas Scheel.

 

Han tilføjer, at den særlige skandinaviske designkultur der kombinerer en høj grad af ydmyghed med en høj grad af æstetik, på mange måder er forankret i arbejdet hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

 

- Den findes på mange måder i den danske arkitektur på tværs af tegnestuerne. Den er dog svær at arbejde med, for hvis man skal forenkle noget, bliver man også vurderet på om det, der er tilbage, er godt nok. Intet kan sløre det – man skal være fandens god. Det handler om at fornemme om det, der er tilbage, har værdi.

 

 

Vi skal tage solidariteten i hånden

Det bringer os frem til spørgsmålet om der er noget, vi kan være bedre til. Thomas Scheel fortæller:

 

- Man kan altid blive bedre til alting. Og de kommercielle interesser fylder meget i vores samfund i øjeblikket, men man kan ikke drive et samfund udelukkende på kommercielle interesser; man er nødt til at gøre det i symbiose og harmoni med solidariteten. Vi skal være bedre til at tage solidariteten i hånden. Som arkitekt varetager man arkitekturens interesser, og her kan vi altid blive bedre til at kæmpe for vores faglige interesse og holde fast i, at det er en del af vores kontraktuelle forpligtelser. Det er svært, men man skal have mod til at gøre det og ikke være bange for at blive skældt ud af en entreprenør, der siger, vi ikke har råd, og at man ikke forstår det. Arkitekter varetager nogle faglige kvaliteter, der ikke kan sidestilles med tal – og hvis der ikke er andre, der kæmper for vores faglighed, hvem gør så?

 

Det sociale flytter arkitekturen ind i fremtiden

Arkitekturens udvikling i fremtiden vil ifølge Thomas Scheel markant blive præget af bæredygtighed, miljø og klima.

 

- Allerede er bæredygtighed et selling point, men fremadrettet bliver det et grundvilkår for arkitekturen. Vi har kun set starten af det. Samtidig kommer vi til at udvikle nye boformer og måder at arbejde og være sammen på, så vi kan udnytte ressourcerne og de sociale relationer bedre. Alt sammen noget, der taler ind i klima, miljø og FN’s 17 verdensmål, udtaler Thomas Scheel.

 

- Vi ved, hvor stor betydning de sociale relationer har. Det vil forme den måde, vi tegner byområder og byer på. Der skal være bedre og flere udeområder, flere muligheder for teenagerne, samt en større diversitet i måden, vi lever på. Vi skal passe på de ældre. De må ikke blive parkeret og isoleret for sig selv. Vi må se på, hvad vi tilbyder både ældre og unge, og hvordan vi strukturerer det. Belært af de samfundsudfordringer vi står midt i, kunne man godt forestille sig, at vi kan gøre meget bedre.