
Et helt særligt erhvervsbyggeri
Tæt på motorvejsnettet i den sydlige del af Odense har KT Erhvervsbyg A/S opført et særligt erhvervsbyggeri i totalentreprise - et nyt domicil til Danmarks største vand- og afløbsspecialist Scanpipe.
Scanpipes nye domicil er tegnet af Jørgen Overbys Tegnestue, som har hentet inspiration fra både Ulriksholm Slot, der er ejet af Scanpipes grundlægger, og fra den engelske industriarkitektur fra 1800-tallet.
Dengang blev bygninger udformet med fokus på industrialiseringens krav til funktionalitet, innovation og nye teknologier. Røde og gule mursten var almindelige byggematerialer, mens jern og stål gjorde deres indtog i konstruktionerne. De karakteristiske, store vinduespartier blev anvendt for at sikre et maksimalt indfald af dagslys – til gavn for både arbejdsmiljø og energiforbrug.
Klassisk og moderne
Scanpipes domicil i Odense anno 2025 er skalmuret i krydsforbandt med røde teglsten og har tag af klassiske røde vingetegl.
Bag facaden kombineres træspær, stålspær og betonelementer, hvilket skaber en robust konstruktion med afsæt i både klassiske og moderne byggemetoder.
De store vinduespartier trækker dagslyset langt ind i bygningen og giver et særligt lysindfald, og fortidens vingesus fornemmes i de højloftede lokaler, hvor Scanpipes nye håndværkerbutik er placeret i den ene side af bygningen, mens der er etableret kontorer i den anden side.
Gejst og faglig stolthed
Projektchef Mathias Kristensen fra KT Erhvervsbyg fortæller, at netop det særlige ved byggeriet har skabt en bemærkelsesværdig god stemning blandt håndværkerne undervejs.
- Det har været tydeligt, at håndværkerne undervejs havde en særlig gejst, fordi de fandt det spændende og sjovt at arbejde med et ekstraordinært byggeri og anvende materialer, der ligger uden for det sædvanlige, fortæller han.
Domicilet rummer foruden hovedbygningen med kontorer, foredragssal og håndværkerbutik også en tilhørende værkstedsbygning på 370 m2. I alt har KT Erhvervsbyg opført ca. 2.300 m2 for Scanpipes i denne omgang.
- Det har været en fornøjelse at stå for byggeriet af Scanpipes nye domicil i Odense, og vi er stolte af resultatet. Faktisk er det fjerde gang, vi bygger for Scanpipe, fastslår Mathias Kristensen.