Rune Kilden: Det er de skæve kvadratmeter, der lægger linjen

Læs også:

Portræt af Jan Gehl: Arkitektur er samspil mellem form og liv

Bylivet kommer ikke af sig selv

- Man skal huske de vigtige kvadratmeter. Ofte er det for den omkringliggende by ganske få ting, man skal tilføre for, at en bydel bliver en succes. Men det kræver en forståelse af, at bylivet ikke kommer af sig selv, og at det ikke kan overlades til andre, fortæller han og uddyber:

- Der er stort fokus i branchen på byggerettigheder, men der mangler et fokus på, hvad der så er din pligt, når du bygger. Det gamle socialdemokratiske slogan om at gøre din pligt og kræve din ret gælder stadig. Som bygherrer skal vi hele tiden huske på, at det, vi arbejder med, er noget, som folk ikke bare kan vælge fra. Producerede jeg snørebånd, kunne man bare lade være med at købe dem, men du kan ikke vælge ikke at være en del af byen. Vi har derfor en stor forpligtelse til at gøre os umage.

Læs også:

Ny bog om bedre byskik i Danmark

Idéen skal styre økonomien – ikke omvendt

Et af de projekter, som Rune Kilden lige nu er involveret i, er Bassin 7 i Aarhus Havn, som udvikles til et nyt mødested for byens borgere med kultur og byliv tæt på vandet. Her bygges der også i højden, hvilket Kampanilen, der er tegnet af BIG og skal rejse sig i 18 etager, vidner om. Samtidig åbnes der både restauranter, havnebad, badehuse og butikstorv i området.  
 

Hvordan arbejder I konkret med at få integreret byrummene i projekterne? Har I en metode, nogle faste udviklingsprincipper, eller hvordan foregår det?    




- Jeg tror, at vi arbejder modsat af, hvad mange andre gør, for vi starter altid med en idé, vi brænder for, og prøver så at lave en business case på den, aldrig omvendt. Jeg laver for eksempel et manuskript, der visualiserer eller sætter ord på nogle følelser og stemninger, vi gerne vil skabe i projektet. Finder vi så ud af, at det kan vi ikke lave, så laver vi ikke projektet. Som tommelfingerregel bruger vi ca. 5-10 procent af investeringen på de skæve kvadratmeter og mellemrum, der isoleret set måske ikke er en god forretning, men som til gengæld får helheden til at fungere.




- Noget af det, vi engagerer os i, er udviklingen af kulturlivet. For eksempel har vi bygget et teater sammen med BIG. Teatret kan ikke betale en husleje, der isoleret set er en god forretning, men som byudviklere kan vi ikke kigge snævert på dette, for så bliver det for uinteressant. Projekterne skal give noget tilbage til byen, så de også taler til alle de andre mennesker, der ikke bor eller arbejder i dem. Det er det, vi også har gjort med Lighthouse, der fik udsigtsplatform og restaurant på toppen. Vi ville aldrig spørge, om vi kan lave en god business case ud af et teater, men derimod om vi kan lave en god business case, der også inkluderer et teater.

Læs også:

BIG står bag Aarhus: Nyt markant boligbyggeri på Aarhus Ø

Vi skal give noget tilbage til byen

Et andet eksempel er det kommende projekt, TRÆ, som Rune Kilden sammen med Lendager Group og PFA er ved at køre i stilling: Her skal parterne opføre en hybridbygning, som rejser sig 70 meter op i en kombination af træ og beton.

Projektet skal netop udfordre gængse byggemetoder og skabe nye erfaringer til gavn for hele branchen, også i forhold til inddragelse af det omkringliggende samfund og social bæredygtighed, forklarer han: 

- Naboen er et kommunalt værested, så vi har fra starten kigget på, hvordan vi kan arbejde med brugerne og lære dem at kende på en god og værdig måde for begge parter. Det har ført til et samarbejde med værestedet om pedeller, der skal komme på byggepladserne og hjælpe med at holde orden. Det er fantastiske mennesker, der har haft et hårdt liv med få chancer, så det er dejligt, at vi kan samarbejde og lære hinanden bedre at kende, så vi øger mulighederne for at leve side om side på en god måde. Det er hele tiden i vores bevidsthed, at projekterne skal åbne sig for resten af byen og være med til at løfte mennesker.  

Alternative udbudsmodeller kan skabe mere interessante byer

Hvad ser du som de vigtigste pejlemærker for byudviklingen de kommende år? Skal vi for eksempel have flere arkitektkonkurrencer, bedre modeller for borgerinddragelse eller øgede kvalitetskrav i udbudsmaterialet?

- En af udfordringerne i dag ligger netop i udbuddet, og jeg kan allerede i udbudsbetingelserne afkode, om der er potentiale til noget interessant. Mange udbud er lavet, så kommunerne som udgangspunkt skal sælge til højestbydende. Det er naturligvis fint nok, at fællesskabet får den højest mulige pris, men bagsiden af mønten er bare, at markedet får et incitament til at optimere salgsprisen ved at gøre tingene simple, minimere risikoen og begrænse omkostningerne. Og det skaber mange af de kedelige projekter, vi ser rundt omkring. Man kan jo prøve at spørge sig selv, hvilken bil eller telefon der nogensinde er blevet udviklet på den måde?

- Kunne man forestille sig, at vi vendte det om og sagde, at vi som udgangspunkt skulle vælge de bedste projekter – medmindre økonomien er helt i skoven? Det ville jo gøre, at diskussionen starter med at fokusere på, hvilket projekt der bidrager med mest til at skabe en spændende by, og man så herefter fokuserer på, hvordan økonomien kan blive bæredygtig. Mange projekter skabes desværre i omvendt rækkefølge. Aarhus Kommune har de seneste år testet alternative udbudsmodeller, og der hvor det lykkedes, kan man se, at resultatet bliver mere interessant.




For lidt fokus på bygherres referencer

Rune Kilden understreger, at det for ham at se er det afgørende, hvilket team man samler om opgaven, mere end om de på forhånd har fået en god idé. Og her er det vigtigt med større fokus også på bygherres referencer:

- Her kan man godt gøre meget inden for de rammer, der er i dag. Men som bygherre skal du i dag i mange situationer kun indsende økonomiske nøgletal for at være med, men ingen referencer som arkitekter og ingeniører gør det. Og dét er et problem, for det er i sidste ende bygherre, der skal kunne samle enderne og få det til at lykkes, ligesom cheftræneren på en fodboldbane.