PVC-byhaver sætter genbrug og fællesskab i centrum
Manglen på ressourcer og den stigende urbanisering er udfordringer, der kræver kreative løsninger. De seneste år er der kommet fokus på, hvordan man kan producere egne fødevarer, for at bidrage til en højere grad af urban selvforsyning. Byhaverne er langsomt ved at poppe op, og de producerer ikke alene fødevarer, men fungerer som sociale samlingspunkter for byens borgere, hvor fællesskabet har gode kår.
PVC Informationsrådet er kommet med en helt unik løsning, der gør det muligt at dyrke grøntsager i byerne samtidigt med, at plastikaffald fra byggesektoren genbruges direkte:
- PVC-byggeprodukter er skabt til vand og kan ofte bruges i mange år endnu, når de bliver til affald. Affaldet er desuden gratis. Der ligger derfor et stort potentiale i at anvende netop PVC-byggeaffald til prisbilligt urbant landbrug. Det kan enten være avancerede hydroponiske systemer eller mere simple plantebokse. Det var resultatet af et samarbejde med arkitekterne Maja Sønderskov og Kaare Sølvsteen, der resulterede i et prototypisk dyrkningssystem, der indbragte to bæredygtighedspriser ved henholdsvis INOVYN Awards i Düsseldorf og EU-Kommissionens Climate-KIC Nordic Ideation Day, fortæller Ole Grøndahl Hansen fra PVC Informationsrådet.
Gode erfaringer
- Konkret betyder det, at PVC-byggeaffald kan bruges til at dyrke grøntsager i storbyer. Vi indledte blandt andet et samarbejde med Aarhus Kommune, hvor vi etablerede en byhave i PVC i Aarhus Havn, som blev lidt af et tilløbsstykke. Vi har siden været involveret i en række projekter, hvor man først ville forsøge sig med f.eks. dyre teglkrukker til urbane landbrug. Men hvorfor producere noget nyt og udlede mere CO2, når vi har alle de materialer vi skal bruge. PVC er holdbart, gennemtestet, og et materiale vi ikke kan undvære. Den store udfordring, vi står overfor, er jo, hvordan vi håndterer vores affald, ikke mindst fra byggebranchen. Og her er det fantastisk at tage brugt PVC og give det nyt liv i vores nye byhaver, siger Ole Grøndahl Hansen og fortsætter:
- Der er også stor interesse fra mange skoler og institutioner. PVC-haverne er gode pædagogiske redskaber. De unge lærer om vores fødevarer, produktionen bag og genbrug af plast. En ejer- eller andelsforening ville også snildt kunne anlægge deres egen lille have, da PVC-rørene næsten ikke optager noget plads. Disse haver kan blive et socialt samlingspunkt, hvor man i fællesskab arbejder for at få noget til at gro. Når man er færdig med at dyrke, afleveres PVC-rørene på den lokale genbrugsplads, hvor de sendes til genanvendelse så de kan indgå i nye produkter.
Plast, der er som skabt til genanvendelse
PVC er en plasttype, der egner sig perfekt til genanvendelse. F.eks. kan et PVC-rør genanvendes op til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber og uden at der skal tilføres ny råvare. Langt det meste PVC anvendes til langtidsholdbare produkter, typisk i byggeriet. Det betyder, at udtjente PVC-produkter er lette at indsamle og genanvende. Når man bruger genanvendt PVC i stedet for nyt, sparer man desuden 90% af energien i forhold til ny produktion.