<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Portræt af Lorcan O'Herlihy: Skub verden i en bedre retning
Portræt af Lorcan O'Herlihy: Skub verden i en bedre retning

Portræt af Lorcan O'Herlihy: Skub verden i en bedre retning


Hvis man kigger på den amerikanske arkitekturscene, er der et navn, som går igen og igen: Lorcan O'Herlihy. Den irskfødte arkitekt har igennem flere år arbejdet i Los Angeles, hvor hans tegnestue Lorcan O'Herlihy Architects, i daglige tale LOHA, har base. I 2018 blev tegnestuen for alvor cementeret som en sværvægter i USA, da tegnestuen blev udnævnt som den bedste tegnestue i landet indenfor kategorien Design.

Det første spørgsmål vi stiller Lorcan O'Herlihy er ganke simpelt: Hvordan og hvornår opstod din interesse for arkitekturen? Lorcan O'Herlihy guider os her igennem hans første år som studerende og en grøn arkitekt:

 

- Det går helt tilbage til mine teenageår, hvor jeg rejste gennem Europa og Rusland med min far og mor, mens min far lavede film. Han havde selv studeret arkitektur, men blev i stedet skuespiller. De forskellige indtryk under disse rejser må have vækket min interesse. Da jeg vendte tilbage til Californien, blev jeg optaget på arkitekturlinjen på California State University SLO som 16-årig. Under studierne fik jeg mulighed for at rejse til Danmark og læse på Arkitektskolen i København. Det var et valg jeg tog efter at have haft fornøjelsen af at studere under en meget talentfuld lærer ved navn John Lange, der havde en helt særlig indgangsvinkel til arkitekturen. Han var en mand af få ord, men han ville altid opfordre en til at søge inspiration på tværs af discipliner.

 

- Et eksempel herpå var, da jeg arbejdede på en horisontal megabygning på mit tredje år. Jeg kæmpede virkelig med projektet, men en dag kom han hen til mig og lagde en død græshoppe på mit bord og sagde: Se på græshoppens struktur og se det som et frø til inspiration for dit projekt. Og det var lige, hvad jeg gjorde. Han lærte mig på en helt unik måde at tænke ud af boksen, og det er jeg ham evigt taknemmelig for, forklarer Lorcan O'Herlihy og fortsætter:

 

- Herefter fik jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med min fars gamle studie kammerat, Kavin Roche, lige før han vandt Pritzker Prisen for arkitektur i 1982. Det var en spændende tid at være en ung arkitekt i hans team i Haden, Connecticut. Vi arbejdede bland andet på New Yorks Metropolitan Museum of Art. Herefter arbejdede jeg for IM Pei, mens han designede den næste fase af Louvre Museet i Paris. Det var nogle værdifulde erfaringer, jeg gjorde mig der.

Irske tanker i USA: Det offentlige rum

Ungdommens rejser mellem Dublin og los Angeles har også været med til at forme Lorcan O'Herlihy’s syn på arkitekturen:

 

- Jeg er vokset op i Dublin og Los Angeles, to vidt forskellige urbane oplevelser: Dublins kompakthed og fodgængervenlige natur og Los Angeles spraglede og vilde byliv, der er helt afhængigt af adgang til biler. Det var manglen på offentlige samlingssteder i Los Angeles, der fik mig til at trække det offentlige rum ind i denne privatiserede by. Siden midten af 90’erne har alle vores projekter på tegnestuen, promoveret social interaktion og en mere urban oplevelse ved at udviske grænserne mellem det private og offentlige, siger Lorcan O'Herlihy.

 

At se udover matriklen og inddrage omgivelserne i arkitekturen er ikke normen i USA, men Lorcan O'Herlihy har altid insisteret på, at et projekt skal i dialog med dets nærområde, fremfor at opføre ensomme monolitter:

 

- Et vendepunkt i min karriere var projektet Vertical House, hvor jeg inddrog de førnævnte pointer. Vertical House handlede om tage en lille grund og fremhæve gaderne omkring, i stedet for at afvise dem, med andre ord: Engagere husets tilstødende miljø og dens urbane kontekst. Et andet projekt, hvor ønsket om at engagere byen, var Formosa1140 i West Hollywood. Med dette projekt vendte vi den typiske gård-typologi og skubbede bygningsstrukturen tæt sammen i den ene side af byggegrunden for derved at skabe en offentlig park, en lille grøn lomme, som hele lokalsamfundet kunne nyde godt af til trods for, det var privat jord. Det var en demokratisering af udearealerne, forklarer Lorcan O'Herlihy og fortsætter:

 

- Over det sidste årti, har boligkrisen givet os en mulighed for at skabe huse til helt nye borgere, dem der tidligere var hjemløse, men som nu får muligheden for at leve et værdigt liv. Vores MLK1101 Supportive Housing Project er lige blevet færdiggjort, og det er designet til at fremme social lighed og sociale relationer. Det har været en milepæl for os. Nu arbejder vi på tre yderligere boligprojekter i Los Angeles hvor hjemløse, og vi har mange flere i støbeskeen.  Sådanne projekter omfavner det princip, at arkitektens rolle er at udføre arbejde, der har konsekvenser for samfundet.

 

Placemaking i Detroit

- Vores arbejde i Detroit, hvor vi også har et satellitkontor, har også defineret tegnestuens tilgang til urbant design. Alle de ti projekter, vi netop nu arbejder på der, er rodfæstet i en større civil strategi om at lokalisere og realisere offentlig-private partnerskaber, der aktivt engagerer Detroits lokalområder gennem en fælles tilgang til placemaking (Placemaking er udnyttelsen af lokalsamfunds aktiver, inspiration og potentiale med det formål at skabe offentlige rum, der fremmer folks sundhed, lykke og velvære). I hvert område prøver vi at revitalisere et kvarter, for at gavne og bevare eksisterende beboere samtidig med, at der tiltrækkes ny vækst. Det er vigtigt at pointere at disse projekter spænder over alle socioøkonomiske samfundslag. Det er vigtigt at bygge inkluderende fællesskaber på tværs af indkomst, køn, race og alder, hvilket er uhyre vigtigt i Detroit hvor 80% af indbyggerne er afro-amerikanske, siger Lorcan O'Herlihy og uddyber:

 


Brush Park project i Detroit er et godt og billigt boligtilbud til bl.a. hjemløse, der er under opførelse

- Detroit har også den udfordring, modsat Los Angeles, at der foregår en hastig affolkning, og nabolag ligger pludseligt øde hen. Men der er stadig en social rigdom og en unik historie at hente blandt alle de mennesker, der stadig holder ud. Som arkitekter, kan vi sammen med disse mennesker hjælpe til at skabe bedre rum for dem, der samtidig kan tiltrække nyt liv og vende de mange nederlag byen har oplevet gennem tiden.

 

Marginaliserede borgere

Generelt er der en bekymring hos Lorcan O'Herlihy over den voksende ulighed, vi ser i samfundet, både i USA, Europa og resten af verden. Det er noget, som vi bør tage seriøst som samfund og ikke mindst arkitekter:

 

- Vores byer oplever forandringer uden fortilfælde. Nogle som Los Angeles har aldrig været mere opdelte mellem rig og fattig, inkluderede og ekskluderede. Og selvom det er et sted, som folk ønsker at leve, bliver almindelige mennesker marginaliserede, og hjemløsheden er eksploderet, så vi har den tvivlsomme ære at ligge nummer et i forhold til boligløse. Udfordringerne virker måske intimiderende, men vi må se det som en chance for at arbejde som urbane strateger og se muligheder, der hvor andre giver op, så vi kan åbne op for det latente potentiale, der findes i rummene, i og uden for byerne. I vores Isla de Los Angeles projekt har vi netop prøvet at realisere det uudnyttede potentiale, og det vil stå færdigt i år. Det er placeret på et tidligere trafikalt knudepunkt, ved siden af en stor motorvejsfletning. Når det står færdigt, vil det rumme 54 lejligheder, der er til at betale, samt grønne promenader, der vil skabe en levende lunge for området og gode fodgængerforhold.

 


Formosa1140 er et lejlighedskompleks der åbner sig op mod omverden, i stedet for at lukke sig, som det typisk ses i USA.

 

Fra isolerede objekter til socialt ansvar

Men hvordan designer man den gode bygning, og hvilken rejse har det arkitektoniske mindset gennemgået de seneste årtier?

 

- Det gode design, handler om ikke kun at respondere til bygherres ønsker, men også at se på den omgivende kultur og natur. Arkitektur er meget mere end veldesignede bygninger. Verden har ændret sig meget siden 1990’erne, hvor jeg startede min praksis, og det betyder også, at arkitektens udsyn har ændret sig. Tilbage i tiden blev arkitektens arbejde set som en luksus, og samtaler om design handlede om formel polemik, udforskning af materialer, teknologi, og hvordan man kunne skubbe former. Der var ikke nok fokus på de mennesker, der levede i og omkring bygningerne, fortæller Lorcan O'Herlihy og indskyder:

 

- I dag, med de store forandringer som verden står overfor som f.eks. klimaforandringer og massemigration, så har mange arkitekter taget på sig at arbejde for en bedre verden og tage ansvar for at løse større sociale uretfærdigheder. Arkitektur handler ikke længere bare om at designe og bygge et isoleret objekt, men i stedet om at engagere sig sammen med alle de kræfter, der former vores verden. Det er vores og morgendagens arkitektur.

 

Det skal bidrage til arkitekturen

Den sociale bæredygtighed fylder meget hos LOHA, men hvad med klassiske grønne tiltag?:

 

- Vi er opmærksomme på at nye bygge- eller moderniseringsprojekter skal udføres med et øje for at integrere et bæredygtigt design. Vi har stor erfaring med at udvikle projektløsninger, der er bygget op om grønne tiltag, og vi prøver altid at opmuntre vores kunder til at vælge grønne løsninger, hvor det er muligt. Men vi mener også, at grønne komponenter skal bidrage til en bygnings arkitektur. Det nytter ikke noget at bygge for at hjælpe et sted, hvor så det har ulemper på andre områder, siger Lorcan O'Herlihy.

 

MLK1101 er et lejlighedskompleks for hjemløse, veteraner og lavindkomstfamilier

 

Arkitektur er et socialt værktøj

Afslutningsvis giver Lorcan O'Herlihy sit bud på, hvor arkitekturen bør bevæge sig hen, og hvor vi måske kan forbedre os:

 

- Jeg ser gerne arkitektur som en levende organisme, der spiller en vigtig rolle i, hvordan vi interagerer med verden. Således bør arkitekturen ses og forstås som et socialt værktøj, med hvilket vi kan gå i dialog med politik, økonomi og æstetik. Arkitekturen kan promovere bæredygtig vækst og promovere lighed, menneskelig interaktion og kulturel evolution. Man kan ikke benægte at store samfundskræfter, sammen med nyskabelser indenfor teknologi og fremkomsten af sociale medier, ironisk nok har gjort os mere isolerede. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi designer rum, der opfordrer og promoverer social interaktion, især som byerne vokser og mennesker skal leve tættere sammen end tidligere, fortæller Lorcan O'Herlihy og afslutter:

 

- Jeg mener, at vi er nødt til at væve akademisk og praktisk tænkning mere sammen til en jordbunden arbejdsproces. Det er vigtigt, at vores arkitekturstuderende går ud i verden med en klarhed om at bygge ideer, der konkret kan skubbe verden i en bedre retning. Vi skal som arkitekter blive bedre til at skabe ideer, der kan realiseres uden, at vi holder igen med vores drømme og visioner. Hvis det lykkedes, så kan arkitekturfaget integreres i alle aspekter af samfundet, så vi i fællesskab kan skabe løsninger på fremtidens udfordringer.