
Portræt af Christian Cold fra Entasis: Dunkel fylde og mørk rigdom
Christian Cold fra Entasis er vokset op blandt revolutionære akademikere og til lyden af Bach og Beethoven. Det har slået tonen an til den arkitektur, der i høj grad kendetegner Entasis, som han grundlagde i 1996 sammen med sin ægtefælle Signe Cold. De to har netop bygget deres eget hus til tegnestuen i Nordhavn, og bag den stilfærdige arkitektur gemmer sig et opråb om at hæve barren og udfordre normerne i byggeriet.
Christian Cold tøver ikke. Når svaret falder, er han ikke i tvivl. Så lukker dørene til alle de andre muligheder, der ellers kan stå og lokke og forstyrre, og al opmærksomhed rettes mod at detaljere og komme i dybden med den arkitektoniske løsning. Sådan har Christian Cold altid arbejdet, og det var en tidlig erkendelse, han nåede til allerede på Arkitektskolens første semester.
- Jeg kan huske den første mellemgennemgang. Jeg havde ikke fattet, at man skulle komme med et A4-ark eller en lokumsrulle, hvor man havde tegnet nogle skitser. Jeg havde fuld ophængning tegnet op på manifold, klæbet op på pap og bemalet med akvarel.
Christian Cold kan ikke lade være med at grine af det i dag. Men det var sådan han var, og sådan han har arbejdet siden. Det tog ham en uge at tegne sit afgangsprojekt. Så var det optegning og at bygge fine modeller resten af tiden. Ingen stress.
- Jeg blev mødt med, at jeg var umoden. Jeg kom nærmest lige fra gymnasiet og havde ikke været ude og se hele verden. Men dem, der var tre-fire år ældre havde en, syntes jeg, laissé faire tilgang til studiet. Jeg arbejder med fuldt tryk på, ikke så megen tøven og holden døre åbne. Jeg beslutter mig tidligt, og når svaret falder, er jeg ikke i tvivl om det. Jokeren er selvfølgelig, hvornår det falder. Går der to timer eller to dage? Men det går som regel hurtigt. Af samme grund har jeg valgt at blive ved med at tegne, jeg sidder stadig med kniv og gaffel og tegner derudaf. Det er der, jeg er lykkelig.
Et solidt parløb
Det er 22 år siden Entasis blev etableret som tegnestue, da ægteparret Christian og Signe Cold i 1996 vandt konkurrencen om den nye hovedindgang til Zoo. I 2009 havde tegnestuen modtaget de største danske arkitekturpriser som Dreyers hæderspris, Eckersberg Medaillen og Nykredits Arkitekturpris. Deres arkitektur bliver beskrevet med ord som stilfærdig men rummende storhed, skabt med omhu og en høj grad af materiale- og skalabevidsthed, følsom, klassisk og som en arkitektur, der afspejler både kunstnerisk og faglig kompetence.
Christian Cold er den primære designansvarlige i forhold til form og materialevalg. Han kan godt være i gang med at tegne syv-otte projekter og tre konkurrencer samtidig. Signe Cold er den konstruktive kritiker, der spørger, om det nu også er rigtigt, eller om det hele kan vendes på hovedet. Hun udfordrer ham, der hurtigt træffer beslutninger, og sammen har de fundet en rollefordeling, der fungerer. Nok især fordi de kender hinanden så godt, siger Christian Cold, og har modet til dels at yde den nødvendige modstand og dels tage imod kritik.
Jeg spørger, hvordan han kommer frem til svaret på en opgave.
- Dybest set er det kombinationen af en masse opbyggede referencer og erfaring med, hvad der fungerer i hvilke sammenhænge, erfaring med statik, materialer, bygbarhed osv. Og så en mavefornemmelse – deri ligger kunsten.
- For mig er arkitektur kunst. Det kan lyde som et krukket udsagn, men jeg mener, at vores fag handler om mere end smag og behag. Det er meget mere alvorligt end det. Når du skaber rammen om noget meget intimt, hvor du sover, arbejder eller er sammen med din familie, så vil arkitekturen snige sig ind i hjernebarken og påvirke, hvem du er. Det er nogle fænomener, du skaber, uanset om du er bevidst om det eller ej. Vi forsøger at være meget bevidste om, hvad vi gør og med hvilke virkemidler. Det har været en kongstanke for mig lige siden studietiden, hvor jeg begyndte at læse fænomenologi. Det er i sidste ende et spørgsmål om at skabe rammer, der provokerer og frisætter vores ånd. Intet mindre.
Ordene skal næsten skubbes ud over læberne. Som om de er for store og for højstemte. Men så snart de er sagt, lander de solidt. Det er noget, de hos Entasis har taget alvorligt og arbejdet bevidst og konkret med siden begyndelsen. For at give et eksempel på hvad han mener, fortæller Christian Cold om ombygningen af sit og Signe Colds eget hus.
Arkitektur udfordrer og kræver en indsats
For 23 år siden købte de et kartoffelrækkehus. Signe var højgravid med deres første datter, så ombygningen skulle gå stærkt, og de var grebet af en pionerånd. Huset var et dødsbo, og indvendigt var der ikke lavet noget om i 50 år, så de besluttede at rydde alt indenfor facaderne og bygge det hele op på ny.
- Vi fjernede stort set alt i huset og i det tomme rektangel fik vi lavet en kerne med alle installationer, bogreoler, skabe, køkken og badeværelse. Hver af de tre etager er kun 40 m2, så det er meget kompakt og småt. Tesen var som i modernismen – hos Le Corbusier og i Mies van der Rohes Barcelonapavillon, at de rum, der skabes omkring kernen og gennem etagerne, overlejrer hinanden, så et rum ikke er defineret af fire vægge og en dør men i princippet er uendeligt. Eller i det her tilfælde 120m2 og mange kubikmeter. Vi har fået tre børn, som alle er vokset op i det hus uden døre, bortset fra den til badeværelset. Og det er jo virkelig et eksperiment at udsætte dem for, siger Christian Cold med et stort smil.
- Ideen er, at du hele tiden bliver udfordret på, hvilket rum du befinder dig i, og hvordan du selv skaber dit rum ved at lægge tre puder, sætte en kop kaffe eller med dit kropssprog. Dvs. du er i en helt anden dynamisk verden, og det påvirker din hjerneaktivitet og dig psykologisk. Modernisterne påstod, at de klassisk definerede rum skabte åndelig atrofi, altså muskelsvind. Hvis ikke du bliver udfordret, sygner du hen i konform hverdag. Så det er måske lidt besværligt, og det kræver en indsats, men vi ser det som en gave at give til vores børn. Det udvider din horisont, og det er jo det, man har sit liv til.
Christian Cold tøver lidt og tilføjer med et grin:
- Siger manden, der bare går til og fra arbejde! Men det er jo en åndelig horisont. Det er noget, vi forfølger. Og det er i virkeligheden også det, vi sidder i her.
Han kaster et blik rundt i spiserummet, hvor vi sidder i tegnestuens nye hus i Nordhavn.
Herrer i eget hus
Entasis har selv tegnet og været bygherrer på det røde murstenshus, som er en opvisning i mange af de løsninger og virkemidler tegnestuen arbejder med. Rummet er ikke en aflukket kantine men, præcis som Christian Cold har beskrevet, en rumlighed, blot markeret af en translucent glasskive, der står parallelt med en betonvæg, som flyder over i et større rum, hvor tegnebordene står. Et tungt uldgardin hænger ned over glasvæggen og kan trækkes rundt om bordet og skabe om ikke et lukket rum så en puppe omkring spisebordet. Her kan man se, mærke og opleve materialerne 1:1.
- Jeg tror ikke, vi havde haft Entasis i mere end tre-fire år, før Signe og jeg talte om, at vi ville bygge vores egen tegnestue. Det lykkedes nu, og det er vidunderligt. Både at betale husleje til sig selv, men samtidig at kunne vise os selv, vores medarbejdere og bygherrer det fedeste, som vi kan forestille os.
Ud over tegnestuen rummer Kanonhuset, som det kaldes, fem ejerlejligheder og en erhvervs-ejerlejlighed. Christian Cold er begejstret over at prøve kræfter med rollen, som bygherre, som har givet adgang til nogle andre beslutningsprocesser.
- Da vi byggede huset her, fik jeg pludselig indsigt i jura, finansiering og hele developersiden, og det betyder, at jeg nu også begynder at kombinere arkitektrollen med bygherre- og forretningsrådgivning. Det er sindssygt spændende, fordi det giver mulighed for at placere sig helt anderledes centralt i et byggeri og i nogle beslutningsprocesser at være på bygherresiden. Hvilket er et paradoks, men også en forløsning, for vi vil altid hævde, at arkitekten er bygherrens tillidsperson. Det er os, der bliver ved med at slås og slås for kvaliteten, men de sidste 15-20 års dyrkelse af bygherrerådgiveren har desværre skabt et billede af arkitekten som utroværdig, siger han.
Arkitekter mister indflydelse
Paradokset omkring arkitektens rolle i byggeriet ligger Christian Cold på sinde. Selvom han ser arkitektur som kunst, mener han, at der på Arkitektskolen har været for stor fokus på at uddanne arkitekter som kunstnere på bekostning af indsigt i materialekendskab, statik, økonomi, psykologi m.v. Resultatet bliver at indflydelsen glider ud af arkitekternes hænder, og så bliver det svært at kæmpe for kunsten og kvaliteten. Vi bør lære af Schweiz, mener Christian Cold, hvor han ser arkitekter have en stærkere position i byggeriet, der direkte afspejles i arkitekturen.
- Man kan se med det blotte øje, at tingene er helt anderledes gennemarbejdede, og bygningerne derfor står smukkere. De Schweiziske arkitekter er simpelthen bedre uddannede. Af samme grund er de fleste projekter i Schweiz arkitektstyrede. De har en polyteknisk fagkundskab, så de kan gå i kritisk dialog med ingeniører og andre specialister og sidde helt tæt på bygherren med en beslutningskompetence, som er anderledes, end den vi har.
- Nu sidder jeg og skoser arkitekterne, men det gælder hele vejen rundt. Hele byggebranchen kunne godt levere mere, men det kræver en anden tænkning om, hvem der spiller hvilke roller. Det er det, vi har brudt med i byggeriet af vores eget hus.
I dare you!
Christian Cold kalder Kanonhuset et katalog over ting, de aldrig ville få lov til i en totalentreprise, og samtidig er det et hus, der er leveret til under den almindelige pris i Århusgadekvarteret, hvor det ligger. Det har givet Entasis blod på tanden til at udfordre byggeriet og den konservatisme, der, i deres optik, præger store dele af det.
I Januar vandt tegnestuen konkurrencen om at udvikle et nyt stort bykvarter i Nordhavn, Levantkaj, hvor containerterminalen ligger i dag. Deres masterplan bryder med den klassiske københavnske karréstruktur og er i stedet inspireret af pakhusmotivet med fritstående bygninger uden gårdrum. Al areal er offentligt tilgængeligt. Og så introducerer de nogle mindre byggefelter, som skal give mulighed for flere eksperimenter.
- Københavns Kommunes arkitekturpolitik er en 'by med kant', en 'by med plads til alle'. Men der er et dilemma, når du sælger 20.000 m2 ad gangen, for så trækker du på nogle meget konservative kræfter. Der findes et hav af investorer, der ikke har råd til at købe 8.000 eller 10.000 m2, men de har måske råd til at købe 2.000. De investorer vil som regel gå længere og tænke mere originalt og stedsspecifikt, og det var vores agenda at invitere dem med til bordet. Så ud over at tegne byggefelter på 10.000-20.000 m2, lavede vi 20 mindre byggefelter, vi kalder 'I Dare You'. Vi håber, der kommer 20 projekter, som bliver ligesom chilien i en gryderet og kan være med til at danne præcedens.
Selv om Levantkaj er en helt anden type byplan end den Entasis skabte for Carlsbergbyen, da de vandt konkurrencen der i 2007, er det den samme tilgang, der ligger til grund for projektet, fortæller Christian Cold. Han siger, at de tegner byplaner som bygningsarkitekter.
- Med det mener jeg, at planen er tænkt mursten for mursten. Vi prøver ikke at være oppe i et helikopterperspektiv men nede i øjenhøjde og tænke: 'Hvad sker der, når man går rundt om et hjørne? Hvad går man op ad? Hvad er lyden under dine skosåler?'. Det svarer vel til at skrive et partitur til en stor symfoni. Man skriver sig gennem oboen og klarinetten osv. De har hver sin melodi, og tilsammen opstår der harmonier, og der skabes et stort sammenhængende billede. Det sker for nogle komponister flydende og samtidigt, at man får skrevet taktstok for taktstok, og så er der sikkert nogen, der arbejder efter andre koncepter. Jeg kan ikke tegne i 1:500 uden at tænke på, hvad det præcis er for en sten, og hvilken farve fugen har.
Formet af Marxister, Bach og Beethoven
Christian Cold og jeg har talt sammen i næsten to timer. Selvom han kan lide, at tingene går hurtigt og siger, at han hellere tager fat på noget nu end om halv time, er der intet rastløst over ham. Jeg overvejer om hemmeligheden bag hans høje produktivitet er evnen til virkelig at fokusere. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad han tænker, når han ser tilbage på tegnestuens 22 år. Kan han se en sammenhæng?
- Selvfølgelig bliver man klogere, andet ville være forfærdeligt. Men når man ser på det her hus (Kanonhuset) i forhold til Zoo, som var det første vi lavede, så er det de samme værdier, der er på spil. Helt og aldeles. Selvfølgelig har der været nogle afstikkere, og noget der er lykkedes mindre godt, men grundtonen er den samme, siger Christian Cold.
Hans egen tone blev slået an allerede i barndommen, hvor han voksede op blandt samfundsengagerede intellektuelle, til lyden af de store klassiske komponister.
- Jeg tror grundstemningen kan hentes i min opvækst. Jeg er vokset op i et sindssygt akademisk miljø af Trotskister, Marxister og Leninister i Århus i 1970erne. Min mor var nærværende og empatisk, min far var læge og en dygtig musiker. Han spillede klaver og jeg er vokset op med Bach, Beethoven og Bartov. Den stemning og tyngde er noget af det, jeg forsøger at genskabe.
- For nogle år siden læste jeg Thomas Manns roman Dr. Faustus. Det er tung læsning, men meget meget smukt skrevet. Den handler om en komponist, der sælger sin sjæl til Djævlen. Et sted bliver komponisten Brahms beskrevet med ordene: Dunkel fylde og mørk rigdom. Det syntes jeg var nogle rammende ord! Og når man ser vores projekter som Zoo, noget i Forsvarsakademiet, noget i Kildeskovshallen og ikke mindst det hus, vi sidder i her, så er det dunkel fylde og mørk rigdom. Jeg tror, den klassiske musik fra barnsben har været enormt stemningsskabende for mig.
Om Entasis
Entasis blev grundlagt i 1996 af Signe og Christian Cold, da de vandt konkurrencen om en ny hovedindgang til Zoo i København. I 2007 fik tegnestuen sit store gennembrud, da de vandt konkurrencen om en ny masterplan for Carlsbergbyen. Blandt andre af deres mest kendte projekter kan nævnes udvidelsen af Kildeskovshallen, Forsvarsakademiet og senest deres eget hus Kanonhuset i Nordhavn. I 2018 har de vundet konkurrencerne om henholdsvis Levantkaj (et nyt stort bykvarter i Nordhavn) og Kampsportens Hus på Nørrebro. Tegnestuen har i dag 25 medarbejdere, og det har altid været strategien ikke at blive flere end det. Ledelsen består af de to grundlæggere samt medindehaver Trude Mardal og associeret partner Dorte Dalgaard.